+45 96 15 30 00

26. august 2026

Tidlig såning af vintersæd: Hvad skal du være opmærksom på i 2026?

For nogle bedrifter er tidlig såning af vintersæd et nødvendigt alternativ til efterafgrøder. I 2026 skal vinterhvede, vinterbyg, vinterrug eller triticale være sået senest 7. september, hvis afgrøden skal anvendes som alternativ til efterafgrøde.

Tidlig såning kan være nødvendigt, men bør bruges strategisk. Især på marker med græsukrudt bør du tænke dig grundigt om.

Undgå marker med græsukrudt

Den største faldgrube ved tidlig såning er ofte ukrudtet. Tidlig såning giver blandt andet agerrævehale, rajgræs og væselhale gode etableringsmuligheder.

Har du et problem med græsukrudt, bør du derfor som udgangspunkt ikke vælge marken til tidlig såning.

Samtidig er herbicidresistens blevet et større problem, samt vi har færre midler til rådighed. Derfor bør såtidspunkt, sædskifte, jordbearbejdning og planteværnsstrategi ses samlet.

Sæt udsædsmængden ned

Når du sår tidligt, får afgrøden længere tid til at udvikle sig inden vinteren. Derfor skal udsædsmængden normalt reduceres i forhold til en senere såning.

Målet er en passende plantebestand – ikke en meget kraftig afgrøde. For høj udsædsmængde øger blandt andet risikoen for lejesæd og udvintring.

Vores udsædsberegner er et rigtig godt værktøj til at ramme den rigtige udsædsmængde.

Hold øje med lus

Tidlig såning øger risikoen for havrerødsot, fordi afgrøden står længere tid, hvor bladlus kan overføre virus.

Det gælder især vinterhvede og vinterbyg. Følg derfor bladlusforekomsten i de tidligt såede marker gennem efteråret og vær klar til at reagere, hvis bekæmpelsestærsklen overskrides.

Risikoen er typisk størst i milde områder og kystnære egne. Vinterrug er mindre følsom over for havrerødsot end hvede og byg.

Husk mangan

Tidlig såning øger også risikoen for manganmangel. Hold især øje på arealer, hvor der tidligere har været problemer.

Vinterbyg og hvede er de mest følsomme afgrøder, så her skal du være ekstra opmærksom, særligt på sorte sandede jorde.

Vinterrug - det bedste valg til tidlig såning

Af de almindelige vintersædsarter er hybridvinterrug generelt bedst egnet til tidlig såning.

Tidligt sået rug kan give et rigtig godt nettoudbytte og er samtidig mindre følsom over for havrerødsot og manganmangel end hvede og byg.

Vælg dog kun tidlig rug på marker med god kontrol over græsukrudtet. Tilpas udsædsmængden til det tidlige såtidspunkt, og følg afgrøden for manganmangel, bladlus og sygdomme.

Vinterhvede - vær kritisk med markvalget

Tidlig vinterhvede kræver større forsigtighed.

Undgå især tidlig såning på marker med agerrævehale, rajgræs og væselhale.

Forfrugten er også vigtig. Prioritér marker med gode forfrugter som vinterraps, hestebønner og havre. Vær forsigtig med tidlig hvede efter hvede eller efter flere års korn, da risikoen for blandt andet goldfodsyge øges.

Hvis du har erfaring med goldfodsyge på bedriften, bør sort, forfrugt og eventuel bejdsning indgå i vurderingen. Bejdsning kan forsinke angreb, men løser ikke problemet.

Vinterbyg - er den afgrøde, hvor tidlig såning kræver størst forsigtighed

Såning før 7. september kan generelt ikke anbefales ud fra et dyrkningsmæssigt synspunkt. Såning omkring midten af september vil normalt være bedre, hvis markplan og efterafgrødekrav tillader det.

Hvis vinterbyg alligevel skal sås tidligt, bør du især være opmærksom på:
græsukrudt – undgå marker med agerrævehale, rajgræs og væselhale
manganmangel – vinterbyg er meget følsom
havrerødsot – følg bladlus gennem efteråret
udsædsmængde – undgå en for kraftig afgrøde
sortsvalg – hybridsorter kan være relevante ved tidlig såning.

Triticale

Triticale ligger mellem rug og hvede, når det gælder egnethed til tidlig såning. Den er generelt bedre egnet end vinterhvede, men dårligere end vinterrug.

De samme grundprincipper gælder: Undgå marker med alvorligt græsukrudt, tilpas udsædsmængden og følg afgrøden tæt gennem efteråret.

Sidste år med Mateno Duo og DFF

Efteråret 2026, er sidste gang vi kan bruge Mateno Duo og DFF mod græsukrudt. Er der ikke indkøbt nok af disse midler til at dække hele vintersædsarealet, er det derfor vigtigt at prioritere det man har på arealer der er tidligt sået.

Kort sagt: Tænk dig om, før du sår tidligt

Tidlig såning kan være et effektivt redskab til at få efterafgrødekrav og markplan til at gå op, men det er ikke uden omkostninger.

Inden såning bør du især spørge:
Er marken fri for alvorligt græsukrudt?
Er afgrøden egnet til tidlig såning?
Er forfrugten passende?
Har jeg en plan for ukrudt, mangan og havrerødsot?
Er udsædsmængden tilpasset det tidlige såtidspunkt?
Hvis du skal så tidligt, så vælg den rigtige mark og den rigtige afgrøde. På den måde mindsker du risikoen for, at en løsning på efterafgrødekravet bliver et problem for udbytte og økonomi i de kommende år.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver hos Fjordland...

HANS KUDAHL

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram