+45 96 15 30 00

23. april 2026

Korrekt sprøjtning og journalføring - hvem har ansvaret?

Nye regler for sprøjtejournalføring 
– ansvar som landbruger

De opdaterede regler for sprøjtejournalføring indebærer, at landbrugere, som benytter andre til at udføre sprøjtearbejde, skal være ekstra opmærksomme. Ansvaret kan ikke overdrages – det er fortsat landbrugeren, som ejer eller forpagter arealerne, der har ansvar for, hvilke midler og doser der anvendes på marken, samt at sprøjtejournalen er korrekt og ajourført.

Selvom sprøjtearbejde udføres af maskinstationer eller entreprenører, og journalen føres og opbevares hos disse, skal oplysningerne også overføres til landbrugeren. Det er landbrugerens ansvar at sikre, at disse oplysninger bliver modtaget og registreret rettidigt. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at dokumentationen kun findes hos den udførende part.

Maskinstationer og andre udførende parter som sprøjter for andre

Maskinstationen eller anden sprøjtefører har ansvaret for at kunne fremvise en sprøjtejournal for de behandlinger som maskinstationen har udført hos deres kunder. Maskinstationer, naboer eller andre som sprøjter for andre, skal være opmærksom på at føre og opbevare en ajourført sprøjtejournal for behandlinger som er udført hos kunderne. Journalen skal opbevares i minimum 3 år. Som udførende part har de ansvar for at udlevere en kopi af sprøjtejournalen til kunden, hvis kunden er forpligtiget til at føre sprøjtejournal.
Regninger er ikke længere nok
Det er ikke længere muligt at bruge en faktura fra maskinstationen som dokumentation for udført sprøjtning. Ligeledes kan en sprøjtejournal ikke eftersendes i forbindelse med kontrol – den skal være opdateret og tilgængelig på bedriften på kontroltidspunktet.
Hvordan kan det løses i praksis?
For landbrugere, der anvender digitale løsninger som FarmTracking, er der en praktisk løsning. Her kan man give maskinstationen eller sprøjteføreren adgang til bedriften, så de løbende kan registrere udførte sprøjtninger. Dermed er sprøjtejournalen altid opdateret og tilgængelig.

Fra dyrkningssæsonen 2026-2027 bliver er det desuden et krav, at alle sprøjtejournaler føres digitalt. Ved allerede nu at anvende digitale værktøjer er man godt forberedt på denne omstilling. I tabel 1 fremgår tidsfristerne for hvornår sprøjtejournaler skal føres digitalt.
Tabel 1:
Oversigt der angiver hvornår sprøjtejournaler skal føres elektronisk for jordbrugsvirksomheder

PERIODE, HVOR DER 
ANVENDES PESTICIDER 

FORMAT AF SPRØJTEJOURNAL

1. aug. 2024 – 31. juli 2026
Føres i papir/elektronisk format
1. aug. 2026 – 31. juli 2029
Føres i papir/elektronisk format. Skal være ført i elektronisk format senest 31. januar i året efter den planperiode, hvor der er anvendt pesticider. Første gang der skal foreligge en digital sprøjtejournal er senest den 31. jan. 2028 for dyrkningssæsonen 2026–2027
1. aug. 2029 og frem
Føres i papir/elektronisk format. Skal være ført i elektronisk format senest 30 dage efter behandling med pesticider
For landbrugere uden digitale løsninger er det stadig landbrugerens ansvar at ajourføre en sprøjtejournal elektronisk med de oplysninger der kan indhentes fra maskinstationen eller den person, der udfører sprøjtningen. Det skal ske straks hver gang, der er sprøjtet – det er ikke tilstrækkeligt med f.eks. kvartalsvise faktura. Programmer som Word kan ikke bruges til at føre en sprøjtejournal, det skal ske i programmer som Excel hvor data kan udlæses. Til det har miljøstyrelsen udviklet et Excel ark som kan findes her.
Ajourføring - Sprøjtejournaler skal føres på markniveau
Det er ikke tilstrækkeligt at registrere det samlede forbrug af et middel på bedriftsniveau eller for en hel afgrøde. Sprøjtejournalen skal føres på markniveau, så det tydeligt fremgår, hvilke midler og doser der er anvendt på hver enkelt mark. I faktaboksen har vi samlet en række gode råd og krav til sprøjtejournalføring, der er er flere ting du som landbruger eller maskinstation skal huske at få noteret når sprøjtejournalen ajourføres.
Krav om CVR-numre
Sprøjtejournaler skal indeholde to CVR-numre: både landbrugerens og maskinstationens. Der gælder dog en overgangsordning frem til 31. juli 2026, hvor kravet om registrering af begge CVR-numre gradvist implementeres.

Gode råd til korrekt sprøjtejournalføring

Opdater sprøjtejournalen straks, som sprøjtningen udføres
Sørg for at registrere middel, registreringsnummer på middel, dosis, dato, klokkeslæt, areal for hele marken og behandlet areal, vækststadie og marknummer hver gang
Kontrollér at oplysninger fra maskinstation eller entreprenør modtages og indskrives med det samme
Brug en digital løsning for at sikre løbende opdatering og nem adgang
Hav altid en opdateret version klar på bedriften i tilfælde af kontrol
Husk at inkludere både eget og udførendes CVR-nummer
Før altid journalen på markniveau – ikke kun på afgrøde eller bedriftsniveau
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver hos Fjordland...

RANDI WIBORG HANSEN

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram