+45 96 15 30 00

12. april 2023

Aktuelt fra registreringsnet

Lys bladplet
Forekomsten af lys bladplet følges fra primo marts i ca. 30 vinterrapsmarker i planteavlskonsulenternes registreringsnet. Der er denne uge pt. bedømt i 23 marker. Der er fundet angreb i mange marker, men meget svage angreb (0,01-2 procent dækning). I 3 marker er der fundet 5 procent dækning nemlig i 2 marker med sorter Haugustina, som er middel modtagelig. I den mindre modtagelige sort LG Auckland er der fortsat 5 procent dækning.

Lys bladplet fremmes af fugtigt vejr, men vurderes at være blevet hæmmet af det kølige vejr i foråret med megen nattefrost. Inkubationstiden (tiden fra smitte til symptomer ses) er ca. 170 graddage. Det betyder, at den f.eks. er 24 dage ved en gennemsnitstemperatur på 7 grader (170:7=24).

Den vejledende bekæmpelsestærskel på nuværende tidspunkt er relativ høj. Ved mere udbredte angreb anbefales løsninger under blomstring med effekt også mod lys bladplet. Pictor Active, Propulse og Prosaro har bedst effekt mod lys bladplet. Firmaet anbefaler tilsætning af 0,25 l Agropol til Pictor Active.

Til tidlig bekæmpelse er kun Folicur Xpert EC 240 og Prosaro (kun ved angreb af andre svampe også) godkendt. 0,4 l/ha anbefales ved behov, og disse doser tæller 96 hhv. 75 procent i triazolregnskabet.
Bladribbesnudebiller
I uge 10 blev der også sat gule fangbakker ud i de samme vinterrapsmarker for at følge forekomsten af bladribbesnudebiller. Indholdet i fangbakkerne optælles hver mandag-tirsdag. Fangbakkerne skal hæves efterhånden som afgrøden vokser.
Den vejledende bekæmpelsestærskel er 15 bladribbesnudebiller pr. fangbakke indenfor en uge. Bekæmpelse er først aktuel 10-14 dage efter fangsterne, da bladribbesnudebillerne ikke straks lægger æg. Der skal efter de 10-14 dage også være nogenlunde mildt ellers kan behandlingen trækkes.

Forekomsten af bladribbesnudebiller i gule fangbakker er denne uge aflæst i 30 marker.

Der er i den forløbne uge sket en stigning i forekomsten af bladribbesnudebiller. Det lune vejr i påsken har øget aktiviteten i markerne og øget indflyvningen. Der er fundet bladribbesnudebiller i fangbakkerne på 21 af 30 lokaliteter. I 5 af markerne er der fundet over bekæmpelsestærsklen nemlig 16, 31, 72, 86 og 99 bladribbesnudebiller pr. fangbakke i den forløbne uge. De 3 marker med de højeste fangster ligger alle omkring Sorø-Ringsted, hvor bekæmpelse i nabomarker også kan være aktuel.

Da flyvningen allerede har været igang nogle dage anbefales bekæmpelse ved førstkommende lejlighed i marker med fangbakker og fangster over tærsklen. I de 2 marker med 99 og 72 bladribbesnudebiller pr. fangbakke blev der allerede i uge 11 (fangbakker tømt 20. marts) fundet 26 hhv. 74 bladribbesnudebiller pr. fangbakke, men billerne har på de 2 lokaliteter indtil den forløbne uge været relativ inaktive grundet nattefrost og køligt vejr, og der har kun været få biller i fangbakkerne. Ved de højere temperaturer i påsken blev bekæmpelse aktuel.

Fra praksis er kommet en enkelt melding om bladribbesnudebiller, som opholder sig på planterne, men uden fangster i de gule fangbakker i marken. Undersøg derfor også planterne for evt. angreb. Se især på bladene, da bladribbesnudebillerne søger bladstilke til æglægning. Bladribbesnudebillerne falder dog let af ved berøring af planterne, så undersøg planterne uden at røre dem. Der findes ingen tærskel for antal bladribbesnudebiller pr. plante, men er der 1-2 biller pr. plante vurderes bekæmpelse aktuel også i marker uden fangbakker.

Til bekæmpelse kan anvendes 0,1 kg Kaiso Sorbie eller 0,2 kg Lamdex (kun ved forekomst af andre skadedyr også). Mavrik er uden effekt på bladribbesnudebiller.


Optælling af Bladribbesnudebiller i gule fangbakker. Røde markeringer over tærsklen og gule under tærsklen.
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram