+45 96 15 30 00

12. juni 2024

Overblik: Sortsvalg vinterhvede til sæson 2025

I denne artikel giver planterådgiver Peter Bruun dig en gennemgang af de faktorer, du skal forholde dig til, når du skal vælge sorter i vinterhvede til den kommende sæson. Der er mange ting at holde styr på, og derfor anbefaler han, at du kontakter din planterådgiver for at finde den eller de sorter, der passer bedst til netop din bedrift:
Sortsvalg er meget individuelt, og derfor anbefaler jeg, at du kontakter din planterådgiver for at få en snak om netop de forhold/ faktorer, der er gældende på din bedrift. Sammen kan vi på denne måde spore os ind på hvilke(n) sort(er), der passer bedst til din bedrift.”

PETER BRUUN

Planterådgiver
I denne artikel kommer vi omkring følgende:
Fremavlsareal
Udbytte
Anvendelse (foder / brød)
Vinterfasthed
Mangantolerance
Lejesæd
Svampemodtagelighed
Egnethed tidlig såning
Spild

Fremavlsareal

Fremavlsarealet i 2024 viser hvilke sorter, der vil komme til salg til såning i efteråret 2024.

Pacman, Pondus, RGT Stokes, Guinness og Heerup vil efter alt at dømme, sammen med sortsblandingerne, blive de dominerende sorter, da de tilsammen udgør 69 procent af det samlede fremavlsareal.

Udbytte

Tabellen viser det opnåede udbytte i de enkelte sorter i de seneste tre år (med svampebekæmpelse). KWS Dawsum og Pacman er de to sorter, der har klaret sig bedst i 2023 og som gennemsnit af 2022 og 2023. Ser vi på de seneste tre år, er det RGT Stokes, Pondus og KWS Dawsum, der ligger bedst.

Udbytterne i Landsforsøgene i de fire mest solgte sorter er sammenlignet med sortsblandingerne, og der er i gennemsnit et merudbytte ved at vælge sortsblandinger på 2,1 hkg/ha i vinterhvede i sammenligning med de fire mest solgte sorter.

Alle de markedsførte sortsblandinger består af højtydende sorter, og vil være et attraktivt alternativ til de rene sorter, da de giver en større dyrkningssikkerhed og lavere sygdomsmodtagelighed end sorter dyrket hver for sig.

Anvendelse (foder / brød)

Hvis afgrøden skal anvendes til foder, skal der være fokus på foderværdien. Hvis den skal dyrkes på kontrakt til brød eller industri, skal der være fokus på de kvalitetskrav der stilles til den produktion.
Brødhvedesorter i fremavl 2024
Bemærk, at der også udbydes en sortsblanding med brødhvedesorter bestående af Bright, KWS Extase og LG Initial (DLG Wheat Mix Bread).
Foder:
Nogle sorter bliver analyseret for indhold af foderenheder, og når de har været med i denne afprøvning i to år, får de en karakter for ’Foderværdi, svin’ på en skala fra 1-9, hvor 9 er det bedste.

Af de afprøvede sorter, der er i fremavl i 2024, har RGT Stokes den højeste foderværdi, mens Champion, RGT Bairstow og Heerup følger lige efter.

Brødhvede eller industrihvede:
For at hæve værdien af afgrøden er der mulighed for at dyrke vinterhvede på kontrakt til brød- eller industriformål. For at kunne anvende Landbrugsstyrelsens brødhvedenorm i gødningsplanlægningen, skal du:
I mindst én af de to foregående planperioder (høst 2023 eller 2024) på jordbrugsvirksomheden have dyrket en hvedesort, hvortil der i den pågældende planperiode kunne anvendes kvælstofnorm for brødhvede. Du skal kunne dokumentere, at du har overholdt kvalitetskravene til brødhvede (Faldtal 275, Hektolitervægt 77 og proteinprocent 11,5). Hveden skal være leveret til en grovvare - eller møllervirksomhed med henblik på brødfremstilling.
Brødhvedetillægget er i 2025 på 36-44 kg N pr. ha, afhængigt af jordtypen.

Vinterfasthed

Der findes desværre ikke karakterer for alle sorternes vinterfasthed, da det er længe siden, vi har haft en hård vinter, hvor det kunne bedømmes. Der var dog i dele af landet barfrost i vinteren 2020-21, og det resulterede i forskelle i sorternes vitalitet efter vinteren.

Efteråret 2023 og vinteren 2023-24 har været præget af meget store nedbørsmængder, og det har ført til omsåning i mange lave områder i marker over hele landet. I det vestlige og nordvestlige Jylland har der dog været betydeligt større behov for omsåning, og nogle af sortsforsøgene viser betydelige forskelle på, hvor godt sorterne har klaret efterårs- og vintersæsonen. 
Årsagerne til forskellene er formentlig en kombination af meget vand, barfrost og i nogle områder måske også saltskade. I et af forsøgene, ved Esbjerg, er der vurderet vitalitet 8. maj 2024, og resultaterne for de aktuelle sorter fremgår af figuren. Det viser meget tydeligt, at RGT Bairstow, RGT Stokes og Heerup er mest udfordret.

Mangantolerance

I 2022 gennemførtes der tre forsøg med vinterhvedesorters tolerance over for manganmangel.

Der er også forsøg med mangantolerance til høst 2024, men der er indtil videre ikke så meget manganmangel, at der kan ses forskel på sorterne.

Bedømmelserne viser, at der er forskel på sorternes mangantolerance, hvor Kvium, Heerup og Informer er de mest tolerante, mens Pondus, Rembrandt og KWS Colosseum er de mest følsomme.

Bedømmelserne viser dog også, at alle sorter kan få manganmangel. Det kommer til udtryk ved, at f.eks. Kvium i en enkelt parcel har fået karakteren 8, selv om den i gennemsnit er den sort med den bedste mangantolerance.

Behandling med mangansulfat har i alle sorter mere eller mindre afhjulpet manganmanglen, men ikke helt, og rangeringen af sorterne er stadig næsten den samme som i de ubehandlede parceller.

Det er ikke givet, at der er en direkte sammenhæng mellem den bedømte manganmangel og udbyttet, men det følges der op på, når udbytteresultaterne foreligger.

Lejesæd

Der er mange sorter med lav tilbøjelighed til lejesæd, men enkelte sorter kan have tendens til lejesæd. Her kan IPM-karakteren for lejesæd anvendes. Det bør der tages højde for i forhold til såtidspunkt, udsædsmængde, kvælstoftilførsel og evt. vækstregulering. Se næste tabel.

Svampemodtagelighed

Der er mange sorter på markedet med lav modtagelighed for svampesygdomme. Alle sorter og sortsblandinger indgrupperes årligt efter deres modtagelighed for svampesygdomme som er vist i tabellen.

Egnethed tidlig såning

Af de markedsførte sorter vurderes KWS Dawsum og RGT Stokes som de sorter, der egner sig bedst til tidlig såning, men en række andre sorter med tre stjerner kan også sås tidligt, mens Champion, Guinness, Kubik, Kvium og KWS Extase ikke bør sås tidligt. I mange tilfælde vil det formentlig gå godt at så de sidstnævnte sorter tidligt, men på baggrund af enten deres tendens til lejesæd, væksttype eller efterårsvækst, eller en kombination af disse, vurderes der at være en risiko for, at de udvikler sig for kraftigt i et mildt efterår.
Det vurderes, at vinterhvedesorter, der er velegnede eller egnede til tidlig såning (**** og ***), kan sås i perioden 1. til 7. september med god sikkerhed for overvintring og et godt resultat. Sorter der er mindre egnede (**), bør først sås efter 10. september, og sorter der ikke er egnede til tidlig såning (*), bør først sås fra midten af september. På kolde lokaliteter rykkes datoerne ca. 3 dage frem og omvendt i milde egne.

Spild

Sorternes tendens til spild er opgjort på baggrund af tre forsøg i 2023 (Teknologisk Institut, Fyn og LandboNord). Spildopgørelserne fra forsøgene kan findes i Nordic Field Trial System (nfts.dk).

Alle tre forsøg er kasserede, men der er foretaget en grundig opgørelse af spild. Spildopgørelsen er dog alligevel usikker, da både genetik og tidlighed kan spille en rolle. Inddelingen skal derfor tages med forbehold. Der er dog ikke fundet direkte sammenhæng mellem sorternes tidlighed og det optalte spild i disse forsøg.

Der er kun medtaget sorter og sortsblandinger, der markedsføres til såning i efteråret 2024, og som er med i Landsforsøgene 2024.

Der er fem sorter og sortsblandinger med den laveste spildsomhed og ligeledes fem med den højeste, og de resterende markedsførte sorter og sortsblandinger er i mellemgruppen.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

PETER BRUUN

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram