+45 96 15 30 00

21. maj 2025

Registreringsnet uge 21:

Udviklingen af sygdomme og skadedyr i korn.
De nedennævnte bekæmpelsestærskler i korn er baseret på, at der indtil vækststadie 32 medtælles angreb på hele planten, mens der fra og med vækststadie 32 (2 knæ udviklet) kun medtælles angreb på de 3 øverste fuldtudviklede blade på hovedstrå. Der bedømmes derfor også angreb af svampesygdomme på denne måde i korn i registreringsnettet.

6. registrering af skadegørere i vinterhvede

MELDUG

Meldug har ikke bredt sig så meget i den forløbne uge som tidligere. Der er fundet angreb i alle sorter og mest i Champion og Pacman. Fra praksis er dette forår også modtaget mange meldinger om meget meldug.

Meldug anbefales i modtagelige sorter bekæmpet ved over 25 procent angrebne planter til og med vækststadie 40.

GULRUST

Der er i registreringsnettet fundet gulrust ved Gørløse, Sjælland i KWS Dawsum og Pacman (0,5-1,0 pct. angrebne planter) og ved Ørbæk i Pacman og DLG Wheat Mix Top Yield ( Heerup, Guinness, Stokes) med 0,01 procent angrebne planter samt i Champion på Mors (0,02 pct. angrebne planter). I forsøget ved Gørløse blev tidligere også fundet angreb i NOS Medley.

Fra praksis er de seneste 3 uger også meldt om gulrust i følgende tilfælde: i Pacman på Nordfyn, Kerteminde, Odder, Århus, Haderslev, Struer, Rødby og Møn, i Guinness ved Odder, i sortsblandingen DLG Wheat Mix Top Yield (Heerup, Stokes, Guinness) ved Hornsyld. I sortsblandingen DLG Wheat Mix Robust (Guinness, Champion og Kvium) ved Bøvlingbjerg i Vestjylland, i Champion ved Ringsted og Skælskør samt i Heerup (eller Stokes) ved Vordingborg.

Følgende af de dyrkede sorter er indgrupperet som mest modtagelige (kar. 2 i modtagelighed): DLG Wheat Mix Top Yield (Heerup, Stokes, Guinness), Heerup, Kubik og RGT Stokes. Pacman er pt. indgrupperet som 0 i modtagelighed (ikke modtagelig). Aarhus Universitet (AU) oplyser, at de pt. ikke kan angive, hvilken smitterace af gulrust, som angriber Pacman, men at de gerne modtager bladprøver med angreb fra Pacman og andre sorter. Der er for Planteafgiftsmidler også anlagt forsøg hos AU i år med smitte med forskellige smitteracer af gulrust i forskellige hvedesorter. De første resultater herfra forventes om ca. 2 uger. AU kan dog allerede i den kommende uge oplyse, hvorvidt der er kommet en ny smitterace.

Gulrust trives bedst i køligt og fugtigt vejr, ca. 15°C er optimum. Meldinger om evt. fund af gulrust modtages gerne.
Text (#20)
Text (#20)

BRUN RUST

Angreb har ikke bredt sig så meget trods det varme vejr, hvilket måske kan skyldes mindre dugdannelse. Mest brunrust ses oftest i de mest milde områder af landet.

Der er i registreringsnettet denne uge fundet brunrust ved Gørløse, Sjælland i Champion og Guinness, Pacman, DLG Wheat Mix Top Yield (Heerup, Stokes, Guinness) og Heerup (0,1-5 pct. angrebne planter). Ved Snogbæk, Sønderborg er fundet brunrust i Champion, Pacman, KWS Dawsum, Pondus og DLG Wheat Mix Top Yield (Heerup, Stokes, Guinness), (0,01-2 pct. angrebne planter). I Vestjylland og ved Tølløse er fundet gulrust i Guinness (5 hhv. 1 pct. angrebne planter).

Fra praksis er de seneste uger også meldt om brunrust i følgende tilfælde: i Pacman ved Kerteminde og Odder samt i Kubik, Kvium og Bohr i et sortsforsøg ved Snogbæk, Sønderborg. Ved Haderslev i sortsblandingen NOS Hvedemix 2320 (Pacman, Pondus, Kubik). Fra Sydals i sortsblanding NOS Hvedemix 2320 (Pondus, Pacman, Kubik). Ved Ringkøbing i DLG Wheat Mix Star (Heerup, Stokes, Kvium).

Brunrust bekæmpes ved over 10 procent angrebne planter. De dyrkede sorter er alle mere eller mindre modtagelige.

SEPTORIA

I de fleste marker ses kun svage angreb af Septoria grundet det usædvanlig tørre forår. I nogle marker ses dog Septoria på 3. og 4. øverste blad på en del af planterne. Det skyldes smitte fra tidligere meget nedbør. Flere steder faldt der en del nedbør i påsken (17.-19. april) i uge 16, som viste sig ca. 3 uger senere og er synlig nu. Inkubationstiden (tiden fra smitte til symptomer ses) for Septoria er ca. 3 uger.

Vejrudsigten tyder nu på en del nedbør fra denne uge. I marker hvor fanebladssprøjtningen endnu ikke er udført, anbefales behandling med 0,4-0,6 l Balaya og mest ved meget synlig Septoria i afgrøden eller forekomst af rust.

 Balaya har også god effekt på rustsvampe. Balaya må senest anvendes i vækststadie 40.
Pacman hvede med Septoria på 3. øverste blad på en del af planterne. Der kom 16 mm nedbør den 17. april og 14 mm nedbør den 19. april. 
Fotograferet 15. maj 2025.
Fysiologisk betingede bladpletter i hvedesorten SY Revolution fotograferet 19. maj 2025 af Jonas Baungaard Jensen, VKST. Symptomet er også set i tidligere år og i mange sorter og menes at skyldes kraftig solindstråling. Pletterne kan forveksles med hvedebladplet (DTR). Det typiske ved de fysiologiske pletter er dog, at der er mange pletter pr. blad og pletter på mange blade pr. plante. Symptomet kan se voldsomt ud, men tillægges kun mindre betydning.

BLAD LUS

Angrebene er svage. Der er fundet op til 2 procent angrebne strå.

Det gennemsnitlige vækststadie er 42 (fanebladets bladskede tæt på at svulme op) med en variation på vækststadie 37-51 (begyndende skridning).

6. registrering af svampesygdomme i vinterbyg

Vinterbyggen er nu under blomstring (vækststadie 64) og med variation på vækststadie 59 til 69 (gennemskridning til afblomstring), så evt. svampebekæmpelse skal nu afsluttes.

BYGRUST

Angrebene har igen bredt sig den forløbne uge, og der er udløst bekæmpelse i ca. 40 procent af de ubehandlede observationer. Angreb er fundet i alle sorter. Mest er fundet i SY Dakoota og KWS Tardis, hvor der er udløst bekæmpelse i ca. 50 procent af de ubehandlede observationer. Mindst er fundet i Orcade (kar. 0), hvor der ikke er udløst bekæmpelse af bygrust.

Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter (kar. 2-4) ved over 10 procent angrebne planter til og med vækststadie 65 (blomstring). I Orcade (kar. 0) er tærsklen 50 procent angrebne planter.
Udviklingen af bygrust i vinterbyg pt. i forhold til de seneste 2 år.

SKOLDPLET

Angrebene er overvejende svage, og angreb er fundet i de fleste sorter også Orcade. Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter til og med vækststadie 65 (blomstring) ved over 10 procent angrebne planter og mindst 3 dage med nedbør (der tælles maks 14 dage tilbage i tiden).

BYGBLADPLET

Angrebene er svage.

MELDUG

Bekæmpes i modtagelige sorter til og med gennemskridning ved over 50 procent angrebne planter og er således ikke længere aktuel.

Til svampebekæmpelse omkring skridning er anbefalet Propulse blandet med et middel med god rusteffekt.
Vær obs på midlernes sprøjtefrister. Midlerne med de tidligste sprøjtefrister er Comet Pro, der senest må anvendes i vækststadie 59 (gennemskridning) hhv. Folicur Xpert EC 240, Proline Xpert EC 240, Prosaro og Propulse, som i vinterbyg senest må anvendes i vækststadie 61 (begyndende blomstring). Den seneste sprøjtefrist er vækststadie 69, som Orius Gold, Pictor Active og Amistar har.

6. registrering af svampesygdomme i rug

BRUNRUST

Brunrust breder sig fortsat, og der er fundet brunrust i ca. 65 procent af observationerne, og udløst bekæmpelse i ca. 55 procent af de ubehandlede observationer. Fra praksis er i år også modtaget meldinger fra mange landsdele om fund af brunrust, og der er væsentlig mere brunrust i rug end normalt. De dyrkede sorter er alle mere eller mindre modtagelige for brunrust.

Brunrust anbefales bekæmpet ved over 10 procent angrebne planter frem til og med vækststadie 69 (afblomstret).
Her ses udviklingen af brunrust i rug pt. i forhold til de seneste 2 år.

MELDUG

Angrebene er i modsætning til i hvede og vinterbyg kun mindre udbredte. Der er fundet meldug i 10 procent af observationerne, og der er ikke udløst bekæmpelse i denne uge i de ubehandlede observationer. Meldug i rug bekæmpes ved over 50 procent angrebne planter og til og med vækststadie 60 (gennemskridning), og er nu ikke længere aktuel i de fleste marker.

SKOLDPLET

Angrebene er overvejende af svag til middel angrebsstyrke. Skoldplet anbefales kun bekæmpet til og med stadie 55 (halv gennemskridning), og er derfor ikke længere aktuel.

Af de aktuelle midler har Comet Pro og Folicur Xpert EC 240 bedst effekt mod brunrust. Prosaro har også relativ god effekt og anbefales blandet med Comet Pro. Anvend op til 50 procent dosis ved mere udbredte angreb, dvs. f.eks. op til 0,25 l Folicur Xpert EC 240 + 0,3 l Comet Pro (tæller 16 pct. i triazolregler ved sen anvendelse).

Det gennemsnitlige vækststadie er 60 (tæt på begyndende blomstring) med en variation på vækststadie 59 til 69 (afblomstret).
Rugen blomstrer (dræer) fotograferet 17. maj 2025.

2. registrering af skadegørere i vårbyg

Bygrust er mest udbredt

BYGRUST

Der er fundet bygrust i 25 procent af observationerne og udløst bekæmpelse i 2 procent af observationerne. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter (alle de mest dyrkede) i vækststadie 30-65 ved over 10 procent angrebne planter.
Bygrust i vårbyg fotograferet 17. maj 2025. Der ses også bladlysninger som følge af tidligere behandling med ukrudtsmidlet DFF.

SKOLDPLET

Angrebene er overvejende svage, men i en enkelt pløjefri mark med forfrugt byg er fundet mere skoldplet i flere sorter (15-20 pct. angrebne planter). Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter og mindst 5 dage med nedbør optalt fra vækststadie 31. Ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere.

BYGBLADPLET

Angrebene er overvejende svage.

Til tidlig svampebekæmpelse kan f.eks. anvendes 0,2-0,25 l Folicur Xpert EC 240 (tæller 60-75 pct. i triazolregnskabet), 0,2-0,25 l Prosaro (tæller 47-59 pct.) eller 0,2-0,25 l Proline Xpert EC 240 (tæller 30-38 pct.) eller 0,25-0,3 Comet Pro (0 pct.). Vær obs på triazolregnskabet.

BLADLUS

Angrebene er svage. Det højeste angreb er 10 procent angrebne strå. Bladlus bekæmpes ved over 40 procent angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse og ved over 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse.

KORNBLADBILLER

Der er begyndende angreb af kornbladbillelarver og op til 4 procent strå med larver. Kornbladbillelarver bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning.

Det gennemsnitlige vækststadie er 33 (3 knæ udviklet) med en variation på vækststadie 26-37 (fanebladet synligt).
Kornbladbille fotograferet 19. maj 2025 af Shabnam Alizadeh Nicolaisen, Vestjysk.

2. registrering af skadegørere i havre

SVAMPESYGDOMME

Der er fundet meldug i 10 procent af observationerne og udløst bekæmpelse i en enkelt mark med Symphony, hvor der var 30 procent angrebne planter. Der er ikke fundet havrebladplet eller kronrust.

Meldug anbefales i modtagelige havresorter i vækststadie 32-36 bekæmpet ved over 25 procent angrebne planter og i vækststadie 37-50 ved over 50 procent angrebne planter.

Scotty og Jacky er indgrupperert med nul i modtagelighed og skulle ikke være modtagelige for meldug.

Til bekæmpelse kan f.eks. anvendes 0,25-0,3 l Folicur Xpert EC 240, 0,25-0,3 l Prosaro eller 0,25-0,3 l Proline Xpert EC 240.

BLADLUS

Der er ikke fundet angreb eller kun svage angreb. Det højeste angreb er 5 procent angrebne strå. Bladlus bekæmpes ved over 40 procent angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse og ved over 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse.

KORNBLADBILLER

Der er begyndende angreb af kornbladbillelarver og op til 8 procent strå med larver. Kornbladbillelarver bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning.

Det gennemsnitlige vækststadie er 33 (3 knæ udviklet) med en variation på vækststadie 30-39 (fanebladet fuldt udviklet).

Der foretages relativ få registreringer i havre.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

MICHAEL RIIS

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram