8. maj 2024
Registreringsnet uge 19: Skadegørere i vintersæd
SVAMPESYGDOMME I VINTERBYG
4. registrering er foretaget.
Bygrust og skoldplet er fortsat mest udbredt. Der er fundet bygrust og skoldplet i ca. 50-60 procent af observationerne. Tilfælde af meget bygrust er fundet i mange sorter og mindst er fundet i Cleopatra. Mest skoldplet er fundet i Bordeaux og Orcade.
Der er udløst behov for bygrustbekæmpelse i ca. 25 procent af de ubehandlede observationer. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter frem til og med vækststadium 65 (blomstring).
Skoldplet bekæmpes ved 10 procent angrebne planter og mere end 3-4 dage med nedbør frem til vækststadium 65 (blomstring). Ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere, i det smitstoffet sidder på planterester af byg. Inkubationstiden for skoldplet (tiden fra smitte til symptomer ses) er ca. 32 dage ved 10°C og ca. 10 dage ved 18°C.
Bygbladplet er mere udbredt end normalt, og mest er fundet i Cleopatra. Angrebene af bygbladplet i vinterbyg har været lave de senere år, og sorterne er derfor ikke indgrupperet i modtagelighed. Bygbladplet bekæmpes ved over 10 procent angrebne planter frem til og med vækststadium 65 (blomstring). Der er udløst behov for bekæmpelse af bygbladplet i knap 10 procent af de ubehandlede observationer.
Angrebene af meldug er overvejende svage, men der er udløst bekæmpelse i ca. fem procent af de ubehandlede observationer.
Til bekæmpelse omkring skridning anbefales Propulse-holdige løsninger. Der kan f.eks. anvendes 0,3-0,35 l Propulse blandet med 0,2-0,25 l Comet Pro (tæller ikke i triazolreglerne), hvor dosis tilpasses smittetrykket. I stedet for Comet Pro kan også blandes med f.eks. 0,15-0,2 l af Folicur Xpert EC 240, Prosaro eller Proline Xpert EC 240.
Det gennemsnitlige vækststadie er 38 (fanebladet tæt på at være synligt), mens de længst udviklede marker er i vækststadie 47 (første stak tæt på at være synlig).
Foto 1. Skoldplet i vinterbyg fotograferet 30. april 2024 af Leo Bajlum, Fjordland.
SVAMPESYGDOMME I HVEDE
3. registrering er foretaget.
Gulrust: der er ikke fundet angreb af gulrust. Fra praksis er pt. heller ikke meldt om angreb.
Brunrust: Angreb er fundet i to marker med svage angreb i Champion (0,01 procent angrebne planter) og RGT Stokes (0,1 procent angrebne planter). Fra praksis er i enkelte tilfælde også fundet rustpustler, som vurderes at være brunrust. Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter. Brunrust udvikler sig hurtigst ved høje temperaturer.
Meldug: Angrebene er overvejende svage. Mest er fundet i Champion, hvor der er udløst bekæmpelse i ca. 15 procent af observationerne. På lettere jord er fra praksis også meldt om tilfælde af mere udbredt meldugangreb. Fra praksis er også meldt om tilfælde af angreb kun på stænglerne. Meldug bekæmpes i vækststadium 32-40 i modtagelige sorter ved over 25 procent angrebne planter. Ved svage angreb har f.eks. Proline Xpert EC 240 effekt, mens der evt. kan tilsættes 0,1 l Talius EC ved mere udbredte angreb.
Septoria: Angreb bedømmes i registreringsnettet først fra vækststadie 32, hvor der bedømmes procent planter med angreb på de tre øverste fuldt udviklede blade af hovedstrået. Evt. bekæmpelse anbefales tidligst i vækststadium 32, hvor det, som bliver til 3. øverste blad, er fremme og kan smittes.
Angreb er mere udbredt end normalt grundet den lange fugtige periode i foråret. I figur 2 ses udviklingen i registreringsnettet i uge 19 i forhold til de to foregående år. Inkubationstiden for Septoria er ca. tre uger.
Det gennemsnitlige vækststadie er 32 (2 knæ udviklet og mindst 2 cm til 1. knæ) med en variation på 31-33. Der er stor variation i markernes kondition fra tynde svagt udviklede marker til marker med en tæt plantebestand.
Nedenfor ses en oversigt over sorternes modtagelighed overfor Septoria, og hvad der udløser en behandling.
I de tidligt såede og dermed længst udviklede marker, som var i st. 32-33 i den forløbne uge, er tidligere anbefalet bekæmpelse også i de mindre modtagelige sorter grundet meget nedbør og meget smitstof i markerne. Mest angreb ses ofte i tidligt såede marker, selvom det ikke er en generel regel.
I de modtagelige sorter anbefales bekæmpelse, hvis der har været fire dage med nedbør eller 20 timers bladfugt optalt fra vækststadie (31)-32. I marker med mindre modtagelige sorter anbefales bekæmpelse i år også ved disse betingelser, hvis der er meget angreb på de nedre blade og højt siddende angreb. Angreb i bladspidserne af de nedre blade gør, at nogen af bladpletterne også er ret højtsiddende.
I marker i vækststadie 31 er kun 4. øverste blad fremme, og der er derfor ikke sket smitte af 3. øverste blad, og bekæmpelse rettet mod Septoria anbefales pt. ikke.
Til tidlig bekæmpelse af Septoria kan anvendes f.eks. omkring 0,3 l Proline Xpert EC 240.
Som bekendt er effekten af Proline Xpert og de andre ældre triazoler ikke så høj grundet resistensudvikling hos Septoria (i AU-forsøg ca. 45 procent effekt med 2 x halv dosis).
Propulse har bedre effekt, men anbefales kun anvendt én gang pr. sæson grundet risiko for resistensudvikling hos Septoria mod SDHI-midler. Der er allerede nu lidt resistensudvikling, og der er ikke nye virkemekanismer på vej. Den tidlige sprøjtning i st. 32 har i forsøgene været den mindst rentable af de 3 svampesprøjtninger i vækststadium 32, 37-39 og 55-61. Propulse ønskes derfor anvendt i vækststadium 55-61, såfremt det ikke bliver tørt på dette tidspunkt.
Balaya anbefales i vækststadium 37-39, og dosis kan til den tid reguleres efter smittetryk. Forsøg har vist, at behandling 1 uge før vækststadium 37-39 har været lige så godt som behandling i vækststadium 37-39 (fanebladet fuldt udviklet på alle hovedskud, men ikke på alle sideskud).
Oversigt over dage med nedbør/varighed af bladfugt der udløser en bekæmpelse af Septoria.
Figur 2. Udviklingen af Septoria i hvede i registreringsnettet i 2024 og i de 2 foregående år. Registreringen i uge 18 er ikke retvisende grundet meget få registreringer.
I Fjordlands område er der mange hvedemarker, der er præget af en hård vinter – der kan være tynde områder og områder, hvor der er isået vårbyg. I lavninger, og hvor der er gode læforhold, kan der dog står en kraftig og tæt afgrøde. I disse kraftige marker eller områder i marken vil bekæmpelse kunne være aktuel – så pletsprøjtning vil være godt landmandsskab.
Foto 2. Septoria i hvedesorten Bairstow i registreringsnettet ved Ringsted fotograferet 6. maj af Irene Skovby Rasmussen, VKST. Der er meget Septoria i bunden, men endnu ikke noget på de pt. 3 øverste blade (vækststadie 32).
SVAMPESYGDOMME I RUG
3. registrering er foretaget.
Skoldplet er mest udbredt. Det fugtige vejr har fremmet angrebene, og i flere marker har angrebet bevæget sig op ad planterne, og bekæmpelse er her anbefalet. Evt. bekæmpelse af skoldplet i rug anbefales kun til under skridning. Også i Fjordlands område kan der findes marker med kraftige angreb af skoldplet.
Brunrust findes også i nogle marker, og der er udløst bekæmpelse i ca. fem procent af de ubehandlede observationer. Bekæmpelse anbefales i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter frem til og med vækststadie 69 (afsluttet blomstring).
Foto 3. Skoldplet i rug fotograferet 29. april 2024 af Jacob Møller, LandboNord
Der er ikke fundet angreb af meldug.
Til bekæmpelse af brunrust kan anvendes f.eks. Prosaro eller Folicur Xpert EC 240.
Det gennemsnitlige vækststadie er 42 (fanebladets bladskede begynder at svulme op), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 51 (begyndende skridning).
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
MICHAEL RIIS
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET