Ligesom andre vinterafgrøder står vinterrapsen kuldepræget og venter på rigtig at begynde væksten. De fleste har gødsket første gang og forhåbentlig begynder rapsen snart at optage næring.
GLIMMERBØSSER
Det lyder utroligt at nævne skadedyr, når det er så koldt. Her i skrivende stund forventes i den kommende og næste uge temperaturer mellem 5-12 ⁰C, hvilket indikerer en yderst lav risiko for indflyvning af skadedyr. Indflyvning af glimmerbøsser sker gerne her i det tidlige forår. Ved stigende temperaturer er der risiko for angreb af glimmerbøsser. Glimmerbøsserne kommer frem ved ca. 9 °C fra deres vinterhi i hegn, krat m.m. Kortere flyveture kræver 12-13 °C, og længere flyveture kræver ca. 15 °C. Når disse temperaturer begynder at nærme sig, vil Glimmerbøsser kunne flyve mod knopanlæggene.
Ved vurdering af bekæmpelsesbehov, tages hensyn til vejrforholdene de efterfølgende dage. Forsøg fra England har vist, at hver glimmerbøsse æder 2 knopper pr. dag ved 10 °C, men 6 knopper pr. dag ved 20 °C. Hvis der således er udsigt til køligt vejr, kan evt. bekæmpelse ofte udsættes/ undlades.
Når rapsen kommer til knopstadiet, er skadetærsklen:
Det tidlige knopstadie, 8 glimmerbøsser pr. plante, hvis rapsen er i god vækst, og 4 glimmerbøsser pr. plante, hvis rapsen er hæmmet i vækst.
Det sene knopstadie, 10 glimmerbøsser pr. plante, hvis rapsen er i god vækst, og 5 glimmerbøsser pr. plante, hvis rapsen er hæmmet i vækst.
Ved begyndende blomstring er bekæmpelse kun aktuel ved meget kraftige angreb - i størrelsesordenen 20 glimmerbøsser pr. plante.
Angreb i det tidlige knopstadium hvor løvbladene endnu dækker knopperne er værst, og specielt hvis rapsens vækst går i stå på grund af temperaturfald. Undgå at behandle, hvis det ikke er nødvendigt, da vi kan få brug for nyttedyr (snyltehvepse m.fl.) til maj når galmyg og snudebiller kommer i rapsen.
Foto: SEGES
Glimmerbøsserne har udviklet resistens mod de fleste pyrethroider. Derfor anbefales det, hvis der bliver behov for at bekæmpe glimmerbøsser at anvende:
0,15-0,17 l Avaunt 150 EC pr. ha. 150-170 kr. pr. ha
0,2 l Mavrik/ Evure Neo pr. ha. 119 kr. pr. ha
De to midler har hver sin virkemekanisme, men i forsøg har det ikke været muligt at finde afgørende forskelle mellem midlerne. Godkendelsen for Avaunt 150 EC er ikke blevet fornyet, og midlet må kun anvendes og opbevares indtil 19. september 2022. Der er udviklet resistens hos glimmerbøsser mod pyrethroider (excl. Mavrik), hvorfor disse pyrethroider ikke anbefales.
BLADRIBBESNUDEBILLER
Bladribbesnudebillen dukker tidligt op om foråret og ofte før glimmerbøsser. Behovet for bekæmpelse søges fastlagt via gule fangbakker. I 2022 er der igen et registreringsnet for bladribbesnudebiller. Denne uges registreringer viser meget få fangster og langt fra skadetærsklen. Bekæmpelse af bladribbesnudebiller anbefales kun, såfremt der er udsat gule fangbakker i marken med fangster af bladribbesnudebiller over tærsklen. Der skal samtidig være relativ høje temperaturer.
Til bekæmpelse af bladribbesnudebiller anbefales andre midler end til bekæmpelse af glimmerbøsser. Kaiso Sorbie har bladribbesnudebiller på etiketten, mens Lamdex kun må anvendes, hvis der samtidig er angreb af andre skadedyr. Hvis Kaiso Sorbie mod bladribbesnudebiller køres der med 0,15 kg/ha, hvilket mht. indhold af aktivstof svarer til 0,3 kg/ha Lamdex.
Foto: SEGES
Når bladribbesnudebillerne er aktive, er også mange snyltehvepse aktive. Snyltehvepsene parasitterer larver af rapsskadedyr bl.a. rapsjordlopper, hvilket nedsætter bestanden til efteråret (rapsjordlopper) og næste år (bladribbesnudebiller, glimmerbøsser).
"Har du spørgsmål til bekæmpelse af skadedyr i vinterraps, er du velkommen til at kontakte din planterådgiver"