29. januar 2026
Få gyllen analyseret i god tid - bedre plan, bedre udnyttelse
Indlevering af prøver
En gylleanalyse udtaget før udbringning giver det nødvendige overblik over bedriftens næringsstof ressourcer og mulighed for at justere gødningsplanen fra start.
Sørg for at få udtaget prøven fra tanken i god tid. Det kan tage op til 7 dage fra indlevering af prøven til svar er tilbage fra laboratoriet. I Fjordland er vi klar til at modtage gylleprøver til forårsudbringning af gyllen 2026. Plastikbeholdere til gylleanalyser udleveres på Fjordlands tre lokaliteter i Lemvig, Skive og Thisted.
Anvendelse af gylleanalyse i præcisionslandbrug
En gylleanalyse giver et præcist grundlag for at tilpasse tildelingen efter markens behov og sikrer en bedre udnyttelse af kvælstoffet.
Som udgangspunkt skal der tages gylleprøver direkte fra tanken når analyseresultaterne skal bruges til præcisionslandbrug. Gylleprøverne skal udtages inden gyllen udbringes og skal analyseres af et akkrediteret Laboratorie for at de kan benyttes i ordningen for præcisionslandbrug. Resultatet skal foreligge inden sidste gødskning – så der er mulighed for at korrigere i forhold til analyseresultatet.
Analyser fra fælles biogasanlæg fælles biogasanlæg kan anvendes til præcisionslandbrug, hvis gyllen leveres direkte fra biogasanlægget til buffertank.
Omregningsfaktoren for præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder er 11:1. Det betyder, at du skal have anvendt præcisionslandbrug på 11 ha af dine marker med korn eller raps for at erstatte 1 ha efterafgrøder.
SmartSlurry – digital hjælp til håndtering af gylleanalyser
Når man bruger præcisionsjordbrug, gør appen SmartSlurry det nemt at få analyseresultatet direkte ind i planlægningen og dokumentationen af gylleudbringningen.
Med SmartSlurry kan du nemt håndtere gylleanalyser digitalt. Ved at scanne stregkoden på bestillingssedlen fra Eurofins modtages analyseresultatet direkte i SmartSlurry-appen. Herefter kan gyllen udbringes med beregnet markeffekt i FarmTracking baseret på analysen som er knyttet til den valgte tank og den enkelte mark.
SmartSlurry er udviklet af SEGES Innovation og giver overblik over gylleprøver gennem hele sæsonen. Appen viser både nye og tidligere analyser fordelt på bedriftens tanke og indeholder desuden mulighed for at føre flydelagslog.
Hvis du ikke bruger FarmTracking, men benytter ordningen for præcisionslandbrug, findes der et alternativ. Programmet Gylleeffekt kan beregne markeffekten af totalkvælstof i din gylle og er gratis at anvende.
For at bruge SmartSlurry kræves et FarmTracking Premium-abonnement. Lige nu kan FarmTracking Basic + FarmTracking Premium afprøves gratis frem til 31. marts 2026.
Kontakt din planterådgiver for at høre mere om FarmTracking og SmartSlurry.
RANDI WIBORG HANSEN
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET