12. juni 2024
Registreringsnet uge 24: Skadegørere i vinter- og vårsæd
I flere hvedemarker i Syddanmark er der usædvanlig meget brunrust. Det fugtige vejr fremmer Septoria, som breder sig. Også i Fjordlands område skal hveden beskyttes mod brunrust. I vårbyg breder bygrust sig.
Svampesygdomme i hvede
Gulrust: I Heerup er fundet: 30 pct. angrebne planter ved Åkirkeby, 5 pct. ved Ringsted, 1 pct. ved Bramming og i Vestjylland samt 0,01 pct. angrebne planter ved Åbenrå. I Dawsum er fundet 5 pct. angrebne planter ved Åkirkeby. I Bairstow er fundet 0,01 pct. angrebne planter ved Karise. I Stokes er fundet 10 procent angrebne planter ved Åkirkeby og 5 pct. ved Karise. I DLG Wheat Mix Star (Heerup, Stokes, Kvium) er fundet 0,01 pct. angrebne planter ved Ringsted.
Der er tidligere meldt om gulrust i Heerup ved Holeby og AU Flakkebjerg samt i en sortsblanding ved Søllested, hvor Heerup/Stokes indgår. Ved Sønderborg er også tidligere fundet gulrust i Chevignon. Der er fundet gulrust på et enkelt blad i sortsblandingen NOS Hvede Mix 2220 (Pondus, Informer, RGT Bairstow) ved Lem.
De mest modtagelige sorter har 2 i modtagelighed overfor gulrust (0-4 skala), og det er sorterne Heerup, RGT Stokes, KWS Extase, Kubik og sortsblandinger med disse sorter.
Brunrust: angrebene har igen bredt sig en del i den forløbne uge, og der er udløst bekæmpelse i ca. 45 procent af de ubehandlede observationer. Der er i denne uge og forrige uge udløst bekæmpelse i en eller flere sorter ved Holeby på Lolland, Ringsted, Karise, Hillerød, Ørbæk på Fyn, Kolding, Sønderborg, Åbenrå, Horsens og Åkirkeby på Bornholm. Dvs. angreb ses især i Syddanmark. Der er dog også udløst bekæmpelse ved Bramming og Spentrup/Gassum ved Randers. Der er også meldt om svage angreb i en mark med Pondus i Nordsalling. Der er fundet angreb i alle sorter og mest i sortsblandingen DLG Wheat Mix Star (Heerup, Stokes, Kvium).
Tidligere er også meldt om mere udbredte angreb i nogle marker på Als, Midtfyn, Skælskør og Lolland.
Brunrust optræder oftest mest udbredt i de sydlige og mest milde egne i landet. Se temperaturkort i figur 1 nedenfor. Der produceres flest sporer ved 15-22°C og nattedug. Det nuværende køligere vejr vil ikke hæmme udviklingen nævneværdigt. Tidlig såning fremmer brunrust. De dyrkede sorter har alle 2 eller 3 i modtagelighed overfor brunrust. Følgende sorter har 3 i modtagelighed og er mest modtagelige: Pondus, Champion, RGT Bairstow, Kvium og sortsblandinger med disse sorter.
Angreb af brunrust dukker normalt først op meget sent, men optræder tidligere end normalt i år. Se figur 2. Angreb omkring skridning kan stadig være ret tabsvoldende.
Bedst effekt opnås ved bekæmpelse af svage angreb. Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter til og med vækststadie 69 (afblomstring).
Her ses midlernes effekt mod brun- og gulrust:
Sprøjtefristen for Balaya (vækststadie 40) har længe været overskredet, men midlet er medtaget i tabellen for at vise, at der ved fanebladssprøjtningen er brugt et middel med god effekt.
Septoria: det ustadige vejr fremmer angreb af Septoria. Smitte som følge af nedbøren fra 23. maj og fremad vil løbende vise sig ca. 3 uger senere, dvs. fra ca. midt i juni og fremad. Af figur 3 fremgår, at angrebene breder sig.
Til sidste svampebehandling er tidligere anbefalet Propulse-holdige løsninger i intervallet 0,25-0,4 l Propulse + 0,15-0,25 l Folicur Xpert/Prosaro/Proline Xpert. Dosis fastlægges efter de aktuelle nedbørsforhold og Septoriaangreb i marken, sorternes modtagelighed overfor Septoria og rust-risikoen. Den megen nedbør medfører, at de høje doser af Propulse nu anbefales. Ved udbredte symptomer i afgrøden hæves dosis af Propulse yderligere lidt. Vær opmærksom på sprøjtefristen for Propulse, som er vækststadium 61 (begyndende blomstring).
Ved brunrust er det vigtigt at anvende en blandingspartner til Propulse med god effekt og ikke for lav en dosis. I enkeltmarker med meget brunrust på sprøjtetidspunktet øges dosis af rustmiddel til 50 procent, dvs. 0,5 l Folicur Xpert EC 240 eller 0,5 l Prosaro eller 0,625 l Orius Gold eller 0,625 l Comet Pro. Dette skyldes, at kraftigere angreb af brunrust kan være svær at bekæmpe. Vær obs på triazolregnskabet især for Orius Gold, hvor 0,625 l på nuværende vækststadie tæller 50 procent. Sprøjtefristen for de fire midler er i hvede vækststadie 69 (afsluttet blomstring).
Det ustadige vejr giver flere steder udfordringer med at få sidste behandling udført.
Bladlus: Angrebene er relativ svage, og der er ikke angreb over bekæmpelsestærsklen. Det højeste angreb er 15 procent strå med bladlus.
Bladlus bekæmpes ved over 40 procent angrebne strå, og ved over 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse.
Det gennemsnitlige udviklingstrin er 67 (blomstring snart afsluttet) med en variation på 59-71.
Figur 2. Udviklingen af brunrust i hvede i registreringsnettet i 2024 og i de 2 foregående år.
Figur 3. Udviklingen af Septoria i hvede i registreringsnettet i 2024 og i de 2 foregående år. Registreringen i uge 18 er ikke retvisende grundet meget få registreringer. I registreringsnettet i korn medtælles angreb på hele planten i de tidlige vækststadier, og fra og med vækststadie 32 (2 knæ udviklet) medtælles kun angreb på de 3 øverste fuldt udviklede blade af hovedstrå.
Svampesygdomme i rug
8. registrering er foretaget.
Brunrust har igen bredt sig i den forløbne uge. Tilfælde af meget brunrust er fundet i alle sorter.
Det gennemsnitlige vækststadie er 71 (kerneindhold vandagtigt, de første kerner har nået halv størrelse), mens de længst udviklede marker er i vækststadie 73 (tidlig mælkemodent stadie).
Svampebekæmpelse i rug er nu ikke længere aktuel.
Skadegørere i vårbyg
Bygrust er fortsat mest udbredt. Denne uge er der udløst bekæmpelse i ca. 40 procent af de ubehandlede observationer. Der er fundet angreb i alle sorter.
Bygrust bekæmpes i modtaglige sorter fra vækststadie 30 (begyndende strækning af hovedskud) til vækststadie 65 (blomstring) ved over 10 procent angrebne planter.
I figur 5 er udviklingen af bygrust i år sammenlignet med udviklingen i de to foregående år.
Angrebene af skoldplet og bygbladplet er endnu overvejende svage.
Det fugtige vejr vil især fremme skoldplet. Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter ved 10 procent angrebne planter og mindst 5 dage med nedbør optalt fra vækststadium 31 (1 knæ udviklet). Ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere, da smitstoffet sidder på planterester af byg. Angreb bekæmpes frem til vækststadie 65 (blomstring).
Af midlerne Folicur Xpert EC 240/Prosaro/Proline Xpert EC 240/Proline har de førstnævnte midler bedst effekt mod bygrust. Mod skoldplet er rækkefølgen omvendt. Midlerne har svagere effekt mod bygbladplet, hvor Proline og Proline Xpert EC 240 har bedst effekt. Comet Pro hører også til midlerne med bedst effekt mod bygbladplet. Comet Pro har også god effekt mod bygrust og relativ god effekt mod skoldplet. Comet Pro må anvendes 2 gange pr. sæson.
Folicur Xpert EC 240 tæller hårdest i triazolreglerne, hvor 0,2-0,25 l Folicur Xpert EC 240 i vækststadie 30-32 tæller 60-75 procent.
Til bekæmpelse omkring skridning anbefales 0,25-0,35 Propulse blandet med 0,1-0,2 Folicur Xpert EC240/Prosaro/Proline Xpert EC 240 eller blandet med 0,15-0,25 Comet Pro. Blandingen 0,15-0,25 Propulse + 0,2-0,3 Pictor Active + spredeklæbemiddel kan også anvendes. Især hvis der er behandlet tidligt, kan der ofte anvendes en lav dosis senere på 25-35 procent dosis.
Skadedyr: angrebene af bladlus er overvejende svage til moderate, og der er udløst bekæmpelse i ca. 5 procent af observationerne. I Fjordlands område er der fundet enkelte marker hvor skadetærsklen er overskredet – så hold øje med dine marker.
Angrebene af kornbladbillelarver er overvejende svage. Det højeste angreb af kornbladbillelarver er 10 procent strå med larver.
Bladlus bekæmpes ved over 40 procent angrebne strå, og ved over 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse. Kornbladbiller bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. strå indtil omkring begyndende skridning. Små larver er lettest at bekæmpe.
Til bladlusbekæmpelse kan anvendes omkring 0,1 kg Pirimor 500 WG, såfremt der ikke er behov for bekæmpelse af kornbladbillelarver. 0,1 l Mavrik eller 0,15 kg Lamdex eller 0,075 kg Kaiso Sorbie kan også anvendes, men især de to sidstnævnte midler skåner ikke nyttedyr. Flere har meldt om mange mariehøns i år.
Som følge af sen såning mange steder er der stor forskel på markernes udviklingstrin. Det gennemsnitlige vækststadie er 40 (tæt på at fanebladets bladskede begynder at strække sig) med envariation fra vækststadie 31-57.
Figur 5. Udviklingen af bygrust i vårbyg i registreringsnettet i 2024 og i de to foregående år.
Skadegørere i havre
4. registrering er foretaget.
Angrebene af meldug og havrebladplet er svage. Det højeste angreb af meldug er 10 procent angrebne planter. Meldug anbefales bekæmpet i vækststadie 32-36 ved over 25 procent angrebne planter og i vækststadie 37-65 ved over 50-75 procent angrebne planter.
Skadedyr: angrebene af bladlus er overvejende svage til moderate, og der er udløst bekæmpelse i ca. 10 procent af observationerne.
Angrebene af kornbladbillelarver er overvejende svage. Det højeste angreb af kornbladbillelarver er 10 procent strå med larver.
Bladlus bekæmpes ved over 40 procent angrebne strå, og ved over 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse. Kornbladbiller bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. strå indtil omkring begyndende skridning. Små larver er lettest at bekæmpe.
Til bladlusbekæmpelse kan anvendes omkring 0,1 kg Pirimor 500 WG, såfremt der ikke er behov for bekæmpelse af kornbladbillelarver. 0,1 l Mavrik eller 0,15 kg Lamdex eller 0,075 kg Kaiso Sorbie kan også anvendes, men især de to sidstnævnte midler skåner ikke nyttedyr. Flere har meldt om mange mariehøns i år.
Som følge af sen såning mange steder er der stor forskel på markernes udviklingstrin. Det gennemsnitlige vækststadie er 37 (fanebladet synligt) med en variation fra vækststadie 32-45.
Der er kun få registreringer i havre.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
MICHAEL RIIS
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSAKIVET