+45 96 15 30 00

8. oktober 2025

Destruktion af efterafgrøder

Den 20. oktober må de fleste efterafgrøder (gælder ikke efterafgrøder i majs og blanding med kvælstoffikserende arter) destrueres ved jordbehandling (vær opmærksom på krav om jorddække på JB1-4, GLM6 krav) eller nedvisning med Glyphosat.

Men er det fornuftigt?

Generelt gælder at jo længere en efterafgrøde står på marken, desto flere næringsstoffer vil den optage. 

GLM 6

JB 7-9 må jordbehandles 1. oktober
JB 5-6-10 og 11 må jordbehandles 1. november
JB 1-4 må først jordbehandles 1. februar
Så i forhold til næringstoffer bør efterafgrøden blive stående vinteren over. Specielt på sandjord er det vigtigt at efterafgrøden bliver stående urørt på marken så længe som muligt.

Ifølge landbrugets egen Glyposathandlingsplan, anbefales nedvisning af efterafgrøder generelt ikke, hvis formålet blot er at efterafgrøden skal falde sammen. Der kan dog være andre grunde til nedvisning - først og fremmest bekæmpelse af kvik og andet rodukrudt.
Følgende forhold kan tale for en nedvisning/destruktion allerede her i slutningen af oktober:
Hvor der er behov for bekæmpelse af kvik eller tidsler
Kraftig efterafgrøde på lerjord hvor det er vanskeligt at lave et godt såbed ved forårspløjning
Følgende forhold kan tale for nedvisning, men ikke nødvendigvis inden vinter:
Hvor der praktiseres reduceret jordbehandling (uden plov)
Kornefterafgrøder hvori der indgår vinterrug
Efterafgrøder efter en frøgræsmark
Kraftig græsefterafgrøde
Hvor der er meget græsukrudt

Lerjord

Hvor jorden er så leret at det kan være vanskeligt at lave et godt såbed når der forårspløjes, kan det være formålstjenligt at destruere efterafgrøden inden vinter, så der kan laves en god pløjning. Efterafgrøden kan nedpløjes direkte hvis den ikke er alt for kraftig. Er der tale om en kraftig efterafgrøde – uden rodukrudt, kan efterafgrøden brakpudses – eventuelt nedvisnes med 540-720g glyphosat pr. ha. i sammenpløjninger.

Efterafgrøder af korn og græs

En frøgræsmark, kornefterafgrøder eller groft græsukrudt vil ofte tale for nedvisning, ikke nødvendigvis den 20. oktober, men inden jul. Det vigtige med nedvisningen er at få de døde planter til at slippe jorden, således at etableringen af den nye afgrøde bliver lettere.
Græs og korn er ikke så hurtigt omsættelige og derfor skal der pløjes, så tidligt som muligt.

Er der etableret en græsefterafgrøde, gælder samme forholdsregler for en faglig vurdering af behovet for nedvisning med glyphosat. De fleste anvendte græsefterafgrødetyper er ikke så kraftige, så en god pløjning vil nedbringe græsset på furebunden. Der kan evt. udføres nedvisning af sammenpløjninger, så græsefterafgrøden ikke sætter frø, som kan spredes i marken.

Olieræddike og honningurt

Den blågule blanding, som ses mange steder, er to plantearter, som er meget nemt omsættelige, og derfor er det sjældent nødvendigt at gøre noget ved denne efterafgrøde.

Planterne fryser normalt væk og rådner hurtigt efter de første nætter med frost. De fleste år vil man sagtens kunne nedpløje efterafgrøden direkte efter vinteren. Er efterafgrøden blevet meget kraftig, så den kan slæbe i plov, gyllenedfælder og såmaskine, er det en fordel at få slået efterafgrøden af.
En tromling i frostvejr er også en mulighed, da det ødelægger stænglerne og safttransporten i planten stoppes.
De store efterafgrøder har også en stor rod, som har bidraget positivt til en jordløsning, hvorfor en pløjning i nogle tilfælde kan undlades.

Efterafgrøder i majs og efterafgrøder med kvælstoffikserende arter

Husk, at efterafgrøderne i majs først må destrueres efter den 1. marts 2025.

For de efterafgrøder, der er med kvælstoffikserende planter, er destruktionsfristen den 1. februar 2025.

HUSK hvis arealer også er omfattet af GLM 5-kravet om jorderosion, må du ikke nedpløje efterafgrøderne i perioden 1. oktober til 15. februar inden for det erosionsfølsomme område.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

HANS KUDAHL

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram