18. april 2024
Registreringsnet uge 16: Udviklingen af lys bladplet og bladribbesnudebiller i vinterraps og svampesygdomme i vinterbyg
Lys bladplet i raps. Angreb på stængel (ligner "hudafskrabning") og blade fotograferet 14. april 2024
LYS BLADPLET
Angrebene er fortsat overvejende svage. Fra praksis er meldt om enkeltmarker med mere udbredte angreb.
Ved mere udbredte angreb kan der under blomstring anvendes svampemidler, som yderligere har god effekt mod lys bladplet, dvs. Propulse, Pictor Active og Prosaro.
De længst udviklede marker er nu i vækststadie 61-65 (10 til 50-60 procent af blomsterne på hovedskuddet udsprunget).
BLADRIBBESNUDEBILLER
Aflæsning af den forløbne uges fangster er netop foretaget i 31 marker. Bladribbesnudebillerne er fortsat aktive, og aktiviteten er øget i forhold til ugen før. Der er fundet bladribbesnudebiller på ca. 75 procent af lokaliteterne, og i 9 marker (3 marker Sjælland, 3 marker Østjylland, 2 marker Fyn, 1 mark Lolland) er der fangster over den vejledende bekæmpelsestærskel (ca. 30 procent af lokaliteterne).
Den vejledende bekæmpelsestærskel er mindst 15 bladribbesnudebiller pr. fangbakke pr. uge. Evt. bekæmpelse er aktuel 10-14 dage efter de første fangster, men bekæmpelse er nu aktuel ved først kommende lejlighed, fordi billerne allerede har været aktive i længere tid.
Har man let ved at finde billerne på de fleste planter, anbefales bekæmpelse også. Billerne er især aktive i lunt vejr.
Som det fremgår af ovenstående kort, er der stadig ikke fundet så mange bladribbesnudebiller i Fjordlands område.
Godkendte pyrethroider (excl. Mavrik) anbefales til bekæmpelse. Mavrik har ikke effekt mod bladribbesnudebiller. Kaiso Sorbie har bladribbesnudebiller på etiketten, mens Lamdex kun må anvendes, hvis der samtidig er angreb af andre skadedyr. 0,1 kg Kaiso Sorbie eller 0,2 kg Lamdex anbefales. Kaiso Sorbie må kun anvendes én gang pr. sæson. Vær derfor opmærksom, hvis midlet også er anvendt mod rapsjordlopper i efteråret.
Evt. bekæmpelse skal nu afsluttes.
SVAMPESYGDOMME I VINTERBYG
1. registrering er foretaget.
I registreringsnettet i korn medtælles angreb på hele planten i de tidlige vækststadier og fra og med vækststadie 32 (2 knæ udviklet) medtælles kun angreb på de 3 øverste fuldt udviklede blade af hovedstrå. Ved angivelse af de vejledende bekæmpelsestærskler for svampesygdomme i korn nedenfor er det forudsat, at denne bedømmelsesmetode anvendes.
Bygrust og dernæst skoldplet er mest udbredt. Der er fundet bygrust i ca. 35 procent af observationerne og skoldplet i ca. 30 procent af observationene. Der er udløst bygrustbekæmpelse i ca. 10 procent af observationerne og mest i sorterne Valerie og SY Dakoota. Mest skoldplet er fundet i Bordeaux.
Svampebekæmpelse i vinterbyg anbefales fra vækststadie 32 (2 knæ udviklet). Bygrust anbefales dog bekæmpet fra vækststadie 30 i ekstrem modtagelige sorter (Valerie, SY Dakoota). Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter.
Skoldplet bekæmpes ved 10 procent angrebne planter og mere end 3-4 dage med nedbør optalt fra vækststadie 31 (1 knæ udviklet). Ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere.
De længst udviklede vinterbygmarker er i vækststadie 32 (2. knæ mærkbar og mindst 2 cm imellem knæene). Her vækststadie 32 i Jetttoo 15. april 2024 i registreringsnettet ved Ringsted. Foto: Irene Skovby Rasmussen, VKST.
Ca. 25 procent planter angrebet af havrerødsot i vinterbyg sået 7. september (ingen bladlusbekæmpelse i efteråret). Der er set flere tilfælde af mere udbredte angreb i vinterbyg og også nogle tilfælde i hvede. Fotograferet 16. april af Michael D. Fleng, Sagro
Angrebene af meldug og bygbladplet er overvejende svage.
Der er fundet mere udbredte angreb af bygbladplet i en enkelt mark i Cleopatra (30 procent angrebne planter). Angrebene af bygbladplet i vinterbyg har været lave de senere år, og sorterne er derfor ikke indgrupperet i modtagelighed. Bekæmpelse anbefales fra vækststadie 32 ved 10 procent angrebne planter.
Ved et tidligt bekæmpelsesbehov i vækststadium 31-32 (1-2 knæ udviklet) kan anvendes billige bredspektrede midler i omkring 25-30 procent dosis. Dosis øges lidt ved mere udbredte angreb.
Af midlerne Folicur Xpert EC 240/Prosaro/Proline Xpert EC 240/Proline har de førstnævnte midler bedst effekt mod bygrust. Mod skoldplet er rækkefølgen omvendt. Hvis Folicur Xpert EC 240 anvendes, kan der senere grundet triazolreglerne kun anvendes midler såsom Propulse og Comet Pro.
Det gennemsnitlige vækststadie er 30 (begyndende strækning af hovedskud). Der er stor spredning i vinterbygmarkernes udviklingstrin. De længst udviklede marker er i vækststadie 32 (2. knæ mærkbar og mindst 2 cm imellem knæene), mens de svageste marker kun er i vækststadie 24-25.
Også lokalt i Fjordlands område ser vi angreb af bygrust og skoldplet. Hold specielt øje med rust i SY Dakoota og skoldplet i Bordeaux.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
MICHAEL RIIS
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET