Hvis du ønsker at så vårkorn af egen avl her i foråret, er der flere forhold, du bør være opmærksom på for at opnå det bedste resultat. Det er især vigtigt at få dokumenteret kvaliteten af udsæden.
Vi anbefaler, at du får lavet både en spireprøve og en bejdsebehovsanalyse. Spireprøven er nødvendig for at kunne tilpasse udsædsmængden korrekt ud fra spireevnen, mens bejdsebehovsanalysen viser, om der er udsædsbårne svampesygdomme i kornet og danner grundlag for vurdering af, om bejdsning er nødvendig.
Derudover er det en fordel at få bestemt tusindkornsvægten (TKV), så udsædsmængden kan beregnes mere præcist. Til beregningen kan du anvende udsædsberegneren på
www.udsaedsberegner.dk. En grundig rensning og sortering af udsæden anbefales forud for såning. Rensning fjerner små og svage kerner samt ukrudtsfrø og giver en mere ensartet kernekvalitet. Det forbedrer samtidig bejdsemidlets dækning og effekt, da ensartede kerner giver en mere jævn fordeling af bejdsemidlet og dermed en bedre beskyttelse mod udsædsbårne sygdomme.