2. registrering af lys bladplet
Forekomsten af lys bladplet følges igen i år i ca. 25 vinterrapsmarker. Den vejledende bekæmpelsestærskel ved begyndende strækning er 20 procent angrebne planter og mindst 5 procent dækning.
Lys bladplet er i de fleste år kun et mindre problem i raps, men bekæmpelse kan være aktuel i visse år i nogle marker, så følg udviklingen. Svampen trives bedst i milde vintre og ved fugtige forhold efterår, vinter og forår.
Der er pt. bedømt i 21 marker, og der er ikke fundet angreb.
Markerne er vokset godt i den seneste tid, så det er blevet nemmere at bedømme evt. angreb.
Til bekæmpelse kan anvendes 0,4 l/ha Folicur Xpert EC 240 (131 kr), 0,4 l Prosaro (144 kr), (må bruges hvis også gråskimmel) eller 1,0 l Architect + 0,5 l ammoniumsulfatopløsning (294 kr).1,0 l Architect indeholder 0,5 l Comet Pro + 0,5 Medax Top.
Folicur Xpert EC 240 (0,4 l tæller 96 pct.) og Prosaro (0,4 l tæller 75 pct.) tæller med i triazolregnskabet, men der er gode muligheder for at vælge løsninger uden triazol under blomstringen.
Nogle grovvarefirmaer sælger i år midlet Joust, som indeholder samme aktivstof og -mængde som Proline EC 250, men har en anden godkendelse (tjek brugsanvisningen). Joust er i modsætning til Proline EC 250 også godkendt i vinterraps og må anvendes i vækststadie 30-32 og 60-69. Midlet tæller ikke med i triazolregnskabet og har god effekt mod lys bladplet, men lys bladplet er ikke nævnt på etiketten, så midlet må kun anvendes, hvis der samtidig er angreb af rodhalsråd. 0,3 l Joust (95 kr) anbefales.
I gennemsnit af 4 landsforsøg med lys bladplet i 2024 har 0,5 l Prosaro og 1,0 l Architect + 0,5 l ammoniumsulfatopløsning resulteret i nettomerudbytter på samme niveau (ca.1,5-2,0 hkg/ha). Hvis lys bladplet efter behandling derimod går i stå grundet tørre forhold, vil Architect være en dyrere løsning.
2. registrering af bladribbesnudebiller
Forekomsten af bladribbesnudebiller følges igen i år via gule fangbakker i ca. 25 vinterrapsmarker. Der er udsat 4 fangbakker pr. mark, hvoraf en fangbakke er udsat ved hegn, fordi der ofte er flest bladribbesnudebiller ved hegn (overvintringssted).
Bladribbesnudebillerne kan optræde i omkring 8 uger i markerne. Fangbakkerne bruges til at vurdere bekæmpelsesbehovet og evt. bekæmpelsestidspunktet. Den vejledende bekæmpelsestærskel er 15 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke pr. uge.
Tærsklen er lavt sat og skal som minimum være nået, før bekæmpelse udføres.
Hvis det er let at finde bladribbesnudebillerne på planterne, anbefales bekæmpelse også.
Der er pt. aflæst fangster i 24 marker og fundet bladribbesnudebiller på 8 lokaliteter med 0,25-8,5 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke. Der er således ikke fundet bladribbesnudebiller over den vejledende bekæmpelsestærskel på nogen af lokaliteterne. Det kølige vejr i den forløbne uge har nedsat aktiviteten i forhold til 1. aflæsning, hvor det var lunere. De to lokaliteter med de højeste fangster på 8,5 og 8,25 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke ligger ved Ringsted/Sorø, hvor der også i alle tidligere år har været flest bladribbesnudebiller.
Tærsklen i fangbakkerne er ikke sikker, og i landsforsøgene de senere år har et givet antal bladribbesnudebiller i fangbakkerne resulteret i forskellige angrebsgrader. Det skyldes, at hunnerne lægger flest æg ved høje temperaturer. Nettomerudbytterne for bekæmpelse har i 4 års landsforsøg varieret fra 0-4 hkg/ha.
Evt. bekæmpelse skal først udføres nogle dage efter de første fangster, fordi æglægningen først sker efter nogen tid. Hvis det er lunt (12°C) udføres bekæmpelse efter 7 dage. Hvis det er køligt (under ca. 10°C) kan bekæmpelse trækkes, da bladribbesnudebillerne først lægger æg i lunt vejr.
Til bekæmpelse kan anvendes 0,2 kg Lamdex eller 0,1 kg Kaiso Sorbie. Hvis Kaiso Sorbie har været anvendt i efteråret kan kun anvendes Lamdex, da Kaiso Sorbie kun må anvendes 1 gang pr. sæson og Lamdex 3 gange. Mospilan 20 SG (mindre anvendelse mod glimmerbøsser) er næsten uden effekt mod bladribbesnudebiller.