Efterafgrøder har i en lang årrække været en integreret del af landbruget – dels pga. lovgivningen, mens andre fokuserer på den lange række af gode effekter som efterafgrøderne har på jorden.

Med det rette valg af efterafgrøder kan disse nemlig bidrage til jordens kulstofopbygning, forbedre jordstrukturen, mindske risikoen for erosion, konkurrere mod ukrudt, opsamle næringsstoffer og/eller danne basis for essentielt liv over og under jorden.

Kort sagt; Stærke og sunde efterafgrøder er et afgørende omdrejningspunkt for at vedligeholde og opbygge en sund og frugtbar jord!

Mulighederne med efterafgrøder er mange og det afgørende er at se på de forskellige arters egenskaber og foretage et valg af arter, ud fra det aktuelle problem eller behov man har på sin ejendom.

Det kan derfor være en fordel at stille sig en række spørgsmål inden man går i gang:

Det kan som udgangspunkt anbefales at blande flere forskellige typer af efterafgrøder – dvs. enkimbladede, bredbladede, bælgplanter og korsblomstrede.
Afhængigt af hvilke formål efterafgrøderne har i marken, er det yderst relevant at fokusere på arternes forskellige egenskaber såsom; vinterfasthed, rodtyper, roddybder, C/N forhold, plantehøjde, biomasseproduktion, kvælstoffikserende evne, blomstrings tidspunkter, vildtegnethed mv.

Ved problemer med ukrudt kan blandinger med vinterfaste og udvintrende arter være en fordel. De udvintrende arter har det med at vokse kraftigt i efteråret, mens de vinterfaste arter vokser langsomt først på efteråret og derefter tager over, når de udvintrende arter falder fra.

Det betyder at man som udgangspunkt bør lade sine efterafgrøder stå vinteren over, så konkurrencen over for ukrudtet bibeholdes og man samtidig får det maximale ud af næringsstofoptaget i de milde vintre.

Har man en større bund af græs i efterafgrøderne, bør man dog gøre en undtagelse. Her kan det være en fordel at nedvisne i efteråret, da en vedvarende frost i foråret kan hindre en effektiv nedvisning af græsset og således udsætte etableringen af den følgende hovedafgrøde.

I kampen mod ukrudtet bør der ikke spares på udsædsmængden af efterafgrøden. En høj udsædsmængde giver øget konkurrenceevne og i kombination med én årlig sprøjtning viser det sig oftest at være tilstrækkelig i marker med et gennemsnitligt ukrudtstryk.

Valget af arter med forskellige rodtyper og roddybder har stor betydning i marker med strukturskader eller skadelig jordpakning.

Er udfordringerne i marken pakningsskader eller fx pløje/harvesål, skal man i første omgang gøre op med sig selv om efterafgrøder kan stå alene i genopretningen af problemet.

Er jordstrukturen skadet af jordpakning, bør man kombinere efterafgrødearter som har en kraftig og/eller dybdegående rod. Her kan det bl.a. anbefales at anvende arter som cikorie, lupin, foderradise, olieræddike og gul sennep der hver især bidrager med forskellige rod-typer og dybder.

Samtidig vil en øget udsædsmængde af efterafgrøder på udsatte steder i marken som fx forager ligeledes have en positiv effekt på jordstrukturen. Efterafgrødernes rødder vil ikke kun bidrage til at bryde det pakkede jordlag men også danne grundlag for en højere afdræningseffekt, mens det øgede bidrag af biomasse vil indvirke positivt på stabilisering af jordstrukturen.

I udvælgelsen af efterafgrødearter kan det være ganske afgørende at kende nærmere til jordens tilstand og specielt dens indhold af bl.a. regnorm som er første led i en god omsætning af den biomasse som efterafgrøderne producerer.

Meget tyder nemlig på at regnorm agerer præcist som vi andre når vi går i køleskabet – de går først efter ”nutellamaden – det der smager bedst”, dvs. de hurtigt omsættelige planter med et lavt C/N forhold.

Overordnet vil efterafgrødearter med et højt C/N forhold, i større grad kunne bidrage til jordens kulstofopbygning, frem for arter med et lavt C/N forhold.

Derfor vil man med fordel kunne anvende efterafgrødearter med et lavt C/N forhold til at opformere antallet af regnorm i marken og når dette er opnået – udvælge arter med et højere C/N forhold for at påbegynde en mere stabil opbygning af jordens kulstofindhold.

Men husk – efterafgrøderne kan ikke stå alene, hvis vi ønsker at forbedre og øge jordens kulstofindhold – fjern derfor ikke halmen efter høst, da disse planterester i kombination med efterafgrøderne bidrager positivt med organisk stof og mineraler der sikrer essentielt liv i jorden.

Er behovet en mere robust jord og et øget indhold af organisk materiale, bør arter som foderærter, korsblomstrede, lupiner, vikke og gerne i kombination med andre bælgplanter være det man prioriterer.
En tommelfingerregel er at jo højere andel af 2-kimbladede efterafgrødearter der anvendes, des hurtigere omsætning og frigivelse af næringsstoffer.

Det kan være en fordel at tilvælge bælgplanter i efterafgrødeblandingerne, da disse skaber en positiv synergieffekt på udviklingen af de ikke kvælstoffikserende arter i blandingen. De kvælstoffikserende arter har det nemlig med at ”dele ud” af den mængde kvælstof som de fiksere, og bidrager på den måde til en højere biomasseproduktion hos de øvrige arter i blandingen.

Dette er specielt relevant i marker hvor den høstede hovedafgrøde har ”opbrugt” puljen af tilgængeligt kvælstof og hvor man ikke ser sig i stand til at tildele efterafgrøden en form for startgødning.

Anvender man alternative efterafgrødearter i en blanding vil man ikke kun imødekomme en større diversitet til gavn for jordens organismer, insekter, vildt mm. men også sprede/mindske risikoen for en generel dårlig fremspiring af efterafgrøderne.

Af hensyn til sædskiftesygdomme, kålbrok og andet, bør man undgå at anvende store mængder af samme arter i efterafgrødeblandingerne som bruges i resten af sædskiftet. Her kender langt de fleste til den negative indflydelse som fx vinterrug har på vårkornets fremspiring, mens brugen af sennep kan være opformerende for kålbrok i et rapssædskifte.

Udfordringen ved at anvende blandinger med forskellige arter af efterafgrøder er oftest frøstørrelsen/vægt og krav til sådybde, da en gennemsnitlig sådybde ikke altid vil være passende for alle frøarter.

For at efterafgrøderne kan opnå en dyb rodvækst, stort næringsstofoptag og høj biomasseproduktion bør efterafgrøderne etableres så tidligt som muligt – gerne i juli måned. Den sikreste måde er som udlæg i hovedafgrøden, men dog med det forbehold at den kan udfordre hovedafgrøden på vand og næringsstoffer.

En anden metode er at etablere efterafgrøden før høst, hvilket kræver stor omhu, god kontakt med jordoverfladen samt tilstedeværelsen af fugt for at kunne lykkes. Her bør hovedafgrøden høstes tidligst muligt med høj stub, mens halmen snittes for at give efterafgrøderne de bedste betingelser.

Den sidste løsning er en etablering af efterafgrøden efter høst, hvor de bedste resultater ved etableringen oftest ses når efterafgrøden etableres som var det en tidligsået vintersæd. Her vil efterafgrøderne naturligt blive udfordret på tid til fremspring og udvikling set i forhold til de to øvrige metoder mens vejrforhold, nedbør og temperaturer i nogle år vil kunne få stor indflydelse på resultatet af efterafgrøderne.

Som tommelfingerregel bør man betragte efterafgrøderne med deres mange vigtige egenskaber som værende den ”vigtigste” afgrøde i sædskiftet og etableringen af denne bør have høj prioritet.

For at få det optimale ud af efterafgrøderne, er det afgørende at kunne afgrænse det indsatsområde som man ønsker at efterafgrøderne skal være behjælpelige med at genoprette eller forbedre. Derefter bør man kende til efterafgrødearternes forskellige egenskaber, for at finde den optimale blandingssammensætning der vil kunne løse et aktuelt problem i marken. 

Bliv klogere på om de efterafgrøder du ønsker at bruge er vinterfaste, deres rodtyper, roddybder, C/N forhold, plantehøjde, biomasseproduktion, kvælstoffikserende evne, blomstrings tidspunkter, vildtegnethed mv.

Som tommelfingerregel bør en efterafgrødeblanding bestå flere forskellige plantearter som enkimbladede, bredbladede, bælgplanter og korsblomstrede, der på hver deres møde bidrager positivt til jordstrukturen, jordboende organismer, fiksering af næringsstoffer i dyrkningszonen mv.

Spar derfor ikke på udsædsmængden, antal arter eller fejlagtigt gå på kompromis med etableringsmetoden. Betragt dine efterafgrøder som et afgørende element i at vedligeholde eller forbedre din jords frugtbarhed og måske ligefrem erfare at dine efterafgrøde kan bidrage med langt mere på din bedrift end du først lige antog.