+45 96 15 30 00

12. august 2026

Forebyggelse af græsukrudt i vintersæds sædskifter

Straks efter høst

En vigtig del af omsætningen af frøukrudt og græsukrudt sker på jordoverfladen. Derfor bør man holde sig væk fra marken efter høst. Dette skyldes at, hvis ukrudtsfrø får lov at ligge urørt oven på jorden i stubben, vil de fleste arter spire første gang der kommer en fugtig periode, blive ødelagt af svampe eller spist af fugle og insekter. Når frøene kommer mere end få cm ned i jorden, er holdbarheden meget større end på jordoverfladen. Hvis bearbejdning ønskes grundet høj stub eller ringe fordelt halm, kan en strigling eller øverlig discharvning foretages i 2 cm dybde.

Gold hejre er en undtagelse, hvor forsøg viser, at frøene går i spirehvile, når de ligger oven på jorden og får lys. Derfor er harvning i stub straks efter høst en fordel, så frøene kommer ned i mørke, så de kan spire.

Afgrøde i "god kondition"

Det handler om at give afgrøden optimale betingelser. Marken skal være veldrænet og optimal kalket. Derudover skal gødskning og planteværn selvfølgelig gøres så godt som muligt.

Vintersæd eller vårsæd?

Det er kendt at dyrkning af vintersæd fremmer problemerne med græsukrudt. Det er også kendt at antallet af græsukrudtsmidler til rådighed begrænses, og at effekten af de midler vi har på markedet, ikke altid kan løse de aktuelle problemer. Hvis problemerne med græsukrudt er store, bør det overvejes om der skal dyrkes vårsæd i en periode. Vårsæd 3 år i træk kan ofte minimere problemet.

Værktøjer

Hvis problemet endnu ikke er stort, og du vælger at så vintersæd, er der flere ting der kan gøres for at problemet ikke skal øges yderligere.

Pløjning/ikke pløjning

Valg af art

Såtidspunkt

Udsædsmængde

Pløjnng?

Som oftest fremhæves en god pløjning som et af midlerne til at styre problemerne med græsukrudt og det er da også oftest hvor der praktiseres pløjefri etablering at problemerne kan løbe helt løbsk. Dog behøver det ikke være sådan. Pløjefri etablering kræver stor disciplin i forhold til brug af Roundup, falsk såbed og sædskifte og er en disciplin i sig selv, som jeg ikke vil gå dybere ind i her.

Græsukrudsproblemet er oftest størst i foragre, pga dårlige sammenpløjninger, mere færdsel i forageren giver tyndere afgrøde og græsukrudt spredes ind i marken fra kant. Overvej om foragre skal tilsås med vårsæd.

Valg af art

Vinterrug, vinterbyg og vintertriticale er alle bedre konkurenter end hvede overfor ukrudt i nævnte rækkefølge.

Såtidspunkt

Jo senere du sår, desto mindre ukrudt kommer der i afgrøden. Så såtidspunkt er et meget vigtigt værktøj. Som tommelfingerregel vil udsættelse af såningen med 14 dage giver en halvering af ukrudtsmængden. Tidlig såning anvendes hyppigt som alternativ til efterafgrøder – overvej om det er den rigtige løsning og i de rigtige marker.

Det er selvfølgelig vigtigt at der udvises omhyggelighed ved såningen så fremspiring bliver god med en jævn fordeling af planterne. Godt såbed og såning i den rigtige dybde er afgørende for en god og jævn plantebestand. Så tjek at udsæden er placeret ensartet i den ønskede sådybde.

Udsædsmængde

Udsædsmængde beregnes ud fra frøvægt, spireprocent, såbedets beskaffenhed og dato. Dette gøres i Fjordlands Udsædsberegner. Her er mængden beregnet ud fra hvor du får det bedste økonomiske resultat.

Hvis afgrøden samtidig skal give bedst mulig konkurrence overfor ukrudt, bør den beregnede udsædsmængde hæves med 10-30% i de områder af marken hvor øget konkurrence er ønskelig. Der kan evt. laves tildelingskort for udsædsmængden hvor der bl.a. tages hensyn til jordbundsforhold og ønsket om konkurrence overfor ukrudt tilgodeses.

Kemisk ukrudtsbekæmpelse

Vi har ikke mange græsukrudtsmidler til rådighed, og effekten af dem er meget afhængig af at de vælges ud fra markens ukrudtsbestand, at de udbringes rettidigt i den rigtige dosering og under de rette klimatiske forhold. Der udarbejdes en artikel om valg af ukrudtsmiddel i et senere nummer af Fjordland Mark.

Husk at ”Godt begyndt er halvt fuldendt”.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver hos Fjordland...

MICHAEL RIIS

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
cogprinterphone-handsetcalendar-fullpie-chartleaf linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram