+45 96 15 30 00

11. marts 2026

Registreringsnet uge 11 - 2026

1. registrering af lys bladplet

Foto 1. Fotos fra samme rapsmark 24. februar hhv. 6. marts. Frostsvidninger og henfaldne blade gør det svært at bedømme evt. angreb af lys bladplet, men det milde vejr har sat gang i væksten, så det bliver nemmere.
Forekomsten af lys bladplet følges fra indeværende uge igen i ca. 25 vinterrapsmarker. Den vejledende bekæmpelsestærskel ved begyndende strækning er 20 procent angrebne planter og mindst 5 procent dækning.

Lys bladplet er i de fleste år kun et mindre problem i raps, men bekæmpelse kan være aktuel i visse år i nogle marker, så følg udviklingen. Svampen trives bedst i milde vintre og ved fugtige forhold efterår, vinter og forår.

Der er pt. bedømt i 22 marker, og der er ikke fundet angreb.
I mange marker er der frostsvidninger og henfald af blade, som kan gøre det svært at bedømme evt. angreb. Mange marker er dog vokset godt i den seneste tid med mildt vejr, så det bliver nemmere at bedømme evt. angreb.
Til bekæmpelse kan anvendes 0,4 l/ha Folicur Xpert EC 240 (131 kr), 0,4 l Prosaro (144 kr), (må bruges hvis også gråskimmel) eller 1,0 l Architect + 0,5 l ammoniumsulfatopløsning (294 kr).1,0 l Architect indeholder 0,5 l Comet Pro + 0,5 Medax Top.

Folicur Xpert EC 240 (0,4 l tæller 96 pct.) og Prosaro (0,4 l tæller 75 pct.) tæller med i triazolregnskabet, men der er gode muligheder for at vælge løsninger uden triazol under blomstringen.

I gennemsnit af 4 landsforsøg med lys bladplet i 2024 har 0,5 l Prosaro og 1,0 l Architect + 0,5 l ammoniumsulfatopløsning resulteret i nettomerudbytter på samme niveau (ca.1,5-2,0 hkg/ha). Hvis lys bladplet efter behandling derimod går i stå grundet tørre forhold, vil Architect være en dyrere løsning.

1. registrering af bladribbesnudebiller

Foto 2. Bladribbesnudebiller fra gul fangbakke fotograferet 8. marts 2026 af Irene Skovby Rasmussen, VKST. Bemærk den hvide plet på ryggen og de rødgule fødder.
Forekomsten af bladribbesnudebiller følges igen i år via gule fangbakker i ca. 25 vinterrapsmarker. Der er udsat 4 fangbakker pr. mark, hvoraf en fangbakke er udsat ved hegn, fordi der ofte er flest bladribbesnudebiller ved hegn (overvintringssted). Fangbakkerne blev sat ud i markerne i den forløbne uge, og første tømning er foretaget i indeværende uge.

Bladribbesnudebillerne kan optræde i omkring 8 uger i markerne. Fangbakkerne bruges til at vurdere bekæmpelsesbehovet og evt. bekæmpelsestidspunktet. Den vejledende bekæmpelsestærskel er 15 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke pr. uge. Tærsklen er lavt sat og skal som minimum være nået, før bekæmpelse udføres.
Hvis det er let at finde bladribbesnudebillerne på planterne, anbefales bekæmpelse også.

Der er pt. aflæst fangster i 22 marker og fundet bladribbesnudebiller på 13 lokaliteter med 1-11,75 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke. Der er således ikke fundet bladribbesnudebiller over den vejledende bekæmpelsestærskel på nogen af lokaliteterne. Det lune vejr i den forløbne uge har startet aktiviteten. De to lokaliteter med de højeste fangster på 11,75 og 9,5 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke ligger ved Ringsted, hvor der også i alle tidligere år har været flest bladribbesnudebiller.

Tærsklen i fangbakkerne er ikke sikker, og i landsforsøgene de senere år har et givet antal bladribbesnudebiller i fangbakkerne resulteret i forskellige angrebsgrader. Det skyldes, at hunnerne lægger flest æg ved høje temperaturer. Nettomerudbytterne for bekæmpelse har i 4 års landsforsøg varieret fra 0-4 hkg/ha.

Evt. bekæmpelse skal først udføres nogle dage efter de første fangster, fordi æglægningen først sker efter nogen tid. Hvis det er lunt (12°C) udføres bekæmpelse efter 7 dage. Hvis det er køligt (under ca. 10°C) kan bekæmpelse trækkes, da bladribbesnudebillerne først lægger æg i lunt vejr.

Til bekæmpelse kan anvendes 0,2 kg Lamdex eller 0,1 kg Kaiso Sorbie. Hvis Kaiso Sorbie har været anvendt i efteråret kan kun anvendes Lamdex, da Kaiso Sorbie kun må anvendes 1 gang pr. sæson og Lamdex 3 gange. Mospilan 20 SG (mindre anvendelse mod glimmerbøsser) er næsten uden effekt mod bladribbesnudebiller.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

MICHAEL RIIS

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram