3. september 2025
Graduering af udsæd - sådan gør du
Formålet med graduering af udsædsmængden er at sikre en mere ensartet afgrødeetablering og i sidste ende et højere udbytte.
Som landmand kender du områderne med f.eks. knoldede lertoppe og frodige lavninger, hvor der er behov for henholdsvis at hæve og sænke udsædsmængden. Det har mange gjort manuelt, men ved at lave gradueringskort, behøver traktorføreren eller maskinstationen ikke at kende markerne.
Nyere såmaskiner har normalt mulighed for at anvende tildelingskort.
Gradueringskort
Tildelingskort for graduering af udsæd kan laves i CropManager ud fra bl.a. biomassebilleder fra fremspiring af tidligere afgrøder. Man kan også indtegne områder, hvor man selv vælger udsædsmængden. Det kan være indtegning med relevante baggrunde som højdekort eller jordprøvekort sammen med tildelingslaget. Ofte vil mønstret for et gradueret udsædskort være det samme fra år til år, og derfor er der nu også et værktøj til at gemme og genbruge skabeloner for udsædskort imellem år.

Eksempel på hvordan et gradueringskort kan se ud i CropManager
Hvor meget kan det anbefales at graduere?
På basis af markens gennemsnitlige NDVI graduerer modellen udsædsmængden op og ned inden for en grænse på +/- 25 procent, dog med en korrektion, der giver lidt højere udsædsmængde i særligt tynde områder.
En pointe ved graduering af udsæd i korn er, at der er meget elastik, så man stort set ikke kan komme galt afsted, hvis bare man ikke går til ekstremer.
Konkurrencedygtige afgrøder over for ukrudt
Graduering af udsæd, som giver en mere ensartet konkurrence fra afgrøden, er derfor et godt IPM-værktøj i kampen mod især græsukrudt, og ikke mindst, hvor bestandene er blevet resistente.
I marker med meget græsukrudt foreslår vi, at udsædsmængden i områder med mest græsukrudt øges med 25-30 procent i forhold normalen for det pågældende område. Dvs. en yderligere graduering end basiskortet tilsiger.
Lejesæd
Risikoen for lejesæd øges med stigende plantetal og øget afgrødetæthed. En særlig fordel ved graduering er at kunne mindske plantetætheden i lavninger og andre områder af marken, hvor der er erfaring for meget kraftige afgrøder. I de fleste tilfælde forventes disse områder at blive ’fanget’ af biomassemodellen i CropManager. Men de kan også indtegnes i CropManager med højdekort som baggrund.
Skadedyr
Snegle optræder typisk på de mest lerede og knoldede områder i marken, hvor de udtynder plantebestanden. I disse områder er fremspiringen dog ofte også lav af andre årsager.
Udnyttelse af næringsstoffer
Graduering af udsædsmængden kan forbedre udnyttelsen af de næringsstoffer, som tilføres med gødningen eller som jorden stiller til rådighed, fordi det sikres, at der altid er tilstrækkelig med afgrøde til at optage næringsstofferne. Graduering af udsædsmængden har derfor også potentiale til at reducere risikoen for udvaskning af næringsstoffer i pletter, som ellers ville have stået for tyndt.
Praktiske erfaringer
Fra praksis opleves mere jævne marker med mindre behov for vækstregulering. Hvis der så efterfølgende gradueres på gødning ud fra biomassen, er man godt på vej til at optimere brugen af næringsstoffer og vækstreguleringsmidler.
Tag kontakt til din planterådgiver hos Fjordland, hvis du vil have hjælp til at udarbejde en fil til graduering af udsæd.
MICHAEL RIIS
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET