28. maj 2026
Manglende skulpedannelse i raps
I år er der fra både Jylland, Fyn og Sjælland modtaget henvendelser om tilfælde af manglende skulpedannelse i rapsmarker. Se billede 1-2. Det er vores opfattelse i Fjordland, at fænomenet er værst inde i landet, hvor der er størst forskel på nat- og dagtemperaturer.
Både nattefrost i foråret og angreb af glimmerbøsser kan være årsagen til manglende skulpedannelse. I år har der både været meget nattefrost flere steder og mange glimmerbøsser i flere marker.

Manglende blomstring i rapsmark fotograferet 20. maj af Leif Kildeby Nielsen

Nærbillede af rapsplante fra mark
Nattefrost
I tidligere år er også set manglende skulpedannelse grundet frost i foråret.
Afhængig af tidspunktet for frost ses brune, visne knopper eller små gule skulper. Begge dele resulterer i manglende skulpedannelse. Frost kan også sætte væksten af topskuddet i stå (den såkaldte apicale dominans brydes), så sideskud i stedet overtager væksten. Efterfølgende kan disse også skades af nattefrost.
Glimmerbøsser
Glimmerbøsserne gnaver på knopperne for at få fat i pollen. Dette resulterer også i manglende skulpedannelse. Ved angreb af glimmerbøsser ses der tit både uangrebne og angrebne skulper på en stængel, fordi glimmerbøsser sjældent angriber samtlige knopper. Ved frost bliver mange knopper derimod tit berørt.
Netop nu findes der larver af glimmerbøsser i mange marker, hvor der tidligere har været angreb af glimmerbøsser. I marker med normal skulpedannelse er det også let at finde larver af glimmerbøsser.

Glimmerbøsselarver fotograferet 24. maj 2026. Nulrer man på nuværende tidspunkt blomsterne i raps i marker med tidligere angreb af glimmerbøsser, ses larverne. De er 3-4 mm, hvide med mørke pletter på ryggen, et mørkt hoved og 3 par ben. Larveangreb tillægges kun meget begrænset betydning. Larverne forårsager ikke golde skulper, men kan ved store forekomster resultere i drejede skulper. I marker med normal skulpesætning kan også findes relativ mange larver som følge af tidligere angreb af glimmerbøsser.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver hos Fjordland...
MICHAEL RIIS
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET