+45 96 15 30 00

10. juni 2026

Registreringsnet uge 24

9. registrering af svampesygdomme i rug

På nuværende sene tidspunkt kan det kun være aktuelt at bekæmpe evt. brunrust. Brunrust bekæmpes frem til og med vækststadie 69 ved over 10 pct. angrebne planter. Det gennemsnitlige vækststadie er 69 (blomstring afsluttet), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 71 (de første kerner har nået halv størrelse).

Angrebene har bredt sig i den forløbne uge, hvor der er udløst bekæmpelse i ca. 15 procent af de ubehandlede observationer. Angreb er fundet i ca. 55 pct. af de ubehandlede observationer og med op til 100 procent angrebne planter.

I figur 1 ses udviklingen af brunrust i rug i registreringsnettet i 2026 sammenlignet med de to foregående år.

Ved behov for bekæmpelse på nuværende sene tidspunkt kan f.eks. anvendes 0,25 l Folicur Xpert EC 240 (sprøjtefrist vækststadie 69). Bedst effekt opnås ved bekæmpelse af svage angreb. Ved mere udbredte angreb øges dosis.

Evt. svampebekæmpelse i rug skal nu afsluttes. Brunrust breder sig tit sent i sæsonen, men sene angreb tillægges mindre betydning.
Figur 1. Udviklingen af brunrust i rug i registreringsnettet i 2026 sammenlignet med de to foregående år.
Billede 1. Brunrust i rug med mange sorte vintersporer, som dannes sidst i sæsonen. Fotograferet 8. juni 2026.
Billede 2. Vækststadie 71 i rug (de første kerner har nået halv størrelse) fotograferet 5. juni 2026.

8. registrering af svampesygdomme i vinterhvede

Brunrust: Angreb er kun fundet på 3 lokaliteter med meget svage angreb (0,01-0,1 procent angrebne planter). Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter i vækststadie 51-69 ved over 25 pct. angrebne planter.

Gulrust: Angrebene har igen bredt sig i den forløbne uge, og der er fundet gulrust i ca. 40 procent af de ubehandlede observationer. Der er denne uge fundet følgende (gå ind i enkeltdata for at finde lokaliteterne med fund):
Champion (modtagelighedsgruppe 3): Fundet i ca. 50 procent af de ubehandlede observationer med 0,01- 100 pct. angrebne planter.
Pacman (modtagelighedsgruppe 3): Fundet i ca. 70 procent af de ubehandlede observationer med 0,01-100 pct. angrebne planter.
KWS Dawsum (modtagelighedsgruppe 3): Fundet i ca. 55 procent af de ubehandlede observationer med 0,1- 100 pct. angrebne planter.
Guinness (modtagelighedsgruppe 2): Fundet i ca. 35 procent af de ubehandlede observationer med 0,01- 100 pct. angrebne planter.
NOS Bullseye (modtagelighedsgruppe 2): Fundet i ca. 60 procent af de ubehandlede observationer med 0,01-100 pct. angrebne planter.
Bohr (modtagelighedsgruppe 2): Fundet i ca. 35 procent af de ubehandlede observationer med 0,01- 50 pct. angrebne planter.
I RGT Hexton (modtagelighedsgruppe 1) er kun fundet gulrust på 3 lokaliteter (0,1 og 1 procent angrebne planter ved Nr. Åby hhv. Holbæk samt 20 procent angrebne planter ved Ultang ved Haderslev).
I SY Revolution (modtagelighedsgruppe 0) er ikke fundet angreb. Indberetningen af 80 procent angrebne planter ved Ultang i den forløbne uge har vist sig at være en fejl. Fra praksis er kun meldt om et tilfælde af gulrust i sorten i en mark ved Løgstør (angreb på flere blade).
Sortsblandingen NOS Elite Hvedemix (Pacman, NOS Bullseye, SY Revolution, modtagelighedsgruppe 2): Fundet i ca. 40 procent af observationerne med 10-100 procent angrebne planter. Der indgår ikke så mange af de i år dyrkede sortsblandinger i forsøgene og derfor heller ikke i registreringsnettet.
De indmeldte fund af gulrust fra praksis er nu så talrige, at forekomsterne derfor ikke længere vil blive nævnt.
I figur 2 er udviklingen af gulrust i år sammenlignet med udviklingen i de to foregående år.

