+45 96 15 30 00

29. januar 2025

Gødskning af vinterraps i foråret 2025

Etablering af vinterraps i sensommeren/efteråret 2024, har i stor udstrækning været præget af den våde og meget sene høst, specielt i Fjordlands område. Dette har medført stor variation i såtidspunktet for vinterraps, hvor der særlig på lerjorden er sået vinterraps godt ind i september.

Det efterfølgende milde og tørre efterårsvejr har heldigvis betydet kraftig vækst i vinterrapsen, og på nuværende tidspunkt er det overordnet billede af rapsen, særdeles fornuftig, og med forventelige variationer.

KVÆLSTOFMÆNGDE I FORÅRET

Til tildeling af kvælstof til vinterraps i foråret, tilstræbes strategien: svagt udviklede marker gødskes først og med størst mængde kvælstof, mens kraftig udviklede marker gødskes senere samtidig med at kvælstofmængden reduceres.

Kvælstofmængde og strategi for tilførslen til vinterraps tilpasses selvfølgelig forholdene på den enkle mark. I svage og dårligt udviklede marker bør kvælstofkvoten bruges fuldt ud. I kraftig udviklede marker har forsøg vist et kvælstofbehov i foråret på 0 – 100 kg. N. pr. ha. På Landmand.dk kan der findes et kort over udviklingen i egne vinterrapsmarker fra efteråret 2024, og her kan du se et forslag til kvælstoftildelingen ud fra SEGES-beregningsmodel. Man skal dog være opmærksom på, at bedriftens samlede kvælstofkvote overholdes, hvilket betyder, større forbrug i vinterraps medfører mindre anvendelse i andre afgrøder.

TABEL 1: DELINGSSTRATEGI FOR KVÆLSTOF

I de fleste tilfælde foretrækkes det at lave en todelt strategi af kvælstof i foråret. Engelske forsøg tyder dog på, at der i marker med erfaring for lejesæd kan være en fordel ved at dele gødskningen op i tre tildelinger, hvor man gemmer 20-40 kg kvælstof pr. ha til udbringning i blomstringsfasen.

Hvis man til en kraftig vinterrapsmark kun vælger, at udbringe en beskeden mængde kvælstof ved første tildeling, bør der ikke gå længere end ca. 3 uger, før anden tildeling foretages for at undgå at afgrøden ”løber tør” for kvælstof.
I tabel 1 ses forslag til delingsstrategien af kvælstof for foråret 2025, som overordnet set er præget af fornuftige og kraftige rapsplanter.

Gødningstyper: Husk fosfor, kalium, svovl og bor

Hvor der ikke anvendes husdyrgødning, skal der oftest tilføres fosfor og kalium i handelsgødning. Fosfor og kalium bør tilføres enten i første gødskning eller både i første og anden gødskning. P og K tildeles på baggrund af gødskningshistorik, jordbundstype forventet udbytte og jordbundsanalyser. Dette er der dog taget højde for i den gødningsplan du har fået udarbejdet.

Vinterraps har et svovlbehov på 30-40 kg pr. ha (svarende til ca. 20 pct. af kvælstofbehovet), som skal tilføres sammen med handelsgødning. Det er vigtigt, at mindst halvdelen af svovlbehovet udbringes ved den første tilførsel af kvælstof. Brug derfor en gødningstype med et højt indhold af svovl i forhold til kvælstof. Det gælder især, hvis en del af kvælstoftilførslen dækkes af gylle. Svovlsur ammoniak kan være et oplagt valg, men vær opmærksom på, at denne gødningstype kan være vanskeligt at sprede jævnt, på stor arbejdsbredde især ved en lav dosering.

Især i de meget kraftige rapsmarker forventes det, at kvælstoftilførslen i det tidlige forår er lavt, og hvis denne mængde ovenikøbet udspredes gradueret, så vil kvælstoftilførslen i nogle områder af marken blive meget lav ved første tildeling. Konsekvensen af gradueret tildeling kan blive, at svovltilførselen bliver for lav. Udbyttetabet ved undergødskning med svovl til raps kan være meget alvorligt. Derfor anbefales det, at der tilføres mindst 35 kg svovl i gennemsnit og ikke under 20-25 kg svovl pr. ha i nogen områder af marken. Om nødvendigt kan det anbefales at tilføre ekstra svovl.

Ved udbringning lige før eller ved blomstring kan der anvendes flydende gødning. Der bør maksimalt udbringes ca. 40 kg N pr. ha., for at undgå svidninger af bladene. Den bedste effekt af flydende gødning opnås ved udbringning i køligt vejr (maks. 15 grader) på tørre blade, men ikke hvis der er udsigt til nattefrost. Flyende gødning bør ikke blandes med planteværnsmidler, da dette øger risikoen for svidninger betydeligt.

Hvis der anvendes fast handelsgødning, bør sidste tildeling placeres før begyndende blomstring, da sen udbringning giver mange slagskader på planterne, og det kan knibe med at få gødningen jævnt fordelt, når gødningskornene bremses af planter under vejs.
Bor kan i tørre forår være ret væsentlig at fokusere på. Især på sandjord (JB 4 eller derunder) med et højt reaktionstal (over 6,5) anbefales det derfor at tildele1-2 kg bor pr. ha i form af borholdige faste gødninger eller ved udsprøjtning 300-600 g bor pr. ha af et borprodukt.

Bor kan udvaskes fra jorden og på lerjord skal du derfor være særligt opmærksom på bormangel i områder i marken med mere sandet jord, der har et højt reaktionstal. I vækstsæsoner med en større mængde vinternedbør end normalt øges risikoen for bormangel på grund af den større afstrømning af vand og dermed også bor.
Figur 1: Bormangel i raps viser sig bl.a. ved korte internodier, misdannet stængel med revner rødmarmorerede blade og dårligt udviklet blomsterstand. Foto: Ghita Cordsen Nielsen, SEGES.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

NIKOLAI SØRENSEN

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram