30. august 2023
Ukrudtsbekæmpelse i tidlig sået vintersæd
Tidlig såning af vintersæd går snart i gang, og dermed er det også tid til at tænke på ukrudtsbekæmpelse.
En god begyndelse i vintersæden er yderst afhængig af ukrudtsbekæmpelsen. Derfor er det vigtigt, at man i sin strategi bekæmper både græsukrudt og tokimbladet ukrudt effektivt i efteråret.
Den mest sikre effekt af midler med jordvirkning opnås ved tidlig sprøjtning på afgrødens stadium 10-11; - altså når sprøjtesporene lige er synlige. Det er vigtigt at jorden, har sat sig inden behandlingen, så afvent minimum 4-7 dage efter såning. Derudover skal foragre sprøjtes til sidst og dosis øges evt. her.
Mateno Duo, Boxer og DFF er gode resistensbrydere og de bør derfor udgøre grundelementerne i efterårets ukrudtsbekæmpelse. Efterårsmidlerne er et vigtigt led i forebyggelse af resistens, så virkningen af forårsmidlerne holdes længst muligt.
Som udgangspunkt må vi forvente at det tidligt såede hvede ikke planlægges i marker med nævneværdige græsukrudtsproblemer for, som vi ved, så fremmer tidlig såning jo græsukrudt.
Har man agerrævehale eller væselhale må vi som tidligere nævnt, på det kraftigste fraråde tidlig såning, og i stedet tænke udsat såtid, sædskifte og vårsæd ind som sanering. Er man så uheldig at have væselhale, og man ikke kan bruge andre håndtag, skal man ud i en to- til tredelt løsning ved tidlig såning.
Tabellen søger at afdække en række scenarier:
TIMING
Timing er alfa og omega i ukrudtsbekæmpelsen. Generelt vil vi i vinterhvede gerne blande Mateno Duo og Boxer for at opnå en god synergieffekt. Dog er det sjældent at dette kan lade sig gøre ved tidlig såning, da det er for varmt at bruge Boxer når det optimale tidspunkt for Mateno Duo indtræffer. Derfor rådes der på det kraftigste til at man får timet sin Mateno Duo helt optimalt ved tidlig såning og derefter afventer med Boxer til det bliver boxer-”vejr”. Mateno Duo og Boxer må IKKE blandes i vinterbyg og vinterrug.
SPRØJTETEKNIK
Ved udsprøjtning af rene jordmidler anbefales der store dråber og solide vandmængder på mindst 150 l/ha.
Undgå afdrift.
Har du spørgsmål, eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
THOMAS GRAM
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET