Til svampebekæmpelse omkring skridning kan anvendes omkring 0,3 l Propulse blandet med 20 procent dosis af et rustmiddel. Propulse har bedre effekt mod skoldplet end de øvrige midler, men ikke bedre effekt på meldug og bygrust end mange af de øvrige midler. Da skoldplet mange steder ikke er et problem i år, kan andelen af Propulse evt. nedsættes og dosis af rustmiddel kan øges. Af midlerne Propulse/Proline/Proline Xpert EC 240/Prosaro/Folicur Xpert EC 240 har de sidstnævnte midler bedst effekt mod bygrust. Mod skoldplet er rækkefølgen omvendt. De nævnte midler er lige gode mod meldug. Meldug i byg er lettere at bekæmpe end meldug i hvede.
20 procent dosis svarer til 0,25 l Comet Pro (tæller 0 pct. i triazolregnskabet), 0,2 l Proline Xpert (8 pct.), 0,2 l Prosaro (12 pct.), 0,2 l Folicur Xpert EC 240 (16 pct.), 0,25 l Orius Gold (24 pct.) eller 0,2 l Pictor Active (0 pct.). Comet Pro og Pictor Active har ikke effekt mod meldug grundet resistensudvikling hos meldug mod Comet Pro (indgår også i Pictor Active). Proline EC 250 tæller ikke med i triazolregnskabet og har også effekt mod meldug.
Vær obs på midlernes sprøjtefrister. Midlerne med de tidligste sprøjtefrister er Comet Pro, der senest må anvendes i vækststadie 59 (gennemskridning) hhv. Folicur Xpert EC 240, Proline Xpert EC 240, Prosaro og Propulse, som i vinterbyg senest må anvendes i vækststadie 61 (begyndende blomstring).
Det gennemsnitlige vækststadie er 54 (under skridning) med en variation på vækststadie 45 til 61 (begyndende blomstring).