Forekomsten af bladlus følges i dette efterår i registreringsnettet i 32 vinterhvedemarker og 20 vinterbygmarker frem til og med 18.-19. november. Perioden er udvidet med 2 uger i forhold til tidligere år for bl.a. at vurdere virkningstiden af en evt. bladlusbekæmpelse. Der bedømmes i tidligt såede marker (sået før ca. 15. september) og i milde områder, hvor risikoen for angreb af bladlus og dermed havrerødsot er størst.
Der findes ingen bekæmpelsestærskel for bladlus om efteråret i vintersæd, fordi et varierende antal bladlus indeholder smitte af havrerødsot, og fordi det er ukendt, hvornår nattefrost reducerer antallet af bladlus. Finder man dog bladlus på 2-3 procent af planterne, anbefales en bekæmpelse, såfremt marken er sået før ca. 20.-25. september. Jo tidligere såning jo større risiko for angreb. For hver uges udsættelse af såtiden kan der opnås op til en halvering af angrebene af havrerødsot.
Der er registreret i 26 hvedemarker, og der er fundet bladlus i 19 marker (0,05-12,0 procent angrebne planter). Der har været mindst 2-3 procent angrebne planter i 11 af de 26 marker. Markerne er sået 1. til 16. september, og markerne er i st. 13-24 (3 blade til 4. sideskud synlig). Tre marker med 10-12 procent angrebne planter er behandlet mod bladlus 5. oktober, og i de behandlede områder er der nu 0-2 procent angrebne planter.
Der er registreret i 16 vinterbygmarker, og der er fundet bladlus i 12 marker (0,05-20,0 procent angrebne planter). Der har været mindst 2-3 procent angrebne planter i 6 af de 16 marker. Markerne er sået 3. til 20. september, og markerne er i st. 21-25 (1. til 5. sideskud synlig). En mark med 10 procent angrebne planter er behandlet mod bladlus 5. oktober, og i det behandlede område er nu 1 procent angrebne planter.
Der er fundet flest bladlus i Sydøstjylland.
Vinterbygsorten Orcade har tolerance overfor havrerødsot, og bekæmpelse af bladlus og dermed havrerødsot er derfor kun sjældent nødvendig i sorten. Bekæmpelse i Orcade skønnes kun aktuel ved såning før ca. 15/9 og mindst 15 pct. angrebne planter. Den nye sort SY Zoomba er resistent overfor havrerødsot, og bekæmpelse af bladlus er ikke nødvendig i sorten.