Svampesygdomme og skadedyr i vårbyg
4. registrering er foretaget.
Svampesygdomme: Angrebene af alle 4 svampesygdomme er stadig svage. Bygrust er mest udbredt, men der er kun udløst bekæmpelse i 1 procent af de ubehandlede marker. Angrebene af bygbladplet er også svage. Mest bygbladplet er fundet i de meget modtagelige sorter RGT Planet og Avenue, men her er heller ikke udløst bekæmpelse.
Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter frem til vækststadie 65 (blomstring) ved over 10 procent angrebne planter. De fleste af de dyrkede sorter er modtagelige.
Bygbladplet bekæmpes i meget modtagelige (RGT Planet, Avenue) og modtagelige sorter (Skyway, Prospect, Focus, Lexy ) ved over 10-25 procent angrebne planter frem til vækststadie 65 (blomstring).
Angrebene af skoldplet er meget svage.
Det tørre vejr medfører at bygrust og i modtagelige sorter også bygbladplet er målet for evt. bekæmpelse. Der kan derfor i mange marker anvendes billige midler med god effekt mod rust. Jo senere bekæmpelse jo lavere dosis er nødvendig.
Der er ikke fundet angreb af Ramularia. Bekæmpelse målrettet Ramularia anbefales ikke, da år med betydende angreb er meget sjældne, og der skal benyttes meget høje doser af Propulse for at få tilstrækkelig effekt. Bekæmpelse skal endvidere udføres før symptomer ses.
Skadedyr: Der er fundet bladlus i ca. 80 procent af de ubehandlede observationer, og angrebene har bredt sig i den forløbne uge. Bekæmpelsestærsklen for bladlus på mindst 40 procent angrebne strå er overskredet på ca. 20 procent af lokaliteterne.
Den vejledende bekæmpelsestærskel er ligesom i vinterhvede 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse og 40 procent angrebne strå, hvis der ikke samtidig er behov for svampebekæmpelse. Et strå tæller som angrebet, blot der findes én bladlus pr. strå. Bekæmpelse tilstræbes udført før der udvikles kraftige angreb, da kraftige angreb kan være svære at bekæmpe effektivt i vårsæd.
Angrebene af bladlus er traditionelt højest i de sydlige og østlige egne og lavest i Vest- , Midt- og Nordjylland.
Det langvarige tørre vejr fremmer bladlusene, og det er vigtigt at undersøge markerne for angreb.
I nogle marker er også mange kornbladbiller. Der er fundet op til 50 procent strå med larver. Den vejledende bekæmpelsestærskel er 0,5-1,0 larve pr. strå indtil omkring begyndende skridning, hvorefter bekæmpelse ikke længere anbefales.
Til bekæmpelse af bladlus i vårsæd kan f.eks. anvendes 0,125 kg Pirimor 500 WG. Dosis kan nedsættes til 0,05 kg ved anvendelse på et tidligt vækststadie eller i tynde marker, hvor det er lettere at ramme bladlusene. Pirimor skåner nyttedyr, så der er mindre risiko for, at bladlusene igen opformerer sig i marken. Ved mange kornbladbillelarver anbefales derimod pyrethroider (0,15 kg Lamdex (må anvendes i st. 9-12 og 37-65), 0,075 kg Kaiso Sorbie, 0,1 l Mavrik). Evt. kan der anvendes en blanding af Pirimor med et af disse midler i reduceret dosis, dvs. f.eks. 0,05 kg Pirimor + 0,1 kg Lamdex.
Visuelt vurderet opnås den bedste effekt mod bladlus i vårsæd ofte med Pirimor, mens der efter brug af pyrethroider tit efterlades flere bladlus. Tidligere års forsøg med bladlusbekæmpelse viser dog, at merudbyttet ved brug af pyrethroider ikke er lavere end ved brug af Pirimor.
I tætte marker er det vigtigt at anvende meget vand og langsom kørsel, så sprøjtevæsken kan trænge ned i afgrøden til bladlusene, der opholder sig på stråene i jordoverfladen og under de nedre blade. Anvend på tørre planter mindst 200 l vand og gerne mere afhængig af plantemassen (vækststadie og buskning). Ved sprøjtning på fugtige planter kan vandmængden reduceres.
Det gennemsnitlige vækststadie er 48 (tæt på første stak synlig), og variationen er vækststadie 37-53.