17. juni 2026
Registreringsnet uge 25
9. registrering af svampesygdomme i vinterhvede
Brunrust: Angreb er kun fundet i ca. 10 procent af de ubehandlede observationer med op til 5 procent angrebne planter ved Snogbæk, Sønderborg. Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter frem til og med vækststadie 69 ved over 25 pct. angrebne planter.
Gulrust: Angrebene har igen bredt sig i den forløbne uge. Der er denne uge fundet følgende (gå ind i enkeltdata for at finde lokaliteterne med fund):
Champion (modtagelighedsgruppe 3): Fundet i ca. 80 procent af de ubehandlede observationer med 1-100 pct. angrebne planter.
Pacman (modtagelighedsgruppe 3): Fundet i ca. 85 procent af de ubehandlede observationer med 0,01-100 pct. angrebne planter.
KWS Dawsum (modtagelighedsgruppe 3): Fundet i ca. 80 procent af de ubehandlede observationer med 0,1-100 pct. angrebne planter.
Guinness (modtagelighedsgruppe 2): Fundet i ca. 55 procent af de ubehandlede observationer med 0,01- 80 pct. angrebne planter.
NOS Bullseye (modtagelighedsgruppe 2): Fundet i ca. 85 procent af de ubehandlede observationer med 0,05-100 pct. angrebne planter.
Bohr (modtagelighedsgruppe 2): Fundet i ca. 45 procent af de ubehandlede observationer med 1-100 pct. angrebne planter.
Sortsblanding NOS Elite Hvedemix (Pacman, NOS Bullseye, SY Revolution, modtagelighedsgruppe 2): Fundet i ca. 60 procent af de ubehandlede observationer med 1-100 procent angrebne planter. Der indgår ikke så mange af de i år dyrkede sortsblandinger i forsøgene og derfor heller ikke i registreringsnettet.
RGT Hexton (modtagelighedsgruppe 1): Fundet i ca. 15 procent af de ubehandlede observationer med 1-20 procent angrebne planter.
I SY Revolution (modtagelighedsgruppe 0): er kun fundet angreb på 2 lokaliteter ved Lemvig (1 procent angrebne planter). Fra praksis er kun meldt om et tilfælde af gulrust i sorten i en mark ved Løgstør (angreb på flere blade).
De indmeldte fund af gulrust fra praksis er så talrige, at forekomsterne ikke længere kan nævnes.
I figur 1 er udviklingen af gulrust pt. sammenlignet med udviklingen i de to foregående år.
Septoria: Angrebene er pt. stadig overvejende svage. Angreb vil vise sig ca. 3 uger efter nedbørshændelserne. Mange steder er der i mindre omfang kommet nedbør i uge 20. I uge 23-24 er der som bekendt derimod kommet meget nedbør mange steder, og angreb vil løbende vise sig ca. 3 uger senere. I figur 2 er udviklingen af Septoria pt. sammenlignet med udviklingen i de to foregående år.
4-5 dage med nedbør eller 20 timers sammenhængende bladfugt udgør en risiko for Septoriaangreb. I sorter i modtagelighedsgruppe 2-3 (Champion, Guinness, KWS Dawsum, KWS Scope, Pacman, Pondus og RGT Hexton) starter optællingen af dage med nedbør/bladfugt fra vækststadie 32 eller 10 dage efter behandling med et virksomt middel, og 4 dage med nedbør udgør en risiko. I sorter i modtagelighedsgruppe 1 (Bohr, DLG Wheat Mix Everest, DLG Wheat Mix Robust, NOS Bullseye, NOS Elite Hvedemix, NOS Robust Hvedemix, SY Revolution) starter optællingen i vækststadie 37 eller 10 dage efter behandling med et virksomt middel, og 5 dage med nedbør udgør en risiko.
De fleste har nu udført T3 sprøjtningen. Effekten af fanebladsprøjtningen (T2) mod gulrust holder sig ved højt smittetryk maks. 14 dage, så hav ikke for langt mellem T2 og T3 i marker med modtagelige sorter eller i marker, hvor der tidligere er fundet gulrust. Effekten af en behandling er kortest i marker, hvor der ved seneste sprøjtning var aktiv gulrust.
Mod gulrust har følgende midler foruden Balaya bedst effekt: Orius Gold, Folicur Xpert EC 240 og Prosaro.
Til afsluttende svampebekæmpelse anbefales det i gulrustmodtagelige sorter (modtagelighedsgruppe 2-3) at blande omkring 0,25 l Propulse med midler med god effekt mod gulrust, dvs. f.eks. med 0,25 l Folicur Xpert EC 240 (tæller 13-16 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69) eller 0,25 l Prosaro (tæller 10-13 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69) eller 0,3 l Orius Gold (tæller 20-24 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69). Ved mere udbredt forekomst af gulrust i marken hæves dosis lidt.

Figur 1. Udviklingen af gulrust i vinterhvede i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.

Figur 2. Udviklingen af Septoria i vinterhvede i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.

Billede 1. Rede med gulrust i ubehandlet Pacman i registreringsnettet ved Ringsted fotograferet 15. juni 2026 af Irene Skovby Rasmussen, Velas.

Billede 2. Bladlus i hvede parasiteret af snyltehvepse fotograferet 14. juni 2026.

Billede 3. Vækststadie 71 (første kerner har nået halv størrelse) i hvede i registreringsnettet ved Ringsted fotograferet 15. juni 2026 af Irene Skovby Rasmussen, Velas.
Hvis man ikke kan bruge de nævnte midler grundet triazolregnskabet, kan Propulse også blandes med Pictor Active eller Comet Pro.
Er Propulse ikke til rådighed kan f.eks. anvendes omkring 0,4-0,5 l Folicur Xpert EC 240 (tæller 20-32 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69) eller 0,4-0,5 l Prosaro (tæller 15-25 procent i triazolregnskabet i vækststadie 38-69). Vær obs på triazolreglerne. Vær derudover også obs på, at Folicur Xpert EC 240 maks. anvendes med 0,5 l pr. gang og med maks. 1,0 l pr. sæson.
Sprøjtefristen for Propulse er vækststadie 61 og vækststadie 69 for de øvrige nævnte midler.
Bladlus: Der er fundet bladlus i ca. 35 procent af observationerne og med svage angreb, nemlig op til 3 procent angrebne strå.
Det gennemsnitlige vækststadie er 67 (blomstring snart afsluttet) med en variation på 61 til 71.
6. registrering i vårbyg
Bygrust: Angrebene af bygrust har bredt sig, men er fortsat overvejende svage. Der er kun fundet bygrust i ca. 20 procent af de ubehandlede observationer og udløst bekæmpelse i ca. 10 procent af de ubehandlede observationer. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter frem til og med vækststadie 65 ved over 10 procent angrebne planter.
I figur 3 ses udviklingen af bygrust i vårbyg i registreringsnettet pt. sammenlignet med de to foregående år.
Bygbladplet: Angrebene af bygbladplet er overvejende svage. Der er kun fundet bygbladplet i ca. 20 procent af de ubehandlede observationer. Mest er fundet i KWS Thalis og Fontane efterfulgt af Prospect. I disse sorter vælger derfor løsninger som også har god effekt mod bygbladplet. Bygbladplet bekæmpes i modtagelige sorter i vækststadie 51-65 ved over 25 procent angrebne planter.
Skoldplet: Er fortsat mest udbredt og er fundet i ca. 30 procent af observationerne og med op til 100 procent angrebne planter.
I figur 4 ses udviklingen af skoldplet i vårbyg i registreringsnettet pt. sammenlignet med de to foregående år. Bemærk inddelingen på y-aksen.
Skoldplet fremmes af det fugtige vejr. Inkubationstiden (tiden fra smitte til symptomer ses) er ved 18°C ca. 10 dage. Af de mest fremavlede sorter er følgende sorter mest modtagelige (modtagelighedsgruppe 2): Skyway, Firefoxx, Austen, KWS Thalis og Sartre.
Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter ved mindst 10 pct. angrebne planter og mindst 5 dage med nedbør optalt fra vækststadie 31. Der tælles maks. 14 dage tilbage i tiden. Ved forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere.
Til bekæmpelse omkring skridning kan anvendes omkring 30-45 procent dosering afhængig af smittetryk. I marker med svage angreb af svampe kan anvendes de laveste doser. I marker med mere udbredt bygbladplet eller skoldplet anvendes højeste dosis.
Der kan f.eks. anvendes omkring 0,15-0,2 l Propulse + 0,2-0,3 Comet Pro eller 0,15-0,2 l Propulse blandet med 0,15-0,25 l Folicur Xpert EC 240 (tæller 19-32 procent i triazolregnskabet i st. 49-69) eller blandet med 0,15-0,25 l Prosaro (tæller 15-25 procent i triazolregnskabet i st. 49-69) eller blandet med 0,15-0,25 l Proline Xpert EC 240 (tæller 10-16 procent i triazolregnskabet i st. 49-69).

Figur 3. Udviklingen af bygrust i vårbyg i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år.

Figur 4. Udviklingen af skoldplet i vårbyg i registreringsnettet i 2026 pt. sammenlignet med de to foregående år. Bemærk inddelingen på y-aksen.

Billede 4-5. Bygbladplet i vårbyg i registreringsnettet ved Ultang, Haderslev fotograferet 15. juni 2026 af Jacob Hjorth Høggaard, Spiras. Mest bygbladplet findes i registreringsnettet i KWS Thalis og Fontane.
Er Propulse ikke til rådighed kan f.eks. anvendes midlerne Folicur Xpert EC 240, Prosaro eller Proline Xpert EC 240 blandet med Comet Pro eller Pictor Active. Ved lavt smittetryk af skoldplet og bygbladplet kan også anvendes løsninger uden Propulse. Vær obs på triazolreglerne.
Kornbladbillelarver: Der er registreret angreb af kornbladbillelarver i ca. 85 procent af observationerne og med op til 50 procent strå med larver, men bekæmpelse er ikke længere aktuel i mange marker.
Kornbladbillelaver bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning. Til bekæmpelse kan anvendes 0,15 kg Lamdex (må anvendes i st. 9-12 og i st. 37-65) eller 0,075 kg Kaiso Sorbie (ingen restriktioner i anvendelse mht. vækststadier).
Bladlus: Der er fundet bladlus i ca. 55 procent af de ubehandlede observationerne og med svage angreb – op til 10 procent angrebne strå.
Bladlus anbefales bekæmpet ved 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse og ved 40 procent angrebne strå, såfremt der ikke samtidig er behov for svampebekæmpelse.
Der er ikke udløst bekæmpelse af skadedyr i nogen af markerne.
Det gennemsnitlige vækststadie er vækststadie 57 (tæt på gennemskridning) med en variation på 47 til 71.
6. registrering i havre
Meldug: Angreb har bredt sig i den forløbne uge, og der er fundet meldug i ca. 35 procent af de ubehandlede observationer og med op til 100 procent angrebne planter. Der er udløst bekæmpelse i ca. 5 procent af de ubehandlede observationer. Mindst er fundet i sorterne Jacky og Scotty (modtagelighedsgruppe 0), hvor der ikke er udløst bekæmpelse. Meldug anbefales i vækststadie 51-65 bekæmpet ved over 75 procent angrebne planter.
Havrebladplet: Angrebene er svage.
Til meldugbekæmpelse kan f.eks. anvendes omkring 0,25 l Folicur Xpert EC 240/Prosaro/Proline Xpert EC 240 eller 0,2 l Proline EC 250, hvoraf der af sidstnævnte findes flere produkter med samme aktivstof. De angivne midler har jævnbyrdig effekt på meldug.
Kornbladbillelarver: Der er registreret angreb af kornbladbillelarver i ca. 80 procent af observationerne og med op til 100 procent strå med larver, men bekæmpelse er ikke længere aktuel i mange marker. Kornbladbillelaver bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning. Til bekæmpelse kan anvendes 0,15 kg Lamdex (må anvendes i st. 9-12 og i st. 37-65) eller 0,075 kg Kaiso Sorbie (ingen restriktioner i anvendelse mht. vækststadier). Der er i denne uge udløst bekæmpelse af kornbladbillelarver i ca. 5 procent af de ubehandlede marker.
Bladlus: Der er fundet bladlus i ca. 45 procent af de ubehandlede observationer og med svage angreb – op til 5 procent angrebne strå. Bladlus anbefales bekæmpet ved 25 procent angrebne strå, såfremt der samtidig er behov for svampebekæmpelse og ved 40 procent angrebne strå, såfremt der ikke samtidig er behov for svampebekæmpelse.
Det gennemsnitlige vækststadie er vækststadie 55 (under skridning) med en variation på 45 til 59.
1. registrering af sygdomme og bladlus i hestebønner
Forekomsten af svampesygdomme og bladlus (bede- og ærtebladlus) følges fra denne uge og til og med uge 30 (20.-21. juli) i ca. 30 hestebønnemarker. Første registrering er foretaget, og der er pt. bedømt i 27 marker.
Vikkeskimmel: Vikkeskimmel er mest udbredt og er fundet i 18 af 27 marker med op til 80 procent angrebne planter.
Vikkeskimmel optræder ofte som den tidligste svampesygdom i hestebønner. Bekæmpelse af vikkeskimmel alene anbefales kun ved tidlige og mere udbredte angreb og er tidligere i år anbefalet i nogle marker. Ved undtagelsesvis tidlige og udbredte angreb er tidligere anbefalet Pictor Active + Agropol.

Billede 6. Vikkeskimmel i registreringsnettet ved Borup fotograferet 15. juni 2026 af Irene Skovby Rasmussen, Velas.
Øvrige svampesygdomme: Der er fundet begyndende angreb af chokoladeplet ved Holstebro og Haderslev (Hammelev). Der er pt. ikke registreret angreb af hestebønnebladplet og rust.
Chokoladeplet, hestebønnebladplet og hestebønnerust anbefales bekæmpet ved 5-10 procent angrebne planter. I forsøgene har det bedste bekæmpelsestidspunkt typisk ligget omkring 1. juli. Ved bekæmpelse anbefales omkring 50 procent dosis. Der er flere løsninger. F.eks. kan anvendes 0,5 l Pictor Active + 0,15 Agropol eller 0,25 l Pictor Active + 0,25 l Folicur Xpert EC 240 + 0,15 Agropol. Ved tidlige angreb kan overvejes en to-delt behandling med 30-40 procent dosis pr. gang.
Bladlus: Der er kun fundet bladlus i få tilfælde (ved Holstebro og Tønder).
Vækststadierne varierer fra 55 til 67 (knopstadie til blomstring).
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
MICHAEL RIIS
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET