Meldug: Angreb er fundet i ca. 25 pct. af de ubehandlede observationer. Der er fundet tilfælde af angreb i alle sorter og med op til 60 pct. angrebne planter.
Der er udløst meldugbekæmpelse i ca. 5 procent af de ubehandlede observationer. Meldug bekæmpes i modtagelige sorter i vækststadie 32-36 ved over 25 pct. angrebne planter og i vækststadie 37-50 ved over 50 pct. angrebne planter.
Bygrust: Angreb er fundet i ca. 25 pct. af de ubehandlede observationer. Der er fundet tilfælde af angreb i alle sorter og med op til 100 pct. angrebne planter. I sorten Orcade er kun fundet lidt bygrust.
Der er udløst bekæmpelse af bygrust i ca. 10 procent af de ubehandlede observationer. Bygrust bekæmpes ved over 10 pct. angrebne planter frem til vækststadie 65 i ekstrem modtagelige sorter (modtagelighedsgruppe 4) og modtagelige sorter (modtagelighedsgruppe 2-3). I Orcade (modtagelighedsgruppe 0) og Organa (modtagelighedsgruppe 1) er tærsklen 50 pct. angrebne planter i vækststadie 32-60. Kun meget få af de dyrkede sorter er ekstrem modtagelig for bygrust (modtagelighedsgruppe 4), hvor SY Dakoota er mest udbredt (dyrkes på 2,1 pct. af vinterbygarealet). SY Dakoota indgår ikke i registreringsnettet.
Skoldplet: Angreb er fundet i ca. 70 pct. af de ubehandlede observationer og i alle sorter og med op til 100 procent angrebne planter. Mest er fundet i Orcade. Skoldplet bekæmpes ved mindst 10 pct. angrebne planter og mindst 3-4 dage med nedbør optalt fra vækststadie 31. Der tælles maks. 14 dage tilbage i tiden. Ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere.
Bygbladplet: Angreb er mindre udbredt og forekommer i ca. 15 procent af de ubehandlede observationer. Det højeste angreb er 20 procent angrebne planter. Der er udløst bekæmpelse i 1 procent af de ubehandlede observationer. Bygbladplet bekæmpes i modtagelige sorter i vækststadie 32-60 ved over 10 pct. angrebne planter.
Til tidlig svampebekæmpelse i vinterbyg fra vækststadie 32 er ved overskridelse af tærsklerne anbefalet 0,25-0,3 l Proline Xpert EC 240 (tæller 40-48 procent i triazolregnskabet i st. 30-32) eller 0,25-0,3 l Prosaro (tæller 63-75 procent i triazolregnskabet i st. 30-32).
0,25-0,3 l Folicur Xpert EC 240 kan evt. også anvendes, men tæller meget hårdt i triazolregnskabet (80-96 pct.i stadie 30-32). Midlet har lavere effekt mod skoldplet og bygbladplet.
Til bekæmpelse omkring begyndende skridning anbefales Propulse blandet med midler med rusteffekt. Anvend f.eks. omkring 0,3-0,35 l Propulse + 0,25 l Comet Pro (tæller 0 procent i triazolregnskabet) eller 0,3- 0,35 l Propulse + 0,2 l Prosaro (tæller.12 procent i triazolregnskabet i st. 38-69) eller 0,3-0,35 l Propulse + 0,2 l Folicur Xpert EC 240 (tæller 16 procent i triazolregnskabet i st. 38-69).
Hvis Propulse ikke er til rådighed kan f.eks. anvendes omkring 0,3-0,4 l Prosaro (tæller 18-24 procent i triazolregnskabet i st. 38-69) eller 0,3-0,4 l Proline Xpert EC 240 (tæller 12-16 procent i triazolregnskabet i st. 38-69) blandet med 0,2-0,25 l Comet Pro. Der kan også anvendes omkring 0,3 l Prosaro (tæller 18 procent i triazolregnskabet i st. 38-69) eller 0,3 l Proline Xpert EC 240 (tæller 12 procent i triazolregnskabet i st. 38-69) blandet med 0,2-0,3 l Pictor Active tilsat Agropol.
Det gennemsnitlige vækststadie er 35 med en variation på 32 (2 knæ udviklet) til 37 (fanebladet synligt) og vækststadie 39 (fanebladet fuldt udviklet) i et enkelt tilfælde.