+45 96 15 30 00

5. marts 2025

Pløjefri etablering af vårsæd - harvning eller direkte såning?

Alle - nye som gamle i det pløjefri fag – kan have gavn af at få opfrisket hvordan man bedst etablerer vårsæden, og efter sidste års langstrakte forår, hvor mange for første gang prøvede at etablere vårsæd uden pløjning, er det måske på sin plads at samle lidt op på erfaringerne.

Et år hvor etableringen trækker ud, er ikke den bedste forudsætning for at etablere vårsæd uden pløjning for første gang. Alligevel var der mange der prøvede i 2024 – heldigvis med god succes.

Selvom beslutningen skal tages meget tidligere i forløbet, kan det alligevel lykkedes at etablere uden at pløje. Du bør nemlig forberede marken måske allerede i det sene efterår eller i vinterperioden, afhængig af jordtype.
Lars Andreasen er uddannet FRDK PløjefriRådgiver.
De milde sandede jorde behøver ikke forberedes tidligt – her skal du blot sikre dig at efterafgrøden er tilstrækkeligt nedvisnet eller omsat.

På mellem-jordene, eller de lerede jorde skal du i god tid forberede evt. nedvisning af efterafgrøderne, eller lave en øverlig jordbearbejdning for at sikre at jorden varmes hurtigt op.

Efterafgrøderne nedvisnes sent efterår eller tidlig vinter hvis det drejer sig om korsblomstrede efterafgrøder – så omsætningen kan begynde. Græsefterafgrøder derimod skal nedvisnes og nedmuldes senest 2-3 uger inden såning. På de sandede jorde skal det korte interval begrænse den potentielle udvaskning hen over vinteren.

Skal vårsæden på en lerjord etableres med harvning kan du med fordel ”åbne” jorden i vinterperioden – gerne på en frostskorpe. Så kan du køre på marken uden at lave spor og trykskader. Er der ikke en frostskorpe, skal du harve meget øverligt når jorden er så tør som muligt - så tidligt som muligt. Ved at bryde jorden får du gjort overfladen meget større, end hvis den havde ligget urørt siden høst, og du får påbegyndt omsætningen af en evt. efterafgrøde. Den større overflade modtager sollys meget bedre end en glat overflade, og opvarmningen sker hurtigere i foråret. Samtidig kan jorden bedre få luft og det er også med til at øge temperaturen og fordampningen til den tid. På de sandede jorde kan vi også have behov for at få større overflade og hurtigere opvarmning, men der er desværre også risiko for udvaskning, hvis det sker for tidligt. Åbningen af overfladen må gerne efterlade marken lidt grov – men ikke grovere end at du kan få den jævn og fin når du etablerer vårsæden.
Jeg har i efterårets løb anbefalet en del at få startet omsætningen af efterafgrøderne ved at enten tromle eller harve meget øverligt i en frostperiode hen over vinteren. Jeg kan dog konstatere at vi her i det nordvestjyske endnu ikke har haft ret mange af disse forstdage, så jeg er lidt spændt på om det er lykkedes. Hvis det ikke er lykkedes endnu, så handler det om at komme tidligt i gang – lige når foråret starter.

LARS ANDREASEN

Planterådgiver
KONTAKT OS NU
I min del af landet er der husdyrgødning på alt jord, og det skal som bekendt helst nedfældes inden såning. Derfor er den helt direkte model heller ikke så udbredt her. Mange kunne lade sig friste af at lade maskinstationen stå for den første jordbearbejdning med gyllenedfælderen. Det er bestemt også en mulighed, hvis man kan stole på - og regne med maskinstationen. Der skal nemlig ikke køres gylle på marken før den er helt klar til det! Et ”gyllesæt” er tungt og kan lave nogle voldsomme spor, hvis ikke marken er tjenlig. Samtidig har vi en del dårlige erfaringer med at en ikke omsat efterafgrøde har tendens til at slæbe i nedfælderen, og udsynet til nedfælderen er bare ikke så god, som til en harve, og derfor opleves det desværre, at der slæbes i bunker og laves et ujævnt stykke arbejde.
Lars Andreasen er her i marken med sin pløjefri grovfoder ERFA gruppe
Når gyllen er nedfældet, kan der enten såes direkte derefter, eller laves en udjævnende jordbearbejdning inden den egentlige såning. Giv lige gyllen en tre-fire dage til at trænge ind i jorden inden såning. Er du ny udi det pløjefri system kræver etableringen nok lidt dybere bearbejdning, end hvis du har været pløjefri i mange år. Der skal dog ikke arbejdes dybere, end at efterafgrøder og stubrester lige nøjagtigt er godt nok indarbejdet til at der kan etableres et fint såbed. Det er selvfølgelig forudsat at der ikke findes en gammel pløje- eller harvesål der forhindrer rodvæksten.

Til de nye kan jeg kun opfordre til at I prøver jer frem med forskellige harvedybder på den samme mark, og følger resultatet i fremspiringen og gennem sæsonen. Start øverligt og sænk arbejdsdybden for hver gang du kører over marken indtil tilfredsstillende. Det er sådan du høster gode erfaringer, og lærer din jord bedre at kende.

For dem der sår helt direkte, handler det om evt. at strigle marken igen, så marken kan ånde. Hermed kan I få en fornemmelse af, hvor tæt I er på såtidspunktet. Er der gylle involveret i det direkte såede system, så kan det være at der skal strigles efter at gyllen er skåret ned med skiveskærene.

Er du helt ny udi direkte såning af vårsæd, så skal du virkelig følge markerne tæt i foråret, og sikre dig at der er tilstrækkelig løs overjord til at du kan få dækket kernerne tilstrækkeligt ved såningen. Jeg må i det tilfælde stærkt anbefale at have is i maven og først etablere afgrøden når du er helt sikker på at marken er klar. Husk på: der er ingen der har måttet sælge ejendommen ved at udsætte såningen et par dage. Chancen for at mislykkedes er større ved at komme for tidligt på! Er du ikke helt tryg ved den helt direkte etablering, så skal du ikke skamme dig over at bruge en øverlig harvning. Det er din avl og din indtjening det handler om.

Hvor meget glyphosat skal bruges, og hvornår?

Jeg skelner mellem to scenarier: græsefterafgrøder og korsblomstrede efterafgrøder. Græsefterafgrøder, med en stor plantemasse som i år, kræver i omegnen af 1100 gram aktivstof pr. ha., og tilsæt gerne ammoniumsulfat og spredeklæbemiddel og husk fine dråber osv, som I lærer på sprøjteopfølgningskurserne. De korsblomstrede efterafgrøder skal helst nedvisnes tidligt, og derfor er 600-800 gram aktivstof nok. Hvis der derimod er væselhale eller andre grove græsser at finde i bundet af efterafgrøderne skal du også her bruge 1100-1200 gram aktivstof pr. ha.

Den gamle tommelfingerregel med at vårbyg skal ”fines ned” og ikke ”svines ned” gælder stadig, og det skal selvfølgelig altid tilstræbes. Når man tager især sidste forår i betragtning, så bliver man glædelig overrasket over hvad der rent faktisk kan lade sig gøre selv på marker der måske ikke er helt sunde, og såningen bliver sen. Grunden til at sådan noget alligevel lykkedes, er at disse marker får den nødvendige opmærksomhed. Det var måske en læring alle kunne tage med videre: når ting får den fornødne opmærksomhed, så lykkedes det næsten altid!

God sæson og god fornøjelse med etableringen af vårsæden.

Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

LARS B. ANDREASEN

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram