29. april 2026
Fokus på Kløver i græsmarken
På konventionelle bedrifter er gevinsten for at have kløver med i blandingen et øget udbytte af foderenheder på 10 pct. og et øget udbytte af råprotein på over 25 pct., hvor der har været gødet med 230 kg kvælstof pr. ha.
Under økologiske forhold, hvor der kun er gødet med cirka 90 kg kvælstof i gylle pr. ha, er effekten af kløver endnu større. Udbyttet af foderenheder er øget med cirka 35 pct., og udbyttet af råprotein er øget med over 50 pct. i forhold til rent græs.
Nye forsøg - omfordeling af kvælstof
Nye forsøg indikerer, at bælgplanteandelen kan øges ved at omfordele kvælstoffet gennem sæsonen, så tilførslen til første slæt kan reduceres til 30-40 procent af den planlagte kvælstofmængde, uden det samlede udbytte af foderenheder eller råprotein påvirkes. En forudsætning herfor er dog, at arealet kan vandes eller har en god vandholdende evne.
Med det eksisterende bytteforhold mellem prisen på kvælstof og udbytte af foderenheder og protein har der ikke været økonomi i at tilføre kvælstof, hvis andelen af bælgplanter har været over 30 procent i sidste slæt foregående år, mens der selv ved høje gødningspriser er en særdeles god økonomi i at anvende den fulde mængde af kvælstof, der er til rådighed til kløvergræs ved en andel af bælgplanter under 10 procent selv om kvælstofprisen er meget høj.
Ved en moderat bælgplanteandel (15-30 pct.) er nettomerindtægten for stigende mængder kvælstof konstant, og det specifikke behov må derfor afvejes mellem den høje kvælstofpris og behovet for foder, da en lavere kvælstoftilførsel alt andet lige vil medføre et lavere udbytte.
Gylle eller handelsgødning
Nye forsøg indikerer, at kvæggylle er mere skånsom overfor kløver end handelsgødning. Hvis tildelingen sker i form af gylle, skal man være opmærksom på, at gyllens næringsstofindhold varierer betydeligt og sjældent svarer til normtalsberegninger. Det anbefales derfor, at der foretages en bestemmelse af gyllens næringsstofindhold forud for udbringningssæsonen.
Gylledoseringen beregnes bedst ud fra gyllens indhold af ammoniumkvælstof (NH4-N). Hvis gyllen f.eks. indeholder 2 kg NH4-N per ton gylle, og man ønsker at dosere 80 kg kvælstof pr. ha., skal man tildele 80/2 = 40 tons gylle pr. ha.
Indholdet af næringsstofferne varierer meget mellem gylletyper, -tanke og bedrifter. Herunder er vist indholdet af Total-N og kalium i 1.860 og 800 analyser af hhv. kvæggylle og afgasset gylle fra Landsforsøgene 2005-2025. Total-N og kaliumindholdet varierer fra 1-8 kg pr. ton, men størstedelen varierer fra 2-4 kg pr. ton. Generelt er der et lidt højere indhold af total-N og især kalium i afgasset gylle, hvilket bl.a. afhænger af mængden af dybstrøelse der anvendes til biogas. Kaliumindholdet variererede fra 1,8 til 3,9 kg K pr. ton. Det fremgår også at der ikke er en lineær sammenhæng til indholdet af total-N, da kaliumindholdet bl.a. er påvirket af græsandelen i foderrationen.
Metode til bestemmer
Det har desværre ikke været muligt at lave en tilstrækkelig præcis bestemmelse af kløverandelen på baggrund af satellitdata i 2025. Der er lavet billedark som støtte til visuel vurdering af bælgplanteandelen.
Ønsker man at have et højre indhold af protein i kløvergræs, skal man øge antallet af slæt og især være opmærksom på at få det første slæt taget tidligt.
Kontakt din planterådgiver og få hjælp til omfordeling af næringsstof – god rådgivning!
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
OLE KRUSE
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET