+45 96 15 30 00

12. juni 2025

Registreringsnet uge 24: Udviklingen af sygdomme og skadedyr i korn

9. registrering af skadegørere i vinterhvede

Gulrust i Pacman på Nordfyn. Der ses angreb i et lille ubehandlet område i hele bommens længde, hvor der ikke er udsprøjtet Balaya. Fotograferet 6. juni 2025 af Kristian Ladegaard Jensen, Velas.

GULRUST

Angrebene har igen bredt sig i den forløbne uge, og der er fundet gulrust i ca. 30 procent af de ubehandlede observationer. Gulrust trives bedst i fugtigt og køligt vejr, 15°C er optimum.

Der er i registreringsnettet fundet mest gulrust i Pacman og Champion, hvor der er fundet gulrust i ca. 55 procent af de ubehandlede observationer og 0,1-100 procent angrebne planter i begge sorter. I KWS Dawsum er fundet gulrust i ca. 40 procent af de ubehandlede observationer med 0,01-70 procent angrebne planter. I Heerup er fundet gulrust i ca. 30 procent af de ubehandlede observationer med 0,01-1 procent angrebne planter. I Guinness og Kubik er fundet gulrust i ca. 25 procent af de ubehandlede observationer med 0,01-5 hhv. 40 procent angrebne planter. I sortsblandingen DLG Wheat Mix Top Yield (Stokes, Heerup, Guinness) er fundet gulrust i ca. 15 procent af de ubehandlede observationer (0,01- 20 pct. angrebne planter). I Pondus er kun fundet 1 tilfælde af angreb og kun 0,01 procent angrebne planter (på Mors).
Fra praksis er også meldt om gulrust i mange tilfælde, og mange angreb indberettes derfor heller ikke længere, men der er tidligere meldt om gulrust i Guinness og Pacman i en del marker på Lolland og Falster. Der er tidligere også indberettet gulrust i: Pacman på Nordfyn, Kerteminde, Odder, Århus, Skanderborg, Gerrild på Djursland, Randers, Haderslev, Struer, Holstebro, Sydthy, Vordingborg, to marker ved Rødby hhv. Møn, i Guinness ved Odder, i sortsblandingen DLG Wheat Mix Top Yield (Heerup, Stokes, Guinness) ved Hornsyld. I sortsblandingen DLG Wheat Mix Robust (Guinness, Champion og Kvium) ved Bøvlingbjerg i Vestjylland, i Champion ved Ringsted, Skælskør, Ørsted på Djursland, Mors og Vestervig i Thy samt i Heerup (eller Stokes) ved Vordingborg og Stokes på Salling.
Gulrust i SY Revolution i mark ved Haderslev fotograferet 5. juni 2025 af Mads Brandt, LRS. Der var kun angreb på ganske få planter i et ubehandlet område.
Da der er sket ændringer af gulrusten, vil der efter sæsonen blive foretaget en ny indgruppering af mange af sorternes modtagelighed overfor gulrust.

Meldinger om evt. fund af gulrust modtages fortsat gerne, især i sorter, hvor angreb er mindre hyppig. AU ønsker fortsat gerne at modtage bladprøver med gulrust, men kun i sorter, hvor der kun er få meldinger om angreb f.eks. i Pondus og SY Revolution. Derudover ønsker AU også flere prøver af gulrust i Guinness, hvor der er fundet en ny race.

Vær også opmærksom på evt. angreb af gulrust i modtagelige vårhvedesorter.

BRUNRUST

Angrebene har bredt sig lidt i den forløbne uge, og brunrust er fundet i ca. 20 procent af de ubehandlede observationer. Det højeste angreb er 90 procent angrebne planter. Mest brunrust ses oftest i de mest milde områder af landet. I figur 1 ses udviklingen af brunrust i hvede pt. i forhold til de seneste 2 år. I 2024 forekom som bekendt de hidtil kraftigste angreb af brunrust i hvede.

Brunrust bekæmpes ved over 25 procent angrebne planter til og med vækststadie 69. De dyrkede sorter er alle mere eller mindre modtagelige.

SEPTORIA

Angrebene af Septoria varierer som følge af forskellige nedbørshændelser i dette forår. Inkubationstiden (tiden fra smitte til symptomer ses) for Septoria er ca. 3 uger. Smitte som følge af nedbør på nuværende tidspunkt vil således vise sig fra omkring 1. uge af juli.

I figur 2 ses udviklingen af Septoria pt. i registreringsnettet i forhold til de to foregående år. 2023 var som bekendt et meget tørt år.

SVAMPEBEKÆMPELSE

I de fleste marker er sidste svampebehandling nu udført. Behandlingen har været rettet mod Septoria og gulrust og i milde egne også mod brunrust. Mod Septoria er anbefalet 0,25-0,4 l Propulse afhængig af Septoriaangreb i afgrøden, nedbørshændelser og sort. Propulse må senest anvendes i vækststadie 61 (begyndende blomstring). Propulse er anbefalet blandet med et middel med god rusteffekt i omkring 25 procent dosis. I sorter, som ikke er gulrustmodtagelige, og hvor der ikke er meldt om gulrust (Pondus), og hvor brunrust ikke forventes at blive et problem, kan dosis af rustmiddel reduceres lidt.

Følgende af de aktuelle midler har bedst effekt mod gulrust: Orius Gold (4,5 stjerner, normaldosis 1,25 l), Folicur Xpert EC 240 (4 stjerner, normaldosis 1,0 l) og Prosaro (4 stjerner, normaldosis 1,0 l). Mod brunrust har følgende af de aktuelle midler bedst effekt og lige god effekt: Comet Pro (normaldosis 1,25 l), Orius Gold, Folicur Xpert EC 240 og Pictor Active (normaldosis 1,0 l). Vær obs på triazolregnskabet. Comet Pro og Pictor Active tæller ikke med i triazolregnskabet. Comet Pro har 3,5 stjerner mod gulrust og Pictor Active har 3 stjerner mod gulrust. I vækststadie 38-69 tæller 25 procent dosis dvs. 0,31 Orius Gold 25 pct. i triazolregnskabet, 0,25 l Folicur Xpert EC 240 tæller 16 procent og 0,25 l Prosaro tæller 13 procent i triazolregnskabet.

Ved rust i området er anbefalet max. 14 dage mellem 2 behandlinger i sorter, hvor der er fundet mange tilfælde af gulrust.

Hvor der er konstateret meget gulrust i marken, er det anbefalet at hæve dosis af rustmiddel, ligesom det kan være aktuelt at forkorte behandlingsintervallet. Det kan også være aktuelt at behandle en ekstra gang med et rustmiddel i vækststadie 69.

Sprøjtefristen for de nævnte rustmidler er vækststadie 69 (afblomstret) og for Propulse vækststadie 61 (begyndende blomstring). Bemærk at sprøjtefristen for Comet Pro er vækststadie 69 i hvede i modsætning til i andre kornarter, hvor det er vækststadie 59.

BLADLUS

Angrebene er svage. Der er fundet op til 10 procent angrebne strå. Bladlus bekæmpes til og med vækststadie 73 (tidlig mælkemodenhed) ved mindst 40 procent angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse og ved mindst 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse. I vækststadie 74-75 bekæmpes bladlus ved 100 procent angrebne strå.

Det gennemsnitlige vækststadie er 66 (under blomstring) med en variation på vækststadie 59-69 (afblomstret).

5. registrering af skadegørere i vårbyg

Bygrust er stadig mest udbredt, og der er pt. ingen klare sortsforskelle i angreb.

BYGRUST

Der er fundet bygrust i ca. 75 procent af de ubehandlede observationer og udløst bekæmpelse i ca. 25 procent af de ubehandlede observationer. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter (alle de mest dyrkede) til og med vækststadie 65 ved over 10 procent angrebne planter.

I figur 3 ses udviklingen af bygrust i vårbyg pt. i forhold til de seneste 2 år.

SKOLDPLET

Angrebene har bredt sig i den forløbne uge og er overvejende moderate. I nogle marker ses dog mere udbredte angreb. Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter og mindst 5 dage med nedbør til og med vækststadie 65. Der tælles maks. 14 dage tilbage i tiden. Ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere.

BYGBLADPLET

Angrebene er overvejende svage, men i KWS Thalis (modtagelighedsgruppe 3 = meget modtagelig) er udløst bekæmpelse på en lokalitet, hvor der var 30 procent angrebne planter.

Bygbladplet bekæmpes i meget modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter i vækststadie 30-50 og ved over 25 procent angrebne planter i vækststadie 51-65.
Nettypen af bygbladplet i vårbygsorten KWS Thalis, som er meget modtagelig for bygbladplet. Fotograferet 10. juni 2025 af Irene Skovby Rasmussen, VKST.

SVAMPEBEKÆMPELSE

Til svampebekæmpelse omkring skridning kan anvendes omkring 0,2-0,3 l Propulse blandet med omkring 20 procent dosis af et middel med effekt mod bygrust f.eks. 0,2 l Folicur Xpert EC 240, 0,2 l Prosaro, 0,2 l Proline Xpert EC 240, 0,25 Comet Pro eller 0,2 Pictor Active (Agropol tilsættes).

Hvis der er udført en tidligere svampebehandling, kan der oftest anvendes en lavere dosis omkring skridning. Vær obs på triazolregnskabet.

BLADLUS

Angrebene er overvejende svage. Det højeste angreb er 25 procent angrebne strå. Bladlus bekæmpes til og vækststadie 73 (tidlig mælkemodenhed) ved mindst 40 procent angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse og ved mindst 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse.

KORNBLADBILLER

Angrebene er overvejende svage til moderate. Der er fundet op til 20 procent strå med larver. Kornbladbillelarver bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning. Evt. bekæmpelse er derfor ikke længere aktuel i mange marker.

Det gennemsnitlige vækststadie er 56 (under skridning) med en variation på vækststadie 49-59 (gennemskredet).

5. registrering af skadegørere i havre

SVAMPESYGDOMME

Meldug er mest udbredt og har igen bredt sig i den forløbne uge. Der er i de modtagelige sorter udløst bekæmpelse i ca. 20-30 procent af de ubehandlede observationer. Angrebene af havrebladplet er overvejende svage. Der er ikke fundet kronrust.

Meldug anbefales i modtagelige havresorter i vækststadie 37-50 bekæmpet ved over 50 procent angrebne planter og i vækststadie 51-65 ved over 75 procent angrebne planter.

Scotty og Jacky er indgrupperet med 0= ikke modtagelig og skulle således ikke være modtagelige for meldug. Scotty indgår i registreringsnettet, og der er pt. ikke udløst meldugbekæmpelse i sorten.

I figur 4 ses udviklingen af meldug i havre pt. i registreringsnettet i forhold til de to foregående år.

Til bekæmpelse kan f.eks. anvendes 0,25-0,3 l Folicur Xpert EC 240, 0,25-0,3 l Prosaro eller 0,25-0,3 l Proline Xpert EC 240.

BLADLUS

Angrebene er overvejende svage til moderate. Der er udløst bekæmpelse i en enkelt mark med 40 procent angrebne strå. Bladlus bekæmpes til og vækststadie 73 (tidlig mælkemodenhed) ved mindst 40 procent angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse og ved mindst 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse.

KORNBLADBILLER

Angrebene er overvejende svage til moderate. Der er op til 10 procent strå med larver. Kornbladbillelarver bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning. Evt. bekæmpelse er derfor ikke længere aktuel i mange marker.

Det gennemsnitlige vækststadie er 54 (under skridning) med en variation på vækststadie 41-59 (gennemskridning).

Der foretages relativ få registreringer i havre.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

LEO BAJLUM

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram