+45 96 15 30 00

8. april 2026

Registreringsnet uge 14 og 15: Lys bladplet og bladribbesnudebiller i vinterraps

4. registrering af lys bladplet

Lys bladplet er i de fleste år kun et mindre problem i raps, men bekæmpelse kan være aktuel i visse år i nogle marker, så følg udviklingen. Svampen trives bedst i milde vintre og ved fugtige forhold efterår, vinter og forår. Det forholdsvis tørre forår hæmmer udviklingen.

Der er pt. bedømt i 23 marker, og der er kun fundet angreb i en enkelt mark, hvor der var svage angreb (4 procent angrebne planter).

Til bekæmpelse kan anvendes 0,4 l/ha Folicur Xpert EC 240 (131 kr), 0,4 l Prosaro (144 kr), (må bruges hvis også gråskimmel) eller 1,0 l Architect + 0,5 l ammoniumsulfatopløsning (294 kr).1,0 l Architect indeholder 0,5 l Comet Pro + 0,5 Medax Top.

Folicur Xpert EC 240 (0,4 l tæller 96 pct.) og Prosaro (0,4 l tæller 75 pct.) tæller med i triazolregnskabet, men der er gode muligheder for at vælge løsninger uden triazol under blomstringen.

Nogle grovvarefirmaer sælger i år midlet Joust, som indeholder samme aktivstof og -mængde som Proline EC 250, men har en anden godkendelse (tjek brugsanvisningen). Joust er i modsætning til Proline EC 250 også godkendt i vinterraps og må anvendes i vækststadie 30-32 og 60-69. Midlet tæller ikke med i triazolregnskabet og har god effekt mod lys bladplet, men lys bladplet er ikke nævnt på etiketten, så midlet må kun anvendes, hvis der samtidig er angreb af rodhalsråd. 0,3 l Joust (95 kr) anbefales.
Rapsplante tæt på vækststadie 52 (øverste knopper er frie og i samme højde som de yngste blade) fotograferet 29. marts 2026. Vækststadiet er opnået, når halvdelen af planterne er i vækststadiet. Vækststadier kan forløbe parallelt. Ofte foregår strækningen i raps parallelt med udvikling af blomsteranlæg. Vælg altid det mest fremskredne vækststadie.
I gennemsnit af 4 landsforsøg med lys bladplet i 2024 har 0,5 l Prosaro og 1,0 l Architect + 0,5 l ammoniumsulfatopløsning resulteret i nettomerudbytter på samme niveau (ca.1,5-2,0 hkg/ha). Hvis lys bladplet efter behandling derimod går i stå grundet tørre forhold, vil Architect være en dyrere løsning.

4. registrering af bladribbesnudebiller

Forekomsten af bladribbesnudebiller følges igen i år via gule fangbakker i ca. 25 vinterrapsmarker. Der er udsat 4 fangbakker pr. mark, hvoraf en fangbakke er udsat ved hegn, fordi der ofte er flest bladribbesnudebiller ved hegn (overvintringssted).

Bladribbesnudebillerne kan optræde i omkring 8 uger i markerne. Fangbakkerne bruges til at vurdere bekæmpelsesbehovet og evt. bekæmpelsestidspunktet. Den vejledende bekæmpelsestærskel er 15 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke pr. uge. Tærsklen er lavt sat og skal som minimum være nået, før bekæmpelse udføres.
Hvis det er let at finde bladribbesnudebillerne på planterne, anbefales bekæmpelse også.
De gule fangbakker hæves, efterhånden som rapsen vokser. Fotograferet 29. marts 2026 af Irene Skovby Rasmussen, VKST.
Der er pt. aflæst fangster i 23 marker og fundet bladribbesnudebiller på 10 lokaliteter. Der er fundet 0,5-6,0 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke. Kun på 1 lokalitet har bekæmpelsestærsklen hidtil været overskredet. På 1 lokalitet ved Aarhus blev der ved aflæsningen den 24. marts fundet 26 bladribbesnudebiller i gennemsnit pr. fangbakke.
Tærsklen i fangbakkerne er ikke sikker, og i landsforsøgene de senere år har et givet antal bladribbesnudebiller i fangbakkerne resulteret i forskellige angrebsgrader. Det skyldes, at hunnerne lægger flest æg ved høje temperaturer.
Nettomerudbytterne for bekæmpelse har i 4 års landsforsøg varieret fra 0-4 hkg/ha.

Evt. bekæmpelse skal først udføres nogle dage efter de første fangster, fordi æglægningen først sker efter nogen tid. Hvis det er lunt (12°C) udføres bekæmpelse efter 7 dage. Hvis det er køligt (under ca. 10°C) kan bekæmpelse trækkes, da bladribbesnudebillerne først lægger æg i lunt vejr. Ved lunt vejr i den kommende tid kan bekæmpelse være aktuel i marken ved Aarhus med fangster over tærsklen. Evt. bekæmpelse anbefales kun i marker med fangbakker og kun ved fangster over tærsklen.

Til bekæmpelse kan anvendes 0,2 kg Lamdex eller 0,1 kg Kaiso Sorbie. Kaiso Sorbie har bladribbesnudebiller på etiketten, mens Lamdex kun må anvendes, hvis der samtidig er angreb af glimmerbøsser eller andre skadedyr, som er nævnt på etiketten. Hvis Kaiso Sorbie har været anvendt i efteråret, kan kun anvendes Lamdex, da Kaiso Sorbie kun må anvendes 1 gang pr. sæson og Lamdex 3 gange. Lamdex må anvendes fra vækststadie 52. Mospilan 20 SG (mindre anvendelse mod glimmerbøsser) er næsten uden effekt mod bladribbesnudebiller.

Lokale observationer i uge 15

I de lokale optællinger her efter påske, er der i alt fundet 5 Bladribbesnudebiller i 4 bakker og ligeledes 5 glimmerbøsser på Salling. I Thy er der ikke fundet hverken Bladribbesnudebiller eller Glimmerbøsser.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver hos Fjordland...

MICHAEL RIIS

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram