+45 96 15 30 00

7. august 2025

Nye regler for sprøjtejournalføring og -indberetning

De nye regler om føring og indberetning af sprøjtejournaler har baggrund i EU-lovgivning, som giver bedre mulighed for udarbejdelse af statistik vedr. bl.a. pesticidanvendelse.
Reglerne har desuden i et vist omfang baggrund i et ønske om at kunne føre en bedre kontrol med overholdelse af reglerne.

FLERE OPLYSNINGER

Journalen skal fremover indeholde flere oplysninger, nærmere betegnet skal der angives vækststadier for alle bekæmpelsesmidler, som på etiketten har retningslinjer vedr. vækststadier. Det vil i praksis betyde, at alle sprøjtninger bør angives med vækststadie i journalen. Desuden skal der for produkter med bimærke angives starttidspunkt (i hele time) for sprøjtninger, der udføres i blomstrende afgrøder. Endelig er der fremover udtrykkeligt krav om angivelse af både markens fulde areal samt det behandlede nettoareal (med to decimaler) i journalen.

FØRES DIGITALT

Sprøjtejournaler skal fremover føres digitalt. 
Der gælder en overgangsperiode frem til 2030, hvor journaler for jordbrugsvirksomheder skal foreligge på digital form senest 31. januar for det dyrkningsår/vækstår, som slutter 31. juli året før. Den første gang, sprøjtejournaler skal foreligge digitalt, er 31. januar 2027 for vækståret 1. august 2025 til 31. juli 2026. Bruger du f.eks. FarmTracking / Næsgaard Mobile, er det krav allerede opfyldt.

KRAV TIL MASKINSTATIONER

Maskinstationer/entreprenører (udførende part) og ejere/brugere af arealerne skal fremover begge føre journal over udførte sprøjtninger. I 2025/2026 kan maskinstationen føre sin journal direkte i kundens FarmTracking – hvis han er delegeret hertil. Hvis ikke maskinstationen er delegeret i FarmTracking, skal der føres en separat journal over sprøjtninger hos kunden. Det betyder i praksis, at der skal være en udveksling af sprøjtejournaldata mellem de udførende virksomheder og ejere/brugere, så der foreligger journaler hos begge parter.

INDBERETNING PÅ MARKNIVEAU

For de fleste afgrøder skal indberetning af sprøjtejournaldata ske på markniveau mod tidligere på afgrødeniveau. Der gælder visse undtagelser fra disse regler, som er nærmere beskrevet i vejledningen. Hvis du fører din journal digitalt, vil det automatisk komme til at ske fremover.

Indhold i sprøjtejournalen

Sprøjtejournalen skal fra. 1. august 2025 indeholde følgende punkter:
Entydig identifikation af marken/arealet (marknummer/markID, som skal være identisk med det ID, der er anført i fællesskemaet).
Afgrøde eller kultur som er angivet på etiketten for det godkendte plantebeskyttelsesmiddel og/eller som indgår i Miljøstyrelsens afgrødeliste.
Marken/arealets samlede areal i hektar med to decimaler eller m2.
Afgrødens vækststadie ifølge BBCH-skalaen (ved krav i produktets etikette).
Angivelse af anvendt plantebeskyttelsesmiddel med navn og registreringsnummer.
Anvendt dosering.
Dato for anvendelse.
Behandlet areal (nettoareal).
For plantebeskyttelsesmidler med ’bimærke’ skal der ved behandling i blomstrende afgrøder angives starttidspunkt for sprøjtningen (hele time).
Ejer eller brugers CVR-nummer samt CVR-nummer for den bruger/virksomhed, som udfører sprøjtningen, hvis sidstnævnte er forskellig fra ejer/bruger.
Dokumentation for brug af afdriftsreducerende dyser ved reduktion i afstandskrav og ved brug af pesticider med krav om brug af afdriftsreducerende udstyr i hele marken, f.eks. produkter med indhold af prosulfocarb (dokumentation heraf behøver ikke være en del af sprøjtejournalen)
Bruger du et digitalt værktøj som FarmTracking, Næsgaard Mobile eller Mark Online til at føre journal, vil alle krav til indhold automatisk blive overholdt.

Sprøjtejournalen skal fremover føres ”uden unødigt ophold”. Tidligere var fristen 7 dage efter behandlingen. Det betyder, at journalen som udgangspunkt bør føres straks efter sprøjteopgavens afslutning. Journaldata skal som hidtil gemmes i 3 år.

Udlevering af sprøjtejournal ved kontrol

Der gælder fortsat, at sprøjtejournalen som udgangspunkt skal udleveres straks ved kontrolbesøg. Af vejledningen fremgår:

”Sprøjtejournalen skal udleveres straks under kontrolbesøget eller den skal anskaffes via en planteavlskonsulent samme dag eller hurtigst muligt herefter. Hvis virksomheden benytter maskinstation/entreprenør, skal sprøjtejournalen herfra fremskaffes samme dag eller hurtigst muligt herefter”.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver hos Fjordland...

MICHAEL RIIS

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
cloud-uploadprinterfile-addphone-handsetspell-check linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram