25. februar 2026
Faglig god gylleudbringning i foråret
Sådan får du mest ud af din gylle i foråret
Fra d. 1. februar var det igen tilladt at udbringe husdyrgødning. I Praksis har det dog på ingen måde været muligt i år grundet vintervejret. Mange tanke er ved at være fulde og med udsigt til tøvejr den kommende periode, er det nu det er vigtigt at få lavet en plan så vi får udbragt gyllen fagligt korrekt, og IKKE får lavet nogle forhastede halvdårlige udbringninger. Der er ingen grund til at haste ud med gyllen før arealerne er helt tjenlige! Men er man i pladsmangel og skal have lavet noget luft, skal man gøre sig nogle overvejelser om hvordan man fagligt løser det bedst.
Tidlig udbringning
For det første er det vigtigt at understrege: Jorden skal være optøet i HELE jordprofilen inden der køres. Tjek det med jordspyd eller grav et godt stykke ned, der kan godt gemme sig frost i dybden! Når det så er sagt er det ok at køre på en frostskorpe fra natten, så længe at den tør i løbet af dagen. Derudover er det ikke tilladt at udbringe husdyrgødning på vandmættede, oversvømmede og snedækkede jorde. Dette kan ikke siges nok.
Vær også opmærksom på at afgrøderne ikke er i vækst før der er stabile temperaturer på over 5 grader, og der derved ikke er et behov for tilførsel af næringsstoffer før da. Er det nødvendigt at starte tidligere, er det vigtigt at udvælge de arealer og afgrøder det har størst sandsynlighed for at kunne udnytte gyllen beds. F.eks. nedfældning i græsmarker eller udlagt i godt etableret vintersæd og raps.
Da jorden nogen steder vil have svært ved at bære, skal man have fokus på at undgå strukturskader. Hav særligt fokus på at køre med et lavt dæktryk (hvis muligt), eller om nødvendigt køre med mindre vogne/læs ad gangen.
Sandjord
På sandjord kan der være risiko for udvaskning af næringsstoffer i perioden fra udbringning til afgrøden er så meget i vækst, at den kan optage de udbragte næringsstoffer. På disse arealer er det derfor vigtigt, at gyllen udbringes til etablerede afgrøder med en god roddybde og en tidlig vækststart. På svineejendomme er det primært til vinterrapsen, dernæst vinterbyggen, og på kvægejendomme prioriteres flerårs græsmarker først. Afgrøder, som prioriteres sidst, er majs, kartofler og vårsæd.
Ved tidlig udbringning på grovsandet jord kan tilsætning af nitrifikationshæmmere til den udbragte gylle reducere risikoen for kvælstoftab ved nitratudvaskning.
Lerjord
På lerjord er det en fordel at udbringe gyllen på en frostskorpe.
Der er generelt en relativt lille sandsynlighed for udvaskning af næringsstoffer på lerjord i det tidlige forår. Man kan derfor bedre selv vælge hvilke afgrøder man prioriterer først. Grundet rapsens tidlige næringsstofbehov har denne dog normalt førsteprioritet efterfulgt af (frø)græs, vinterbyg og de øvrige vintersædsafgrøder.
Strategien for udbringning af gylle til vårsæd afhænger af vejrforholdene. Hvis marken er våd, afventes gylleudbringning til efter fremspiring – prioritér rettidig såning højest.
I år er det særligt vigtigt at komme ud og vurdere om marken skal omsås inden der udbringes gylle, for at kunne tilpasse gødningsstrategien, og derved ikke ’’spilde’’ gylle på noget der alligevel skal sås om.
Udbringningsteknik
I vintersæd er der frit valg med hensyn til udbringningsteknik. Gyllen kan udlægges med slæbeslanger med eller uden syre eller med slæbesko. Husk nu at slangerne skal slæbe lige hen over jordoverfladen, så overfladen af den udbragte gylle minimeres. Således reduceres risikoen for ammoniakfordampning markant.
På arealer uden afgrøder og på arealer med fodergræs skal gyllen nedfældes eller forsures. Forsuringen kan ske i gylletanken før udbringningen eller i forbindelse med gyllens udbringning.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at tage fat i din planterådgiver hos Fjordland...
HANS KUDAHL
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET