I november og december 2023 var der udfordringer med at kunne køre i de våde rapsmarker med Kerb. Hvis spildkorn og/eller græsser ikke er bekæmpet i efteråret eller vinter, kan det være nødvendigt at bekæmpe dette med Agil eller Focus Ultra. Det er muligt at anvende Focus Ultra i splitbehandling både efterår og forår med 2 x 1 l pr. ha, men der må samlet maksimalt anvendes 2 l pr. ha pr. sæson. For at få effekt mod rajgræs skal doseringen af Focus Ultra være over 1,5 l pr. ha i foråret. Det betyder, at er der anvendt over 0,5 l pr. ha i efteråret udelukker det Focus Ultra i foråret ud fra et fagligt perspektiv mod rajgræs og agerrævehale. Er der anvendt Agil i efteråret må det ikke anvendes i foråret, da samme areal kun må behandles hvert 3. år.
Agil og
Focus Ultra bekæmper de fleste græsser, men der er ikke mulighed for at bekæmpe enårig rapgræs eller væselhale om foråret. Focus Ultra har højest effekt på rajgræs og i resistenstest på bestande med ALS resistent rajgræs har Focus Ultra ofte stadig høj effekt. Agil og Focus Ultra er ligeværdige på agerrævehale. Gode vækst- og temperaturforhold med 10-15 °C er optimalt for virkning af de to midler.
Bekæmpelses af væselhale i foråret er ikke mulig. Derfor må det overvejes, om områder med stor bestand af væselhale bør nedvisnes med glyphosat, så frøsætning undgås. Hvis ikke der er anvendt Kerb, kan der omsås med vårsæd, men er der behandlet med Kerb, må der accepteres nedvisnede områder i marken. Bemærk, at marker behandlet med Belkar ikke kan omsås med hestebønner eller ærter.