27. marts 2025
Etablerings af majs 2025
Nedvisning
Majs der etableres efter kløvergræs eller en kraftig efterafgrøde, bør nedvisnes eller rotorharves for at stoppe græssets vækst og fremme omsætningen af græsset.
Ved nedvisning af kløvergræs på sandjord kan det være en god ide at tilføre en nitrifikationshæmmer samtidigt.
Til nedvisning af gamle græsmarker anvendes 800-1000 g glyfosat og til efterafgrøder bruges 600-700 g glyfosat. Den højeste dosis anvendes hvis der ikke pløjes. Nedvisning af efterafgrøde er kun nødvendig i meget kraftige efterafgrøder eller i et pløjefrit system.
Jordbehandling
Specielt på sandjord er der gode erfaringer med pløjefri etablering af majs. Hvis det er efter en græsmark, skal marken være nedvisnet nu. I det pløjefrie system er nedvisning et must før al anden aktivitet.
Efter en græsmark startes med en overfladisk harvning med en disc harve eller lignende for at splitte græstørven inden dybdeharvning.
Med forfrugt majs og korn nedfældes gylle – gerne med disc nedfælder og der afsluttes med dybdeharvning.
Udnyt forfrugtsvirkningen af kløvergræs
Majs efter kløvergræs klarer sig fint uden gylle med kun startgødning og opsparingen af kvælstof fra kløvergræsset. Det giver samtidigt mulighed for at tildele mere gylle til for eksempel græsmarker eller korn.
Hvis jorden er meget udtørret ved etablering af majsen er det dog vigtigt at være opmærksom på kvælstofforsyningen til majs og eventuel give lidt gylle eller ekstra N i handelsgødning, da frigørelsen af det organisk bundne kvælstof hæmmes af mangel på fugt.
Gylle og nitrifikationshæmmere
Specielt på sandjord er der god ide i at bruge en nitrifikationshæmmer i gyllen. Generelt bør gylle tilføres så tæt på såning som muligt, men selv ved en sen gylletildeling på sandjord kan det være en god forsikring at bruge en nitrifikationshæmmer, som Vizura eller Instinct. Prisen pr. ha for nitrifikationshæmmer er ca. 200 kr.
Placering af gylle
Der er lavet mange forsøg med placering af gylle til majs og de viser at en placering af gylle kan erstatte startgødningen. Hvis gylle placeres viser forsøgene, at der stadig er økonomi og fornuft i at bruge en startgødning i forbindelse med såning. I 2024 blev systemet udfordret både i pløjet og upløjet jord pga. den vandmættede jord. På høj sandjord og veldrænet jord, fortjener systemet dog en chance mere og vi har nu maskinstationer i området som kan placere gylle til majs, også i pløjet jord.
Når såbedet er klar, placeres gyllen 2-3 dage før såning på sandjord - på lerjord 4-5 dage før såning. Gyllen placeres, så der er 9-10 cm fra jordoverfladen til overkanten af gyllestrengen.
Krav til jordtemperatur
Den generelle anbefaling for majssåning er 8 grader og udsigt til stigende temperatur.
Jordtemperaturen er et gennemsnit over døgnet og det betyder at vi specielt på de milde og lette jordtyper har en noget højere temperatur i løbet af dagen og dermed kan have varme nok til at sætte gang i majsens spiring, selvom jordtemperaturen ikke har nået de 8 grader. En nypløjet jord vil også typisk have en højere temperatur end de officielle målinger.
Undgå udtørring af jorden
Hvis vi får en tør periode omkring såning, er det vigtigt med så lidt jordbearbejdning som muligt, men samtidigt få lavet en god pakning for at trække tilstrækkelig fugt op til frøets spiring.
Sådybde
Den optimale sådybde er 4-5 cm og kun hvis såbedet er meget tørt eller knoldet, bør det overvejes at så dybere. Vær omhyggelig med at undgå spild ved påfyldning, for ikke at lokke fugle til.
Plantetal
I vores område sår vi typisk mellem 90.000(1,8 pk) og 100.000(2 pk) frø pr ha, svarende til 85.000 til 95.000 planter pr ha. Jo bedre lokalitet til majs og jo tidligere såning, jo højere udsædsmængde er optimal.
Udsædsmængderne er baseret på 20 år gamle forsøg, men i år er det igen afprøvet med 4 sorter: Cito (tidlig), Prospect(middeltidlig), Function (sen) og Benco (sen).
I årets forsøg har det optimale plantetal i gennemsnit ligget på 110.000 planter pr ha. På baggrund af de nye og tidligere forsøg er det foreløbige anbefalede plantetal pr. m2 fra 8 til 10, se tabel:
OPTIMALT PLANTETAL I HELSÆDSMAJS
PLANTER PR. m2
GODE FORHOLD
TIDLIG SÅNING
KØLIGERE FORHOLD
SEN SÅNING
Vigtigere end udsædsmængde er en ensartet såning med samme afstand mellem frøene. Det fås ved omhyggelig indstilling og moderat fremkørselshastighed. Uens såning har i forsøg kostet op til 1200 fe/ha.
Startgødning
Det optimale er at placere 20-30 kg N og 10-15 kg P/ha i startgødning. Det kan f.eks. være 125-150 kg 20-9-0. I forsøg får vi typisk 1000 fe/ha i merudbytte for brug af denne mængde startgødning.
Når der køres med lav fosfortildeling, foretrækkes samgranulerede gødninger, så der både er N og P tæt på majsens rødder.
Hvis bedriften er meget presset i forhold til fosfor, kan svovlsur ammoniak være et alternativ til en N-P gødning.
Ukrudtsbekæmpelse før fremspiring
I år med god jordfugt, har vi gode erfaringer med at bruge 0,075 l DFF pr. ha (som er maksdosering i majs) før majsens fremspiring. DFF udsprøjtes fra 2-3 dage efter såning til et par dage før majsens fremspiring. Hvis der er fremspiret ukrudt på behandlingstidspunktet kan DFF suppleres med 1 l Roundup 360 eller tilsvarende.
DFF er stærk på ærenpris, stedmoder, tvetand, fuglegræs og hyrdetaske. Den har moderat effekt på kamille, storkenæb og hanekro. På melder, vej og snerlepileurt er virkningen af DFF for ringe og bør ikke bruges hvis f.eks. melder og pileurter er det dominerende ukrudt.
Afstand til offentlige veje og stier
De nye regler omkring sprøjtning op til veje og andre offentlige områder, vil specielt i majsen være synlige og forholdsvis nemme at kontrollere både når det gælder Roundup før etablering og ukrudtsbekæmpelse i majsen. Her bør du sikre dig at der minimum er 2 m fra behandlet areal til vej eller sti.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
KJELD NØRGAARD
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET