Der kan være flere forklaringer på, at nedfældning har en lavere gødningseffekt på lerjord end på sandjord. En af forklaringerne kan være, at der i forsøgene på lerjord er udbragt svinegylle, som på grund af et lavere tørstofindhold hurtigere nedsiver i jorden end den kvæggylle og afgassede biomasse, der er udbragt i forsøgene på sandjord. Effekten af nedfældning er derfor normalt højere ved udbringning af tørstofrige gylletyper som kvæggylle og afgasset biomasse end ved udbringning af gylletyper med et lavt tørstofindhold, som for eksempel svinegylle.

En anden årsag kan være, at det er sværere at sikre en effektiv nedfældning i leret jord end i sandet jord.

Desuden kan det have betydning, at iltindholdet i lerjord generelt er lavere end i sandjord. Det betyder, at der kan blive iltfrie forhold omkring den nedfældede gylle, hvilket øger risikoen for kvælstoftab ved denitrifikation. Risikoen for denitrifikationstab er størst, hvis jorden er våd, når gyllen nedfældes, eller hvis der kommer meget nedbør efter nedfældningen.

Nedfældning giver flere kørespor i marken end slæbeslangeudlægning, da nedfældningsteknologien har betydelig lavere arbejdsbredde end slæbeslangeteknologien. Effekten af de ekstra kørespor indgår ikke i forsøgsresultaterne. På lerjord er der større risiko for, at disse ekstra kørespor fører til strukturskader end på sandjord. Man skal derfor, særligt på lerjord, være opmærksom på at nedfældning af gylle ikke fører til strukturskader. Undgå derfor at nedfælde gylle på lerjord, hvis jorden er våd.

Udover kerneudbyttet påvirker udbringningsmetoden også kvælstofoptagelsen og kvælstofudnyttelsen. Tabel 1 viser et samlet overblik over de merudbytter, der er opnået med hensyn til kerne- og kvælstofudbyttet i de gennemførte landsforsøg i vårbyg på sand- og lerjord. Desuden vises den forbedring af værditallet, der kan forventes i udnyttelsen af gylles kvælstof.