+45 96 15 30 00

4. oktober 2023

Registrering af bladlus i vinterbyg og vinterhvede

Der er pt. registreret i 22 hvedemarker, og der er fundet bladlus i 20 af markerne (0,1-16,0 pct. angrebne planter). Hvedemarkerne er sået 4.-15. september, og en enkelt mark er sået usædvanlig tidligt nemlig 18. august (her er 2 pct. angrebne planter).

Der er pt. registreret i 15 vinterbygmarker, og der er fundet bladlus i 14 af markerne ( 1,0-20,0 pct. angrebne planter). Vinterbygmarkerne er sået 2.-15. september, og en enkelt mark er sået usædvanlig tidligt nemlig 12. august (her er 1 pct. angrebne planter). Begge de tidligt såede marker ligger i Vestjylland (Lemvig).

Finder man bladlus på 2-3 procent af planterne, anbefales en bekæmpelse, såfremt marken er sået før ca. 20.-25. september. Jo tidligere såning jo større risiko for angreb. For hver uges udsat såtid opnås op til en halvering af angreb af havrerødsot.

I denne uge har der i de tidligt såede marker været mindst 2-3 procent angrebne planter i 12 af 15 vinterbygmarker og i 14 af 22 vinterhvedemarker, så vær i år meget obs på bladlus i tidligt såede marker.
Evt. bekæmpelse kan i tidligt såede marker være aktuel fra 3-4 bladstadiet. Ved kraftige angreb kan bekæmpelse være aktuel tidligere. Jo færre udviklede blade ved bekæmpelse jo kortere virkningstid. Ved bekæmpelse senere på året er temperaturen lavere og nyvæksten derfor mindre. På denne årstid kan bekæmpelse derfor udføres ved færre blade.

Vær også obs på evt. angreb i tidligt sået rug. I et landsforsøg i ”havrerødsotåret” 2015 var udbyttetabet i rug i angrebne pletter 28 procent. I hvede var tabet i angrebne pletter i gennemsnit af 13 forsøg 46 procent (variation 26-62 pct.). I 2 orienterende forsøg i vinterbyg var tabet i angrebne pletter ca. 60 hhv. 90 pct.
Til bekæmpelse kan anvendes 0,05-0,075 kg Kaiso Sorbie eller 0,05-0,1 l Mavrik. Begge midler må kun anvendes 1 gang om efteråret.

Vinterbygsorterne Orcade og Sensation er tolerante mod havrerødsot, og større udbyttetab forekommer derfor heldigvis ikke. Bekæmpelse af bladlus i disse sorter kan derfor oftest undlades. Ved kraftige angreb af havrerødsot kan der dog forekomme mindre udbyttetab i de tolerante sorter. Ved såning før ca. 15. september og kraftige angreb af bladlus kan bekæmpelse undtagelsesvis være aktuel i de tolerante sorter.

Markerne undersøges bedst ved at man lægger sig ned og kigger på bladene i modlys. Hvis der er en eller flere ”mørke pletter” på bladene, kan en nærmere undersøgelse afgøre, om det er bladlus eller ej. Bladlusene kan også sidde på stænglerne lige i jordoverfladen. Ofte er der flest bladlus, hvor der er gode læforhold langs hegn o.lign.

Også lokalt er der meldt om fund af bladlus i mange af de tidligt såede marker – så hold markerne under observation.
Kontakt din planterådgiver, hvis du har behov for sparring...

MICHAEL RIIS

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram