31. marts 2022
Hvad skal du være opmærksom på ved bekæmpelse af ukrudt i vårsæd?
Ukrudtsbekæmpelse i vårsæd er oftest et spørgsmål om at sikre en nem høst og undgå opformering af ukrudt. I de fleste marker med vårsæd opnås ikke et decideret merudbytte ved ukrudtsbekæmpelsen, og her kan doseringen med fordel sættes ned.
Det er vigtigt at vælge midler som forebygger resistensudvikling i ukrudtsbestanden. Det gøres ved at anvende blandinger af mindst to forskellige midler. Er der allerede opstået herbicidresistens, er det ekstra vigtigt at vælge resistensbrydende midler.
Forslag til ukrudtsbekæmpelse
Vårbyg og vårhvede: 5 g/ha Express + 0,03 l/ha DFF + 0,2 l/ha Starane 333 HL + 0,1 l/ha Spredeklæbemiddel
Havre: 5 g/ha Express + 0,20 l/ha Starane XL + 0,1 l/ha Spredeklæbemiddel
Midler der modvirker resistensudvikling og virker på resistent ukrudt
Nedenfor er vist en tabel med midler, som har god resistensbrydende effekt i vårbyg og vårhvede. Kun Starane er godkendt i havre.
Græsukrudt i vårsæd
I vårbyg er der mulighed for at bruge op til 0,07 l/ha Hussar Plus OD, som har en rimelig effekt på enårigt rapgræs og lidt effekt på rajgræs. Flyvehavre, agerrævehale, Hanesporer og grøn skærmaks kan behandles med 0,8 l/ha Primera Super, afvent fremspiring af flyvehavre. DFF kan anvendes i fugtig såbed lige efter såning og har god effekt mod Enårig Rapgræs ved en dosering på 0,1-0,12 l/ha DFF. Dette er specielt aktuelt ved udlæg af rajgræs til frø.
I vårhvede kan anvendes flere midler med græseffekt, både Hussar Plus OD, Topic EC, Rexade 440, Broadway og Primera Super kan være aktuelle.
Kontakt endelig din planterådgiver, hvis du har brug for sparring
PETER WESTPHAEL
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIV