Er der ikke tilstrækkeligt med grovfoder så suppler om nødvendigt med Helsæd eller indkøbt Majs.
Vårbyg og vinterhvede
Byg og hvede ensileres, når kernen er dejagtig, og man med to fingre, men med lidt besvær, kan klemme kernen sammen som valset korn (vækststadium 83-85). På det tidspunkt er øverste tredjedel af strået normalt grønligt, og nederste to tredjedele af strået gult.
Kornhelsæd høstes direkte på roden med en finsnitter påmonteret et helsædsbord. Ved skårlægning kan kernerne blive for tørre/hårde i løbet af en til to timer.
Byg/ærtehelsæd
Byg/ærtehelsæd med moderate mængder ærter ensileres, når kernen i byggen er dejagtig, og den med besvær kan trykkes sammen. På dette tidspunkt vil ærterne være grønlige og hovedparten af bælgene udviklet. Indholdet af tørstof vil normalt være omkring 30 pct.
Byg/ærtehelsæd med stor ærteandel (over 50 pct.) høstes, før afgrøden går i leje og ødelægger udlægget.
Byg/ærtehelsæd kan skårlægges med en skårlægger uden crimper eller en ”rapsskårlægger”, ellers høstes direkte på roden som Kornhelsæd.
Ærtehelsæd
Ærterne skal ensileres, inden de går i leje. Vær opmærksom på, at varme let får ærterne til at lægge sig hen ad jorden, også selv om vandforsyningen er i orden.
Udbytte og foderværdi er højest i ærtehelsæd i vækststadium 78-80. På det tidspunkt er de nederste bælge i fuld størrelse, og frøene i disse er dejagtige.
Skal ærterne ensileres alene, er det vigtigt, at man er opmærksom på tørstofprocenten ved høst. Er afgrøden for fugtig, skårlægges og fortørres den inden ensilering.
Ærtehelsæd skårlægges med en skårlægger uden crimper eller en ”rapsskårlægger” til fortørring, og tørstofprocenten må gerne være 35 til 40 pct.
Undersået udlæg
Høstes helsæden i stærkt solskin, og der samtidig er tørke, er der stor risiko for, at udlægget ødelægges. Er der mulighed for vanding, kan udlægget reddes, hvis der vandes fire til fem dage før høst af helsæd - og igen umiddelbart efter høst af helsæd.