8. maj 2024
Anvend som udgangspunkt ikke mikronæringsstoffer i majs
Når majsen vokser for langsomt, typisk pga. vejrforholdene, kommer diskussionen og snakken hurtigt ind på, at det må skyldes mangel på næringsstoffer. Der findes et utal af forskellige næringsstofblandinger, som kan udsprøjtes på majsen. Fælles for mange af produkterne er dog, at det er svært at finde landsforsøg, som konsekvent giver merudbytter for anvendelse af mikronæringsstoffer i majs. Der er dog forsøg, som i nogle år giver et merudbytte for at tilføre bor til majs.
Dette understreger netop, at der som udgangspunkt ikke er behov for at anvende mikronæringsstoffer i majsen, hvilket vi da heller ikke anbefaler.
Undtagelsen til denne generelle antagelse er, at der kan være enkelte arealer, som kan have en mangel på et eller flere mikronæringsstoffer. Fælles for mangan og bor er, at de begge bliver utilgængelige for planterne, når jorden er løs og tør, og reaktionstallet er forholdsvist højt for den pågældende jordtype. Sidstnævnte faktor er sjældent et problem på jordtyper som JB 1-4, hvor hovedparten af majs i Fjordland’s område dyrkes. Her er reaktionstallet oftere lidt til den lave side.
Jorden kan måske blive tør i nogle majsmarker, men som udgangspunkt bliver jorden i majsmarkerne ikke så tør som i andre afgrøder i maj måned, fordi vandforbruget i majsen indtil begyndelsen af juni er forholdsvist lavt. Undtagelsen er marker, hvor der er høstet slætgræs inden etablering af majsen, hvor jorden derfor har været udtørret inden såning af majsen, som derved har haft en lidt ”tør” start.
Der er der nogle marker, hvor der er en risiko, forklarer planterådgiver Peter Bruun:

”Risikomarker er marker med et højt reaktionstal for jordtypen, tørre forhold i marken, samt marker som ikke er i god gænge med tilførsel af husdyrgødning gennem de senere år. Husk altid at lave et sprøjtevindue, hvis du anvender mikronæringsstoffer, så du kan se forskellene i marken,”
PETER BRUUN
Planterådgiver
Bor
Bormangel optræder specielt på lettere jord med et højt reaktionstal, og symptomerne viser sig specielt i tørre år. Jordens indhold af bor giver en vis information om risikoen for bormangel. Dette skal dog også sammenholdes med jordtype og reaktionstal.
Mange bruger en borholdig startgødning, som i langt de fleste tilfælde vil sikre en tilstrækkelig forsyning med bor.
Bormangel forebygges/afhjælpes - udover med startgødning - med 1,0-2,0 liter YaraVita Bortrac 150 eller Biobor 150 pr. ha. Det udsprøjtes normalt, når majsen har ca. otte blade. Midlerne kan tages med ved sidste ukrudtssprøjtning eller udsprøjtes alene afhængig af mulighederne. Biobor er i middeldatabasen anført til en pris på 20 kr. pr l.

Symptomer på bormangel er hvide længdestriber på yngre blade.
Mangan
Manganmangel i Danmark er kendt og udbredt. Tildeling af mangan sker oftest ud fra erfaringer fra tidligere år, hvor der er observeret manganmangel i marken. Jordanalyser til forudsigelse af manganmangel er af begrænset værdi. Manganmangel forekommer typisk på sandjord med et højt reaktionstal og/eller hvor jorden er løs.
Hvis der er kendskab til en risikomark med højt reaktionstal, kan der behandles forebyggende med 1 liter Mangannitrat 235 pr. ha eller et lignende middel.
Zink
Generelt er der ikke behov for at tilføre zink til landbrugsafgrøder i Danmark. Der er store områder i USA, hvor der optræder zinkmangel i majs, derfor dukker der af og til forsøg op, hvor der er store udbyttetab ved mangel af zink. Der er i Danmark gennemført udbytteforsøg, hvor der ikke er opnået merudbytter ved tilførsel af zink. Hvis der skulle forekomme zinkmangel i Danmark, vil det være på grovsandet jord og/eller på jord med højt indhold af organisk stof.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
PETER BRUUN
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET