Grøn trepart -hvad skal der mon ske på arealerne? 

På markfladen er en stor del af arbejdet med CO2e, udtagning af 140.000 ha lavbundsjorde inkl. randarealer, da disse lavbundsarealer står for ca. 1/3 af landbrugets CO2e udledninger. Dertil kommer muligheden for opbygning af kulstof i jorden, både på traditionel vis og gennem udbringning af biokul.

Vådlægning af lavbundsjorderne er ikke en ny ting, det har vi snart øvet os på et stykke tid. Her har kommunerne og Naturstyrelsen fået besked på at alle områder skal undersøges inden udgangen af 2027. Det vil sige både nye, endnu ikke undersøgte områder med tørvejord og gamle tidligere opgivne projektområder.

I trepartsaftalen står skrevet at der vil blive indført en CO2 afgift på 40kr/tons CO2 i de områder hvor lodsejerne ikke vil være med. Altså vil der i de områder hvor der er lodsejer opbakning, men det af forskellige tekniske årsager ikke kan lade sig gøre at vådlægge arealerne, vil lodsejerne ikke blive pålagt en afgift. Vi ved at afgiften vil starte med 40kr/tons CO2 og siden stige, hvis ikke regeringen er tilfreds med tempoet i udtagningen. Men vi ved ikke hvor mange tons CO2 vi skal gange de 40kr med, da udledningerne varierer en hel del. Er det 10 tons vi skal gange med, kan de fleste nok komme over det. Men skal der ganges med 40tons, som ikke er urealistisk, så er det en årlig afgift på 1.600kr/ha, så kan det godt være det begynder at knibe med rentabiliteten.
Vi har et fælles ansvar for at reducere klimaforandringerne, ved at nedbringe udledningerne af CO2e de steder vi kan. Her er vådlægning af lavbundsjod det mest omkostningseffektive tiltag, vi har i værktøjskassen.

Udviklingen af pyrolyse er der sat en masse penge af til i den Grønne Trepart. Det er også nødvendigt, da det er en noget umoden teknologi. Den måde at fange og lagre CO2 i jorden, er virkelig smart, næsten som naturen selv har gjort med olie og kul.
Problemerne, set fra landbrugets side, er at der er en ret begrænset positiv effekt på jordens frugtbarhed, afhængig af jordtype og type af biokul. Biokul er nemlig endnu ikke standardiseret, så der er ikke nogen garanti for hvad det produkt, man modtager, er lavet af eller ved hvilken temperatur det er fremstillet. Så man ved reelt ikke hvad det er for et produkt man modtager. Dertil kommer at man skal anmelde til kommunen at man ønsker at udbringe biokul, og så bliver arealerne markeret, på samme vis som hvis man udbringer slam på sine marker. Er biokulet lavet af urene materialer, risikere man at det indeholder uhensigtsmæssige ting fx tungmetaller.

Biokul indeholder en del fosfor, så i husdyrtætte områder, vil man hurtig ramme fosforloftet på markerne. Der arbejdes dog på at separere fosforen fra biokulet, for på den måde at kunne anvende det i områder med fosformangel. Hvilket vil være en spændende løsning.

Udover biokul, kan man også arbejde med opbygning af kulstof i jorden af mere traditionel vis, med efterafgrøder og halmnedmuldning. Men med de priser der er på halm, kan det være svært at argumentere for at halmen skal blive på marken.

Den anden store pukkel, som kom med i Grøn Trepart i det sidste øjeblik, er reduktion af kvælstof. Her er der intet nyt under solen. Det er der blevet arbejdet med i årevis. Det nye er, at der nu følger penge med til opgaven.
I hele Fjordlands primære område er kvælstofudledning en udfordring. Kun de arealer der udleder til Vesterhavet, fra Thy og nord på, går fri. Alt der udleder på Limfjorden, havet ud for Lemvig og til Nissum Fjord, vil se ind i krav om kvælstofreduktion i varierende grad.
Men der er dog mulighed for en række tiltag, så mindst mulig god landbrugsjord skal tages ud af omdrift.

Øverst på listen, over tiltag, står vådområderne, dem er der allerede lavet en hel del af over hele landet. De er effektive til kvælstofreduktion.
Hvor det ikke er muligt at lave et vådområde, kan du måske etablere minivådområder. Hvis vi i fællesskab laver alle de vådområder og mini vådområder, der er plads til, så vil andelen af kvælstof der skal reguleres på markfladen, blive betydeligt mindre. -I nogle områder er det måske muligt at komme i mål uden braklægning?! Også lavbundsprojekter bliver udformet sådan så der er en kvælstofreduktion, dog mindre effektivt.

Reducerer man udledningen af fosfor, er der en ganske fin vekselkurs fra fosfor til kvælstof. Denne er forskellig mellem vandområderne, men fra 3,8-10,8 i vores nærområde. Det vil sige at reducere vi 1kg fosfor tæller det fx for 10,8kg. kvælstof. Her vil intelligente randzoner være en stor hjælp, så der ikke kommer til at skylde partikler med fosfor direkte ud i åer, søer og fjorde. En reduktion af fosfor vil ikke kun have en gavnlig effekt i fjorden, men også en meget gavnlig effekt på vores søer.

På landmand.dk er der er nyt modul for Grøn Trepart, hvor du kan se om der et potentiel mulighed for et lavbundsprojekt, vådområdeprojekt eller et minivådområde på din jord. Her står udtagningskonsulenterne hos Fjordland også klar til at hjælpe dig med gratis rådgivning.

Til hvert vandområde er der et kvælstofreduktionskrav, dem kender vi allerede, men vi ved endnu ikke hvordan der kommer til at blive fordelt mellem kommunerne. Men kravene er så høje, at vi helt sikkert ikke kommer til at lave et eneste minivådområde eller vådområde forgæves eller for meget.

I 2027 taler Jeppe Buus om “kvælstofhammeren” ingen ved reelt hvad det betyder. Men det må antages at det vil være en god idé at undgå, at den kommer op af værktøjskassen.
Derfor må vi også se ind i ændrede afgrødevalg, her vil vi fx se ind i en noget mindre andel af majs i fremtiden. Måske vil græs være en stor del af løsningen på udfordringerne. Græs opbygger kulstof i jorden og har en lavere udledning af kvælstof.

Selv med græsdyrkning, kommer vi nok ikke udenom at nogle arealer skal tages ud af drift. Her er det vigtigt at det bliver de rette arealer. Nogle arealer taber kun en meget lille andel eller ingen kvælstof. Disse arealer skal selvfølgelig ikke tages ud. Men andre arealer taber store dele af det tilførte kvælstof. De værste af dem, skal nok ikke længere være i omdrift. Smart er det, at det også er disse arealer, hvor der hurtigt vil kunne skabes god biodiversitet. Vi skal altså ikke udtage gode dyrkningsjorde til natur, det vil ingen have glæde af.

Hid til har kvælstofreduktionspotentialet kun været kendt i DI15 oplande. Disse er 1.500ha store, alt for store enheder til at de kan anvendes i praksis. Men med udgangen af første kvartal 2024, er vi blevet lovet at det nye retentionskort kommer. Det er lavet på baggrund af 10x10m pixels, så det er langt mere præcist. Så med det i hånden, vil vi kunne se hvor det er værd at sætte ind med ændret afgrødevalg og udtagning af jord til skov eller natur.

Treparten nævner at der skal etableres 250.000ha ny skov og at der i 2025 skal vedtages en ny biodiversitetslov.
Skoven vil bestemt give mening nogle steder fx. i omegnen af byerne. Men det er vigtigt at bemærke, at på den korte bane er lysåben natur lige så effektiv eller mere, ift. CO2, kvælstof og biodiversitet.
Skov (og lysåben natur) etableres bedst op af eksisterende og i store enheder, ikke som små klatter ud over hele landskabet.

Vi ved ikke hvad den nye biodiversitetslov kommer til at rumme, men vi må antage at den både vil medtage EUs anbefaling om andel af beskyttet natur og genopretning af eksisterende natur, der har det skidt. Så vi må formode at vi ser frem mod mere og bedre natur og biodiversitet.

I forbindelse med den Grønne Trepart er der flere emner, som vi ikke har medtaget her, men også emner, der ikke behandles direkte i aftalen, men som vil være rigtig klogt at tænke ind når vi er i gang fx jordfordeling, byudvikling, klimasikring og bosætning.

Har du lyst til at bidrage positivt til den grønne omstilling eller er du utryg ved hvad der kommer til at ramme dig, så er du meget velkommen til at henvende dig til din rådgiver eller en af Fjordlands udtagningskonsulenter. Der vil kunne hjælpe dig videre.
Vi kommer i Fjordland, over de næste år til at arbejde med Grøn Trepart på forskellige niveauer, både ude hos dig som landmand, for at hjælpe dig bedst mulig over på den anden side. Men vi kommer også til at samle landmænd områdevis, for at vi i fællesskab og i samarbejde med kommunerne, kan finde de bedste og mest effektive løsninger, på den lange række af problemstillinger vi står overfor.