Onsdag i næste uge (11. oktober) opdateres ”Trafiklyssystemet” hvori det kan ses, om Landbrugsstyrelsens mener, at aktivitetskravet er overholdt på dine marker. Nogle marker vil på onsdag skifte farve fra gul til rød.
Hvis du har røde marker, skal du have modtaget et hørringsbrev hvori Landbrugsstyrelsen informerer dig om hvilke marker du skal indsende billeder af.
Hvis den røde mark ikke er blevet slået eller afgræsset, kan dette gøres inden d. 25. oktober, hvorefter fotodokumentation indsendes også senest 25. oktober. Er der ikke mulighed for at slå den inden høringsfristen skal der indsendes en ændring til Fællesskemaet hvori det berørte areal ændres så der ikke søges grundbetaling på det.
Hvis du ikke selv har mod på at indsende fotodokumentation med Landbrugsstyrelsens app, kan Fjordland være behjælpelige med dette. Det kræver dog at du kontakter planteavlskontoret snarest muligt. Vores rådgivere kører ud og tager billeder i løbet af uge 41 og 42, så giv os et praj.