Der er ikke behov for bekæmpelse af hvedegalmyg endnu. Bekæmpelse kan dog blive aktuel indenfor en uges tid. Der varsles temperaturer på +20 grader fra næste uge – så hvis der er fanget mange myg i fælderne i næste uge, kan bekæmpelse blive aktuel på ejendomme med megen hvededyrkning og erfaringsvise problemer med hvedegalmyg.
Forekomsten af orangegule hvedegalmyg følges via feromonfælder på ca. 55 lokaliteter på landsplan, heraf 5 i vores lokalområde Der er pt. Ingen hvedegalmyg i fælderne i vores område.
Følgende sorter er resistente mod de orangegule hvedegalmyg hvorfor bekæmpelse aldrig er aktuel: Champion, Heerup, KWS Firefly, KWS Scimitar, LG Initial, LG Skyscraper, Pondus, RGT Bairstow, RGT Saki, SY Insitor og Sheriff. I sortsblandinger anbefales bekæmpelse ikke i blandinger med mindst 2 resistente sorter, dvs. bekæmpelse anbefales ikke i blandingen Power Mix (Pondus, RGT Saki, Momentum).
Hveden er modtagelig for evt. angreb fra omkring svulmning af fanebladets bladskede til begyndende blomstring (vækststadie 43-61). Galmyggene har de bedste betingelser for at komme op af jorden, hvis jorden er fugtig op til skridningen. De har de bedste betingelser for æglægning i hveden, hvis det er vindstille, tørt og lunt vejr ("grill-vejr") omkring skridning. Det nuværende ustadige vejr er således ikke gunstig for hvedegalmyg.
Skulle behovet opstå anbefales bekæmpelse med: 0,15-0,2 l/ha Mavrik/ Evure Neo eller 0,3 l/ha Lamdex.
Du kan følge forekomsterne af hvedegalmyg på registreringsnettet.