På arealer med lavt lerindhold, også kaldet ”potentielt egnet” kan det nemlig være et krav, at effekten dokumenteres, før der kan gives tilsagn. Og det er ikke noget, man lige får klaret i sidste øjeblik.

Drænprøverne skal tages som to prøver med 14 dages mellemrum i både sommer, efterår og vinter. Det betyder, at der hurtigt går et helt år, hvis man ikke kommer i gang i tide.

Derfor er timingen vigtig. Ansøgningsrunden forventes at åbne omkring december, men uden drænprøverne på plads kan man slet ikke være med. Misser man eksempelvis sommerprøverne, kan det betyde, at man først kan nå et fuldt prøvesæt året efter.

Som lodsejer kan I se nærmere på jeres muligheder for minivådområder og et eventuelt behov for drænprøver på landmand.dk. Særligt for lodsejere på Salling og omegn, er der stor sandsynlighed for, at drænprøver vil være nødvendige.

Udtagningskonsulenterne hos Fjordland står klar til at hjælpe jer som lodsejere med at afklare mulighederne på de enkelte arealer og håndtere den nødvendige dokumentation af drænprøverne. Rådgivningen er uden omkostning for jer.

Ud over at bidrage til den samlede reduktion af næringsstoffer, har minivådområder også en mere direkte effekt på bedriften.

Et minivådområde fjerner typisk 20–30 % af det kvælstof og op mod 45% af det forfor, der løber igennem anlægget. Derudover forbedres retentionen i selve drænoplandet typisk med omkring 5–10 %.

Det betyder, at en del af kvælstoffet bliver fjernet, inden det når videre ud i systemet. For nogle bedrifter kan det have en direkte betydning – også økonomisk – afhængigt af hvordan reguleringen udvikler sig.

Et minivådområde kan etableres de steder, hvor det er muligt at samle flere dræn i ét fælles bassin.

Der gælder en række grundlæggende krav som fx:
• Drænoplandet skal være mindst 20 ha
• Mindst 80 % af oplandet skal være landbrugsareal
• Vandspejlet udgør typisk 1–1,5 % af oplandet
• Det skal vedligeholdes i minimum 10 år.

Selve anlægget består af både dybe og lavvandede zoner, som tilsammen sikrer effekten.

I de dybe, iltfrie zoner omdanner bakterier nitrat og nitrit til frit kvælstof (N₂), som afgasses til atmosfæren. Det betyder, at kvælstoffet ikke bare forsinkes, men fjernes helt fra kredsløbet.