I vinterafgrøder er der frit valg mht. udbringningsteknik, dvs. at gyllen kan udlægges med slæbeslanger med eller uden syre, med slæbesko eller ved nedfældning. Ved nedfældning i fodergræs, og græsudlæg skal der anvendes en græsmarksnedfælder. Ved nedfældning på arealer uden afgrøder (sort jord) skal gyllen være tildækket efter nedfældningen. Ved nedfældning i græs skal nedfældningsrenderne helt kunne indeholde den udbragte mængde gødning.
Forsuring kan være relevant i en udbringningsperiode med blæsevejr, som øger ammoniakfordampningen. Forsuring med svovlsyre kan supplere eller dække svovlbehovet.
Før såning og i fodergræs skal flydende husdyrgødning nedfældes, eller forsures. Forsuringen skal ske inden eller i forbindelse med udbringningen.
I fodergræs kan der vælges slangeudlægning med forsuring eller nedfældning af gyllen. Ved forsuring skal der tilsættes en fast mængde 96 pct. svovlsyre eller en tilsvarende mængede svovlsyre baseret på svovlsyrens koncentration til den udbragte gylle. Den 1. august 2021 trådte nye regler for forsuring i kraft. Den største ændring er, at syremængderne nu defineres som en fast mængde og ikke ud fra pH. Baggrunden er bl.a. et ønske om bedre mulighed for kontrol. Der forekommer nu krav om dokumentation af syreforbrug (f.eks. fakturaer) samt erklæring om tidspunkt, areal og gyllemængde. Dette kan f.eks. være i
FarmTracking.
Ved forsuring af flydende husdyrgødning i stalden skal forsuringen ske i overensstemmelse med de vilkår der gælder for det pågældende staldforsuringsanlæg jævnfør husdyrbrugets miljøgodkendelse. Er dette opfyldt må staldforsuret gylle udbringes uden krav om nedfældning eller supplerende forsuring.
Bemærk at husdyrgødning der overfladeudbringes til arealer uden afgrøder, skal nedmuldes indenfor 4 timer. Reglen om nedmuldning gælder også ved slangeudlægning af forsuret gylle. Ved udbringning med slæbeslanger efter såning er der ingen krav om forsuring.
Vær opmærksom på lempelse af det tidligere krav om, at for hver hektar der tilføres forsuret gylle inden såning skal der forsures gylle til 0,2 ha vintersæd eller vinterraps. Dette krav er ikke længere gældende.
Kravene om udbringningsteknologier afhænger af afgrødetype og tidspunktet for gyllens udbringning.
Der er krydsoverensstemmelse på overholdelse af udbringningsperioderne og -teknik for flydende husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, flydende affald, restvand, bundfald, ensilagesaft, samt kunstgødning og fast husdyrgødning.
Da gylle udgør en stor del af kvælstofforsyningen, og ofte dækker grundgødningen, så er det vigtigt at kende næringsindholdet så godt som muligt. I gødningsplanlægningen kan vi kun regne med standardværdier og standardmængder.
I forberedelserne op mod foråret skal gødskningen planlægges. For bedst muligt at kende indholdet i gyllen kan udtages gylleprøver til analyse. I en analyse kan analyseres for N-total, ammonium-N, P og K. Da gyllen er en væsentlig kvælstofkilde, bør der som minimum analyseres for N-total. Især vintergyllen kan – grundet meget forskelligt vandindhold – have et meget forskelligt indhold af næringsstoffer pr. tons. Derfor vil en gylleanalyse inden forårsudbringningen give en god mulighed for at kende næringsindholdet og på den måde opnå en mere nøjagtig kvælstoftildeling.