20. november 2024
Registreringsnet uge 47
Bladlus i vinterhvede og vinterbyg
10. registrering er foretaget og dette er sidste registrering i 2024.
Der findes ingen bekæmpelsestærskel for bladlus om efteråret i vintersæd, fordi et varierende antal bladlus indeholder smitte af havrerødsot, og fordi det er ukendt, hvornår nattefrost reducerer antallet af bladlus. Finder man dog bladlus på 2-3 procent af planterne, er tidligere anbefalet bekæmpelse, såfremt marken er sået før ca. 20.-25. september. Jo tidligere såning jo større risiko for angreb. For hver uges udsættelse af såtiden kan der opnås op til en halvering af angrebene af havrerødsot. Sene angreb af bladlus er mindre tabsvoldende end tidlige angreb, og tærsklen er derfor højere på nuværende sene tidspunkt, men en nøjagtig tærskel kan ikke gives.
Der er registreret i 29 hvedemarker, og der er fundet bladlus i 8 marker (0,1-6,0 procent angrebne planter). Der har været mindst 2-3 procent angrebne planter i 6 af de 29 marker. Markerne er sået 29. august til 16. september. En mark med 6 procent angrebne planter er behandlet mod bladlus 24. september, og i det behandlede område er der nu 2 procent angrebne planter.
Der er registreret i 17 vinterbygmarker, og der er fundet bladlus i 9 marker (0,5-18,0 procent angrebne planter). Der har været mindst 2-3 procent angrebne planter i 6 af de 17 marker. Markerne er sået 1. til 20. september. Marken med 18 procent angrebne planter er behandlet tre gange (sidste gang 9. november) og i ubehandlet er nu ingen bladlus. I en mark med 13 procent angrebne planter i ubehandlet er der i behandlet 0 procent angrebne planter (behandlet 9. oktober). I en mark med 7 procent angrebne planter i ubehandlet er der i behandlet 0 procent angrebne planter (behandlet 4. oktober).
Evt. bekæmpelse kan ved mange bladlus være aktuel i hele november, men evt. bekæmpelse vurderes nu at være udført i marker med behov. Det er kun hvor der stadig kan findes mange bladlus, at bekæmpelse fortsat er aktuel.
Bladlusene kan være aktive meget længe. Forsøg har vist, at halvdelen af havrebladlusene dør ved ÷0,5 °C og halvdelen af kornbladlusene først ved ÷ 8° C.
Til bekæmpelse kan anvendes 0,05-0,1 l Mavrik (max 1 gang efterår) eller 0,05-0,075 kg Kaiso Sorbie (max 1 gang pr. sæson). Fra vækststadie 21 (1. sideskud synlig) kan også anvendes 0,08-0,1 kg Teppeki.
I figur 1-2 ses udviklingen af bladlus i registreringsnettet i vinterhvede hhv. vinterbyg i de seneste efterår. Efteråret 2014 er også medtaget, da der i 2015 forekom de hidtil kraftigste angreb af havrerødsot.
Figur 1. Angreb af bladlus i vinterhvede i registreringsnettet de seneste efterår samt i efteråret 2014.
Figur 2. Angreb af bladlus i vinterbyg i registreringsnettet de seneste efterår samt i efteråret 2014.
Dette var sidste registrering i år. Vi takker for indberetningerne.
Foto 1. Bladlus med afkom i registreringsnettet i hvede fotograferet 18. november af Shabnam Alizadeh Nicolaisen, Vestjysk.
Foto 2. Parasiteret bladlus i registreringsnettet i hvede fotograferet 18. november af Shabnam Alizadeh Nicolaisen, Vestjysk.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver hos Fjordland...
MICHAEL RIIS
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET