1. februar 2024
Gødskning af vinterraps
Kvælstofmængde i foråret
Mængde og strategi for tilførsel af gødning til vinterraps om foråret skal tilpasses forholdene på den enkelte mark. I svage og normale afgrøder bør kvælstofkvoten benyttes fuldt ud. I meget kraftigt udviklede rapsmarker har forsøgene vist kvælstofbehov i foråret på 0-100 kg kvælstof pr. ha, men det er nok sjældent tilfældet i foråret 2024. På Landmand.dk kan findes kort over udviklingen i egne rapsmarker i efteråret 2023 og få vist et forslag til kvælstofbehov ud fra en ny beregningsmodel fra SEGES Innovation. Man skal dog være opmærksom på at bedriftens samlede tilførsel ikke må overskrides. Dvs. at hvis der anvendes mere gødning i rapsmarkerne, skal der spares på andre afgrøder.
Delingsstrategi
I de fleste tilfælde vil en todelt strategi for tilførsel af kvælstof være at foretrække. Engelske forsøg tyder på, at der i marker med erfaring for lejesæd kan være en fordel ved at dele gødskningen i tre tildelinger, hvor man gemmer 20-40 kg kvælstof pr. ha til udbringning i blomstringsfasen.
Hvis man til en kraftig rapsmark vælger kun at udbringe en beskeden mængde kvælstof ved første tildeling, bør der ikke gå længere end ca. 3 uger, før anden tildeling sker, fordi der ellers er risiko for, at afgrøden ”løber tør” for kvælstof.
I tabel 1 ses forslag til delingsstrategi for kvælstof til en forholdsvis svagt udviklet vinterraps, som det typisk ses i foråret 2024. Vær OBS på at mange af jer har tildelt en ret stor mængde gødning/gylle i efteråret og så vil der ikke være plads til at tildele så store mængder som tabel 1 viser.
Tabel 1: Forslag til delingsstrategi for kvælstof
1) Er rapsen normalt udviklet, reduceres kvælstofmængden ved 1. tildeling i tabellen med 20-30 kg N pr. ha. Er rapsen kraftigere end normalt udviklet, reduceres kvælstofmængden ved 1. tildeling med 40-60 kg N pr. ha.
2) Ved tredje tilførsel bør der ikke tilføres mere end 20-40 kg N pr. ha for at reducere risikoen for svidninger med flydende gødning. Undgå at blande med svampemiddel, hvis der udbringes mere end ca. 20 kg kvælstof.
3) Hvis kun der udbringes en meget lav mængde kvælstof, bør svovlforsyningen sikres på anden vis end en NS-gødning.
Gødningstyper - husk svovl
Vinterraps har et svovlbehov på 30-40 kg pr. ha (svarende til ca. 20 pct. af kvælstofbehovet), som skal tilføres sammen i handelsgødning. Det er vigtigt, at mindst halvdelen af denne mængde udbringes ved den første tilførsel af kvælstof. Brug derfor en kvælstoftype med et højt indhold af svovl i forhold til kvælstof. Det gælder især, hvis en del af kvælstoftilførslen dækkes af gylle. Svovlsur ammoniak kan være et oplagt valg, men vær opmærksom på, at denne gødningstype kan være vanskeligt at sprede jævnt på stor arbejdsbredde især i en lav dosering.
Især i meget kraftige rapsmarker forventes det, at kvælstoftilførslen i det tidlige forår er lavt, og hvis denne mængde ovenikøbet udspredes gradueret, så vil kvælstoftilførslen i nogle områder af marken blive meget lav ved første tildeling. Det er dog nok sjældent tilfældet i 2024. Konsekvensen kan blive, at svovltilførselen bliver for lav. Konsekvensen af undergødskning med svovl til raps kan være meget alvorlig. Derfor anbefales det, at der tilføres mindst 35 kg svovl i gennemsnit og ikke under 20-25 kg svovl pr. ha i nogen områder af marken. Om nødvendigt kan det anbefales at tilføre ekstra svovl i kieserit eller patentkali.
Ved udbringning lige før eller ved blomstring kan der anvendes flydende gødning.
For at reducere risikoen for svidning af bladene med flydende gødning, bør man maksimalt udbringe ca. 40 kg N pr. ha. Udbring i køligt vejr (maks. 15 grader) på tørre blade, men ikke hvis der er udsigt til nattefrost. Der bør ikke blandes planteværnsmidler sammen med gødning, da det øger risikoen for svidninger betydeligt.
Hvis der anvendes fast handelsgødning, bør sidste tildeling ligge før begyndende blomstring, da sen udbringning giver mange slagskader på planterne, og det kan knibe med at få gødningen jævnt fordelt, når gødningskornene bremses af planter under vejs.
Har du behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
MICHAEL RIIS
Plnaterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET