Svampesygdomme og skadedyr i vårbyg
2. registrering er foretaget.
Svampesydomme: Angrebene af alle 4 svampesygdomme er svage, og pt. er der ikke udløst bekæmpelse i nogen af markerne i registreringsnettet. Der er kun fundet bygrust i ca. 5 procent af de ubehandlede observationer, og det højeste angreb er 5 procent angrebne planter. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter i vækststadie 30-65 (begyndende strækning til blomstring) ved over 10 procent angrebne planter. De fleste af de dyrkede sorter er modtagelige.
Der er kun fundet bygbladplet i ca. 5 procent af de ubehandlede observationer, og det højeste angreb er 10 procent angrebne planter. Bygbladplet bekæmpes i meget modtagelige sorter (RGT Planet) ved over 10 procent angrebne planter.
Skadedyr: De første registreringer er foretaget, og bekæmpelsestærsklen for bladlus på mindst 40 procent angrebne strå er overskredet på 3 af 25 lokaliteter (10-15 pct. af lokaliterne). Der er fundet op til 100 procent angrebne strå.
Den vejledende bekæmpelsestærskel er 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse og 40 procent angrebne strå, hvis der ikke samtidig er behov for svampebekæmpelse. Et strå tæller som angrebet, blot der findes en bladlus pr. strå. Bekæmpelse tilstræbes udført før der udvikles kraftige angreb, da kraftige angreb kan være svære at bekæmpe effektivt i vårsæd. For tidlig bekæmpelse anbefales heller ikke, da det kan øge risikoen for opformering senere i sæsonen.
Fra praksis er især fra de sydøstlige egne meldt om marker med kraftige angreb, og bekæmpelse er her iværksat i en del marker. Her er også gjort den observation, at der er tendens til flest bladlus i de senest såede marker. Angrebene er traditionelt lavest i Vest- , Midt- og Nordjylland.
Det langvarige tørre vejr har fremmet bladlusene, og de nuværende relativ tidlige vækststadier medfører, at det nu er vigtigt at undersøge markerne for angreb. Ved middelvalg skal behovet for bekæmpelse af kornbladbillelarver samtidig vurderes. Angrebene af kornbladbillelarver er pt. relativ svage, men udviklingen skal følges. Der er fundet op til 10 procent strå med larver. Den vejledende bekæmpelsestærskel er 0,5-1,0 larve pr. strå.
Til bekæmpelse af bladlus i vårsæd kan f.eks. anvendes 0,125 kg Pirimor 500 WG (må anvendes i st. 31-75). Dosis kan nedsættes til 0,05 kg ved anvendelse på et tidligt vækststadie, hvor det er lettere at ramme bladlusene. Pirimor skåner nyttedyr, så der er mindre risiko for, at bladlusene igen opformerer sig i marken. Ved mange kornbladbillelarver anbefales derimod pyrethroider (0,15 kg Lamdex (må anvendes i st. 9-12 og 37-65), 0,075 kg Kaiso Sorbie, 0,1 l Mavrik). Evt. kan der anvendes en blanding af Pirimor med et af disse midler i reduceret dosis, dvs. f.eks. 0,05 kg Pirimor + 0,1 kg Lamdex.
I tætte marker er det vigtigt at anvende meget vand og langsom kørsel, så sprøjtevæsken kan trænge ned i afgrøden til bladlusene, der opholder sig på stråene i jordoverfladen og under de nedre blade. Anvend på tørre planter mindst 200 l vand og gerne mere afhængig af plantemassen (vækststadie og buskning). Ved sprøjtning på fugtige planter kan vandmængden reduceres.
Det gennemsnitlige vækststadie er 31 (1 knæ udviklet). Variation 26-33.
Vårbygplante fra mark med kraftige angreb af bladlus, hvor de fleste af planterne er angrebet.
Bladlusene ses lettest, når planterne trækkes op, da mange sidder ved stænglen i jordoverfladen.
Fotograferet 30. maj 2023 af Louise Lund, VKST.
Svampesygdomme og skadedyr i havre
2. registrering er foretaget.
Der er ikke fundet angreb af svampesygdomme bortset fra svage meldugangreb på en enkelt lokalitet (1 pct. angrebne planter).
Der er begyndende angreb af bladlus i flere marker, og der er fundet op til 25 procent angrebne strå. Der er fundet op til 15 procent strå med larver af kornbladbiller. Udviklingen af skadedyr i havre følger ofte udviklingen i vårbyg.
I havre foretages der relativ få registreringer.
Det gennemsnitlige vækststadie er 31 (1 knæ udviklet). Variation 29-32.
Cikader i kartofler
Der blev opsat gule limplader i uge 20, og 2. aflæsning er foretaget.
Efter en uge 20 med relativ høj indflyvning er det gennemsnitlige antal cikader på limpladerne faldet i den forløbne uge 21. Der er konstateret cikader på alle 23 lokaliteter (op til 307 i gennemsnit pr. limplade). Evt. bekæmpelse er tidligst aktuel 2-3 uger efter begyndende indflyvning, forudsat at der er tilstrækkelig med bladmasse. Indflyvning er i de tidligst fremspirede marker således sket i uge 20. Til bekæmpelse senere anbefales 0,15 kg Mospilan.