Septoria: Angrebene er pt. meget svage. Antal dage med nedbør og nedbørsmængderne i foråret varierer meget fra område til område. Angreb vil vise sig ca. 3 uger efter nedbørshændelserne. Mange steder er der kommet nedbør i uge 20 og igen i den seneste uge. Det tidligere tørre forår har resulteret i, at der mange steder mangler 1-2 generationer af Septoriasmitte. Megen nedbør nu forventes derfor ikke at resultere i kraftige Septoriaangreb i marker, hvor der pt. er svage angreb.
I figur 3 er udviklingen af Septoria i år sammenlignet med udviklingen i de to foregående år.
4-5 dage med nedbør eller 20 timers sammenhængende bladfugt udgør en risiko for Septoriaangreb. I sorter i modtagelighedsgruppe 2-3 (Champion, Guinness, KWS Dawsum, KWS Scope, Pacman, Pondus og RGT Hexton) starter optællingen af dage med nedbør/bladfugt fra vækststadie 32 eller 10 dage efter behandling med et virksomt middel og 4 dage med nedbør udgør en risiko. I sorter i modtagelighedsgruppe 1 (Bohr, DLG Wheat Mix Everest, DLG Wheat Mix Robust, NOS Bullseye, NOS Elite Hvedemix, NOS Robust Hvedemix, SY Revolution) starter optællingen i vækststadie 37 eller 10 dage efter behandling med et virksomt middel og 5 dage med nedbør udgør en risiko.
Effekten af fanebladsprøjtningen (T2) mod gulrust holder sig ved højt smittetryk maks. 14 dage, så hav ikke for langt mellem T2 og T3 i marker med modtagelige sorter eller i marker, hvor der tidligere er fundet gulrust. Effekten af en behandling er kortest i marker, hvor der ved seneste sprøjtning var aktiv gulrust.
Mod gulrust har følgende midler foruden Balaya bedst effekt: Orius Gold, Folicur Xpert EC 240 og Prosaro.
Til afsluttende svampebekæmpelse anbefales det i gulrustmodtagelige sorter (modtagelighedsgruppe 2-3) at blande Propulse med midler med god effekt mod gulrust, dvs. f.eks. med 0,2-0,25 l Folicur Xpert EC 240 (tæller 13-16 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69) eller 0,2-0,25 l Prosaro (tæller 10-13 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69) eller 0,25-0,3 l Orius Gold (tæller 20-24 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69). Ved mere udbredt forekomst af gulrust i marken hæves dosis lidt.
Hvis man ikke kan bruge de nævnte midler grundet triazolregnskabet, kan Propulse også blandes med Pictor Active eller Comet Pro. Af Propulse kan afhængig af nedbørsforhold og sort anvendes 0-0,25 l Propulse, hvor Propulse kan undlades ved meget svage angreb af Septoria og få nedbørshændelser. Undlades Propulse, anvendes den høje dosis af de 3 nævnte rustmidler.
Er Propulse ikke til rådighed kan f.eks. anvendes omkring 0,3-0,5 l Folicur Xpert EC 240 (tæller 20-32 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69) eller 0,3-0,5 l Prosaro (tæller 15-25 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69). Vær obs på triazolreglerne. Vær derudover også obs på, at Folicur Xpert EC 240 maks. anvendes med 0,5 l pr. gang og med maks. 1,0 l pr. sæson.
Sprøjtefristen for Propulse er vækststadie 61 og vækststadie 69 for de øvrige nævnte midler.

Bladlus: Der er fundet bladlus i ca. 25 procent af observationerne og med svage angreb, nemlig op til 3 procent angrebne strå.
Det gennemsnitlige vækststadie er 62 (under blomstring), mens variationen er vækststadie 51-69.
Figur 2. Udviklingen af gulrust i vinterhvede i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.
Billede 3. Gulrust i sortsblanding med Pacman ved Børkop fotograferet 3. juni 2026 af Kasper Holm Kristensen, Velas. I marken var der enkelte angrebne blade og en enkelt gulrustrede. Der var 20 dage mellem T1 og T2, hvilket har været for lang tid i dette tilfælde, hvor der blev fundet gulrust ved sprøjtning i T1.
Billede 4. Gulrust i hvedesorten Champion i ubehandlet i registreringsnettet ved Snogbæk, Sønderborg. Bemærk, at der ikke er sporeanlæg eller kun få sporeanlæg på flere af de gule striber. Dette kan ifølge Aarhus Universitet skyldes en vis grad af voksenplanteresistens mod gulrust, selv om sorten er meget modtagelig. Fotograferet 9. juni 2026 af Rasmus Storck, Spiras.
Billede 5-6. Kig ned i ubehandlet parcel med hvedesorten Bohr (modtagelighedsgruppe 1 for Septoria) hhv. Pacman (modtagelighedsgruppe 2 for Septoria) i registreringsnettet ved Ringsted. Angrebene af Septoria er pt. meget svage. Fotograferet 8. juni 2026 af Irene Skovby Rasmussen, Velas.
Billede 7. Udstående småaks er ifølge forædleren velkendt i den nye sort Lehmann. Symptomet er genetisk betinget og tillægges ikke udbyttemæssig betydning. Alle sorter kan udvise symptomerne, men i langt mindre omfang. Fotograferet 9. juni 2026 af Shabnam Alizadeh Nicolaisen, Sagro.
Figur 3. Udviklingen af Septoria i vinterhvede i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.

5. registrering i vårbyg

Bygrust: Angrebene af bygrust er overvejende svage. Der er kun fundet bygrust i ca. 10 procent af de ubehandlede observationer og udløst bekæmpelse i ca. 5 procent af observationerne. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter frem til og med vækststadie 65 ved over 10 procent angrebne planter.
I figur 4 ses udviklingen af bygrust i vårbyg i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.

Bygbladplet: Angrebene af bygbladplet er overvejende svage. Der er kun fundet bygbladplet i ca. 10 procent af de ubehandlede observationer og udløst bekæmpelse i 1 procent af observationerne. Bygbladplet bekæmpes i modtagelige sorter i vækststadie 51-65 ved over 25 procent angrebne planter.

Skoldplet: Er mest udbredt og er fundet i ca. 25 procent af observationerne og med op til 80-100 procent angrebne planter.
I figur 5 ses udviklingen af skoldplet i vårbyg i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.
Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter ved mindst 10 pct. angrebne planter og mindst 5 dage med nedbør optalt fra vækststadie 31. Der tælles maks. 14 dage tilbage i tiden. Ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere.
Til bekæmpelse omkring skridning kan anvendes omkring 30-45 procent dosering afhængig af smittetryk. I mange marker ses lave angreb af svampe, og her kan anvendes de laveste doser. I marker med mere udbredt skoldplet anvendes højeste dosis.
Der kan f.eks. anvendes omkring 0,15-0,2 l Propulse + 0,2-0,3 Comet Pro eller 0,15-0,2 l Propulse blandet med 0,15-0,25 l Folicur Xpert EC 240 (tæller 19-32 procent i triazolregnskabet i st. 49-69) eller blandet med 0,15-0,25 l Prosaro (tæller 15-25 procent i triazolregnskabet i st. 49-69) eller blandet med 0,15-0,25 l Proline Xpert EC 240 (tæller 10-16 procent i triazolregnskabet i st. 49-69).
Er Propulse ikke til rådighed kan f.eks. anvendes midlerne Folicur Xpert EC 240, Prosaro eller Proline Xpert EC 240 blandet med Comet Pro eller Pictor Active. Ved lavt smittetryk af skoldplet og bygbladplet kan også anvendes løsninger uden Propulse. Vær obs på triazolreglerne.

Kornbladbillelarver: Der er registreret angreb af kornbladbillelarver i ca. 75 procent af observationerne og med op til 30-40 procent strå med larver. Kornbladbillelaver bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning. Til bekæmpelse kan anvendes 0,15 kg Lamdex (må anvendes i st. 9-12 og i st. 37-65) eller 0,075 kg Kaiso Sorbie (ingen restriktioner i anvendelse mht. vækststadier).

Bladlus: Der er fundet bladlus i ca. 55 procent af de ubehandlede observationerne og med svage angreb – op til 10 procent angrebne strå.
Bladlus anbefales bekæmpet ved 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse og ved 40 procent angrebne strå, såfremt der ikke samtidig er behov for svampebekæmpelse.
Der er ikke udløst bekæmpelse af skadedyr i nogen af markerne.
Det gennemsnitlige vækststadie i de foretagne registreringer er vækststadie 49 (første stak synlig) med en variation på 39-59.
Figur 4. Udviklingen af bygrust i vårbyg i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.
Figur 5. Udviklingen af skoldplet i vårbyg i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.
Billede 8. ”Mlo-pletter” i vårbygsorten Sartre i registreringsnettet ved Ringsted. De fleste sorter har mlo-resistens mod meldug, og nogle sorter viser ”mlo-pletter” som på billedet. I midten af bladpletten ses typisk et mørkere område. Symptomet er knyttet til mlo-resistens, og tillægges ikke udbyttemæssig betydning. Fotograferet 1. juni 2026 af Irene Skovby Rasmussen, Velas.
Billede 9. Skoldplet i vårbyg fotograferet 5. juni 2026.

5. registrering i havre

Meldug: Der er kun fundet meldug i ca. 10 procent af observationerne og med op til 100 procent angrebne planter. Meldug anbefales i vækststadie 37-65 bekæmpet ved over 50-75 procent angrebne planter.

Havrebladplet: Angrebene er svage.

Til meldugbekæmpelse kan f.eks. anvendes omkring 0,25 l Folicur Xpert EC 240/Prosaro/Proline Xpert EC 240 eller 0,2 l Proline EC 250, hvoraf der af sidstnævnte findes flere produkter med samme aktivstof. De angivne midler har jævnbyrdig effekt på meldug.

Kornbladbillelarver: Der er registreret angreb af kornbladbillelarver i ca. 60 procent af observationerne og med op til 35 procent strå med larver. Kornbladbillelaver bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning. Til bekæmpelse kan anvendes 0,15 kg Lamdex (må anvendes i st. 9-12 og i st. 37-65) eller 0,075 kg Kaiso Sorbie (ingen restriktioner i anvendelse mht. vækststadier).

Bladlus: Der er fundet bladlus i ca. 20 procent af de ubehandlede observationer og med svage angreb – op til 20 procent angrebne strå. Bladlus anbefales bekæmpet ved 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse og ved 40 procent angrebne strå, såfremt der ikke samtidig er behov for svampebekæmpelse.

Der er ikke udløst bekæmpelse af skadedyr i nogen af markerne.

Det gennemsnitlige vækststadie er vækststadie 46 (fanebladets bladskede opsvulmet) med en variation på 39 til 55.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...

MICHAEL RIIS

Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
mail@fjordland.dk
printerphone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram