+45 96 15 30 00

4. maj 2023

Registrering af skadegørere i vinterraps, vinterbyg, rug og hvede

Lys bladplet i vinterraps
Der er denne uge bedømt i 22 marker. Der er fundet angreb i mange marker, men meget svage angreb (0,1-3 procent dækning). I en enkelt mark er fundet 5 procent dækning.
Ved mere udbredte angreb anbefales løsninger under blomstring med effekt også mod lys bladplet. Pictor Active, Propulse og Prosaro har bedst effekt mod lys bladplet.
Bladribbesnudebiller i vinterraps
Forekomsten af bladribbesnudebiller i gule fangbakker er denne uge aflæst i 33 marker.
Der er fundet bladribbesnudebiller på mange lokaliteter, men i et lavt antal. Der er ikke nye lokaliteter med fangster over tærsklen i den forløbne uge. I år er således fundet over tærsklen i 5 af markerne, og bekæmpelse er udført i disse marker. Evt. bekæmpelse af bladribbesnudebiller er nu ikke længere aktuel.
Svampesygdomme i vinterbyg
Skoldplet og dernæst bygrust er mest udbredt. Mest skoldplet er fundet i Bordeaux, Valerie og KWS Tardis. Vær især obs på skoldplet ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning, hvor tærsklen er lavere. Angrebene ligger på niveau med angrebet i de 2 foregående år.
Tilfælde af bygrust er fundet i alle sorter. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter i vækststadie 32-65 (2 knæ udviklet til blomstring) ved over 10 procent angrebne planter. Der er udløst bygrustbekæmpelse i knap 10 procent af observationerne. Angrebene ligger under niveauet i de 2 foregående år.
Angrebene af meldug og bygbladplet er overvejende svage.
Ved et tidligt bekæmpelsesbehov i vækststadium 31-33 (1-3 knæ udviklet) kan anvendes billige bredspektrede midler i omkring 25-30 procent dosis.
Af midlerne Proline/Proline Xpert EC 240/Prosaro/Folicur Xpert EC 240 har de førstnævnte midler bedst effekt mod skoldplet. Mod rust er rækkefølgen omvendt. De førstnævnte midler tæller også mindst i triazolregnskabet. Anvendes der f.eks. 0,25-0,3 l Proline Xpert EC 240 i vækststadie 30-32, så tæller det 40-48 procent i triazolregnskabet. Propulse og Comet Pro, som ofte anvendes senere, tæller ikke med i triazolregnskabet.
I de længst udviklede marker med behov kan f.eks. anvendes 0,3-0,45 l Propulse + 0,2-0,25 l Comet Pro. Der kan også anvendes f.eks. 0,3-0,45 l Propulse + 0,15-0,2 l Proline Xpert, som i vækststadie 38-69 tæller 6-8 procent i triazolreglerne. Blandingen 0,25-0,35 l Pictor Active + 0,2-0,3 l Propulse tæller heller ikke med i triazolregnskabet.
Det gennemsnitlige vækststadie er 34 (variation 32-39).

Svampesygdomme i rug
2. registrering er foretaget. Der er kun fundet meldug hhv. brunrust i en enkelt mark (0,5 hhv. 5 procent angrebne planter). Skoldplet er mest udbredt. Skoldplet bekæmpes fra vækststadie 32 (2 knæ udviklet) og efter en periode med fugtige forhold, og kun når angrebet breder sig op ad planterne. Hvor skoldplet breder sig opad planterne kan anvendes f.eks. 0,25 l Prosaro, som tæller 24 hhv. 13 procent i triazolreglerne i vækststadie 33-37 hhv. vækststadie 38-69.
Det gennemsnitlige vækststadie er 35 (tæt på at fanebladet bliver synligt, variation 32-39).
Svampesygdomme i vinterhvede
2. registrering er foretaget.
Der er ikke fundet gulrust, brunrust eller meldug.
Septoria bedømmes i registreringsnettet først fra vækststadie 32 (2 knæ udviklet), da der tidligt i sæsonen altid er angreb på alle planter på de nedre blade. Fra den kommende uge foreligger derfor flere og mere retvisende bedømmelser af angreb af Septoria.
Fra praksis er i flere tilfælde meldt om mere Septoria pt. end set på samme tidspunkt i de seneste forår, især i tidligt såede marker og også i mindre modtagelige sorter. Såkaldte qPCR test udført ved AU, Flakkebjerg viser også, at der pt. findes mere Septoriasmitte på de pt. 2 øverste fuldt udviklede blade end i de foregående 2 år.
Bekæmpelse rettet mod Septoria anbefales tidligst fra vækststadie 32 (2 knæ udviklet). Her er det, som bliver til 3. øverste blad, fremme og kan smittes. I modtagelige sorter (RGT Bairstow, KWS Extase, Champion, Rembrandt, KWS Dawsum, Chevignon samt sortsblandingerne NOS Hvede mix 2210 og HK Hvedemix 2022) udløser 4 dage med nedbør eller mindst 20 timer med vedvarende bladfugt optalt fra vækststadie 32 en behandling.
Hvor Septoria ses udbredt på planterne og også relativt højt oppe i afgrøden, kan der også være behov for en tidlig bekæmpelse.
Til tidlig bekæmpelse kan anvendes 0,25-0,3 l Proline Xpert (tæller 30-36 procent i triazolreglerne i vækststadie 30-32) eller 0,2-0,25 l Proline, som ikke tæller i triazolreglerne og har mindre god effekt mod gulrust. I gulrustmodtagelige sorter (Heerup, RGT Stokes, KWS Extase, DLG Wheet Mix star (indeholder Heerup og RGT Stokes)) kan derfor anvendes Proline Xpert eller evt. tilsættes omkring 0,2 l Comet Pro til Proline.
Det gennemsnitlige vækststadie er 31 (1 knæ udviklet). Variationen er vækststadie 30-33 (strækning til 3 knæ udviklet).
Septoria på nedre blade i Pondus i registreringsnettet ved Ringsted. Fotograferet 1. maj 2023 af Irene Skovby Rasmussen, VKST.

MICHAEL RIIS

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIV
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram