Tidlig såning kombineret med meget spildkorn giver risiko for angreb af fritfluens larve. Disse betingelser har været tilstede i mange marker i år. De angrebne planter gulner og visner i hjerteskuddet kort efter fremspiring, og bladet kan let rykkes af.
Kigger man inde i stænglen ved stængelbasis og folder bladskederne fra hinanden, fremkommer den 3-4 mm lange, lemmeløse, hvidlige til gullige larve. Foran på larven ses to sorte mundkroge.
Der er ingen muligheder for bekæmpelse af angreb i vintersæden. Sort jord fra midten af august er det mest effektive. Ved omsåning i september med vintersæd kan der være risiko for angreb fra flere larver i jorden. Fritfluen overvintrer som larve i angrebne planter. Jo senere der sås, jo mindre vil risikoen for angreb være. Det er dog svært at angive et nøjagtigt sikkert såtidspunkt.
Billede 1
Vinterrug efter vinterrug, pløjet umiddelbart før såning.
I striberne efter mejetærskeren har der været meget spildkorn, og her er der voldsomme angreb af fritfluer.
Foto fra oktober i tidligere år fotograferet
af Torben Justesen, Velas
Billede 2
Angreben rugplante og 2 fritfluelarver, som er fundet i stængelbasis af 2 planter.
Larverne er kun 3-4 mm lange.
Har du spørgsmål til ovenstående eller har du behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...