+45 96 15 30 00

25. marts 2026

Etablerings af majs 2026

Destruktion af græsmarker og kraftige efterafgrøder forud for etablering

I majsmarker med kraftige efterafgrøder eller marker som har en græsmark som forfrugt bør der laves en findeling af græstørven – f.eks. med rotorharve eller tallerkenharve – for at stoppe græssets vækst forud for etablering af ny afgrøde.
Alternativt kan markerne nedvisnes. I gamle græsmarker anvendes 800-1000 g glyfosat og til efterafgrøder bruges 600-700 g glyfosat. Den højeste dosis anvendes hvis der ikke pløjes.

Majs der etableres efter kløvergræs eller en kraftig efterafgrøde, bør nedvisnes eller findeles for at stoppe græssets vækst og fremme omsætningen af græsset.

Ved nedvisning af kløvergræs på sandjord kan det være en god ide at tilføre en nitrifikationshæmmer samtidigt.

Plantetal

Kold eller lun lokalitet samt tidlighed af sorten har betydning for valg af plantetal der skal sigtes efter ved etablering.

Det optimale plantetal afhænger både af lokalitetens temperaturforhold og af sortens tidlighed. I Nordvestjylland er de fleste lokaliteter relativt kølige med et gennemsnitligt antal majsvarmeenheder på omkring 2500–2700, hvilket gør området bedst egnet til dyrkning af tidlige til middeltidlige sorter med FAO-tal op til 180. Forsøg gennemført i 2024 og 2025 viser, at plantetallet med fordel kan justeres efter dyrkningsforholdene. På kølige og mere tørre lokaliteter anbefales det generelt 9 planter pr. m². For at opnå det ønskede plantetal bør der sås 5–10 procent flere frø pr. m² for at kompensere for tab under fremspiring.
Figur 1 - Gennemsnitligt majsvarmeheder fra 2001-2010. Figur fra SEGES Innovation

Udfordringer med hanespore

Hanespore er et stigende problem for dyrkning af majs. På marker hvor der er fundet hanespore er det vigtigt at lave en strategi for bekæmpelse af hanespore allerede når man spotter den første plet i marken.
Er der hanespore er der 7 gode råd til bekæmpelse:
Majssorter med god konkurrenceevne – på sortinfo.dk er det muligt at se karakter for de enkelte sorters afgrødedækning, gå efter de højeste karakter i afgrødedækning til valg af majssort på marker med hanespore.
50 cm rækkeafstand – Forsøg har vist en betydelig effekt på reduktion i hanespore ved at gå fra 75 cm rækkeafstand til 50 cm rækkeafstand mellem majsrækkerne.
Træk såningen lidt –evt. pløje
Tromling. Tromling har vist en effekt på redution af hanespore. Da det sikrer en mere ensartet fremspirring af hanesporerne.
3 sprøjtninger med ukrudtsbekæmpelse.
DUO-majs – De seneste år er det kommet DUO majs sorter på markedet. DUO majs kan tåle Focus Ultra og giver derfor et ekstra håndtag i forhold til bekæmpelse af hanespore med ukrudtssprøjtning i majsen.
Så efterafgrøde uden radrensning - Minimal jordbearbejdning begrænser ny fremspiring af hanespore. Derfor er en strategi mod hanespore at etablere efterafgrøder i majs med skiveskær uden radrenser.
Figur 2. Tromling har vist effekt på reduktion af hanespore i marken, Billede Martin Mikkelsen SEGES Innovation.

Gødskning

GOD UDNYTTELSE AF KVÆLSTOF

Gødskningen spiller en afgørende rolle for både udbytte og kvalitet, og her kan erfaringer fra 2025 med fordel inddrages. Planteanalyser udtaget før høst giver et godt billede af, om majsen har været korrekt forsynet med kvælstof. En tommelfingerregel er, at indholdet af råprotein bør ligge mellem 65 og 70 gram pr. kg tørstof. Ligger værdien over dette niveau, tyder det på en overforsyning, mens et lavere indhold indikerer, at afgrøden har været underforsynet

PLACERET GYLLE

Placering af gylle i majs er en effektiv metode til at sikre tidlig adgang til kvælstof og andre næringsstoffer, hvilket fremmer hurtig og ensartet etablering.

Forsøg fra SEGES viser, at placeret gylle kan fungere som et alternativ til startgødning og samtidig give merudbytte, typisk omkring 500 foderenheder pr. ha, samtidig med at kvælstoftilførslen kan reduceres med ca. 30 kg N pr. ha.
Når såbedet er klar, placeres gyllen 2-3 dage før såning på sandjord - på lerjord 4-5 dage før såning. Gyllen placeres, så der er 9-10 cm fra jordoverfladen til overkanten af gyllestrengen.

GYLLE OG NITRIFIKATIONSHÆMMERE

Specielt på sandjord er der god ide i at bruge en nitrifikationshæmmer i gyllen. Generelt bør gylle tilføres så tæt på såning som muligt, men selv ved en sen gylletildeling på sandjord kan det være en god forsikring at bruge en nitrifikationshæmmer, som Vizura eller Instinct. Prisen pr. ha for nitrifikationshæmmer er ca. 200 kr.

STARTGØDNING

Anvendelse af fosfor startgødning til majs anbefales på de bedrifter, hvor der er plads i fosforloftet.

Det optimale er at placere 20-30 kg N og 10-15 kg P/ha i startgødning. Det kan f.eks. være 125-150 kg 20-9-0. I forsøg får vi typisk 1000 fe/ha i merudbytte for brug af denne mængde startgødning.

Når der køres med lav fosfortildeling, foretrækkes samgranulerede gødninger, så der både er N og P tæt på majsens rødder. Hvis bedriften er meget presset i forhold til fosfor, kan svovlsur ammoniak være et alternativ til en N-P gødning.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

RANDI WIBORG HANSEN

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram